Blogbrok

Det var med lidt bævende Dankort jeg for nogen tid siden købte en billet til Guns N’ Roses og ikke bare det, men tilmed til en koncert i Aalborg. Jeg havde lidt forventet, at det ville være totalt kokset, men lad mig sige det med det samme: Jeg blev faktisk positivt overrasket.

Først og fremmest var Danko Jones noget så sjældent som et opvarmningsband, der tog titlen alvorligt og forsøgte at gøre folk klar til hovednavnet.

Rent undtagelsesvis gik Guns N’ Roses på uden voldsom forsinkelse, hvilket i sig selv bør indgå i historiebøgerne. Da de rent faktisk gik på scenen var det bogstaveligt talt med røg og damp og titelnummeret fra det seneste album. At DJ Ashba kan lyde som Slash og i øvrigt også er noget af en showmand kunne man både se og høre allerede introen til andet nummer, Welcome To The Jungle.

Rent teknisk var den linje der var lagt på de to soli i sangen var en næsten en-til-en udgave af den indspillede version, hvilket i øvrigt var en tendens der fulgte hele koncerten (med undtagelse af sange med længere soloforløb).

Hvis vi lige dvæler ved guitaristerne lidt – de hedder for tiden Richard Fortus, Ron ‘Bumblefoot’ Thal og sidst men bestemt ikke mindst: DJ Ashba – er der ingen tvivl om, at de rent teknisk er mindst ligeså dygtige som Slash, Izzy og Gilby. Man kan diskutere det geniale i at have tre leadguitarister i ét band og det gik også lidt galt i ny og næ, fx i det stille stykke i Rocket Queen, men egentlig synes jeg, at de var ret disciplinerede.

DJ Ashba i fuldt vigør.

At det mindste af GNR’s albums, G N’ R Lies, var helt udraderet fra sætlisten var måske ikke den store overraskelse, men hvad der overraskede mig lidt var, at Use Your Illusions næsten også var fjernet. Kun to egne numre kunne det blive til, men det var til gengæld i imponerende gode udgaver. Dog kunne man specielt i slutningen af You Could Be Mine høre, at Axl efterhånden har det lidt svært med lange, høje toner.

Derudover spillede de to numre, man nok skal være ret afhængig af firserkitsch for at værdsætte: Live And Let Die og Knockin’ On Heavens Door. Live And Let Die var særskilt pinlig (ordet kummerlig ligger lige for), da nogle medbragte, forvoksede bordbomber gjorde at tempoet gik ret meget ned i visse dele.

Hovedvægten af numre lå derfor på det helt klassiske (hvor de fleste blandt publikum nok stod og savnede Slash) og de helt nye numre. Personligt kan jeg fint leve med de nye medlemmer. Jeg har kun set GNR en gang tidligere, i de “glade” halvfemsere, men spilleglæden anno 2010 var noget højere end den var i 1993.

Axl og Fortis

Valget af sange fra de gode gamle dage, kan der ikke indvendes noget mod, jeg synes måske at det var mere diskutabelt. Sorry, This I Love og i særdeleshed Street of Dreams hører efter min ringe mening til nogle af de svageste numre på det nyeste album. Vi fik dog også Better og det måske mest misforståede nummer, Madagascar (begge ekstranumre), så det tæller op i den samlede bedømmelse.

Jeg var her til aften til en koncert i DR’s nye koncerthus. Anledningen var intet mindre end Django Reinhardts 100-årsdag.

Jeg har aldrig dyrket Django systematisk, men var alligevel hooked på idéen om at opleve musikken live.

Rollen som Django skulle udfyldes af Adrien Moignard, der må siges at have mere fingersnilde end fleste (med de relevante fingre i behold).

Desværre valgte DR’s big band at smadre alt godt og grundigt ved hjælp af et håbløst musikvalg og urimeligt kedelige arrangementer.

DR mente åbenbart at man skulle gå efter at please Nyhavnssegmentet, så der blev ikke plads til unødvendigheder som fx Djangology, Minor swing eller Nuages, der ellers rask væk indgår i jazz-standards verden over.

I stedet spildte man dyrbar tid på ligegyldigheder som Autumn leaves, et Coltrane-nummer og Gud bedre det Det var en lørdag aften.

Man fandt tid til at spille Belleville i en bigband-udgave, men hvorfor så ikke spille et nummer som It don’t mean a thing (if it ain’t got that swing) eller eks The Ritz, der dog kunne passes ind i bigband-rammen?

Der var enkelte gange hvor det virkede, men ellers var det desværre en tynd kop kaffe

På trods af jeg ikke har blogget i knapt et halvt år, er bloggen ikke helt død. Lad mig derfor slutte året af med lidt galde vedrørende et par af mine yndlingsaversioner: Folkekirken og Dansk folkeparti.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har aldrig haft den store fidus til den forening der kalder sig Trykkefrihedsselskabet. Trykkefrihedsselskabet blev skabt i kølvandet på en vis karikatur-krise og generelt har jeg haft den opfattelse, at den trykkefrihed, man værnede om var af et særligt tilsnit.

At formanden har bevæget sig fra det kulsorte til det direkte vederstyggelige, har således heller ikke direkte forbløffet. Det, der dog slog mig var, at Søren Espersen fra DF fik lov til at komme med mindst ligeså mærkværdige udtalelser i Information uden voldsomme modsigelser.

I den milde ende finder vi denne, der om ikke andet burde få adskillige lektorer på KU og SDU til at fare i harnisk:

»Lars Hedegaard er den i Danmark – uden for den muslimske kreds – der ved mest om islam og koranen. Og jeg har ikke hørt ham sige noget forkert tidligere. Hans indgang bygger på langt mere viden, end jeg har,« siger Søren Espersen.

Der er flere udtalelser fra Espersen jeg på en god dag ville finde anstødelige, men specielt denne, tør man sige perle?, vender al logik på hovedet i en grad, at man ikke fatter at nogen redaktør har ladet den gå igennem:

- Så de skal først bevise, at de ikke voldtager deres egne børn?

»Jeg ved bare, at der er masser af eksempler på, at muslimske piger står i kø for at få syet deres mødom sammen før ægteskabet. Der er masser af eksempler. Men det er jo klart, at det ikke foregår i alle muslimske familier, det tror jeg heller ikke, Hedegaard mener,« siger Søren Espersen.

Rent retorisk er det næsten et mesterværk per automatik at kæde sex før ægteskabet sammen med pædofili hos muslimer og samtidigt at gå fra det partikulære (og udokumenterede) til det generelle. Men jeg skal da lige love for, at der blotlægges nogle synspunkter der i bedste fald kan kaldes kontroversielle.

Bliver man træt af altid at diskutere reaktionære muslimer, kan man jo altid vænne blikket mod Grundlovens §4 og §66, der nok hører til mine absolutte hade-paragraffer i den efterhånden lidt bedagede grundlov. Ifølge en ny undersøgelse vil kun et fåtal af de danske præster gøre folkekirken uafhængig af staten.

Argumenterne som et par af præsterne finder frem er dog en kende besynderlige. En præst fra Ballerup, Susanne Føns Lomholt, citeres for at sige:

»Jeg er bange for, vi ville lide et kulturtab. Kirken ville hurtigt blive reduceret til at være et ceremonisted, man ville benytte efter lyst, og dermed ville vores trosgrundlag forsvinde sammen med sammenhængskraften i vores samfund.«

Nu har vi jo lige akkurat overstået en mindre højtid – hvor mange var i kirke?. Hånden på hjertet! Anyways, hvis du var, har du misforstået en god del: Du skulle hellere have været der til første advent, i påsken eller i pinsen!

Ser vi bort fra det, hvor mange kommer så bare forbi en gudstjeneste uden at have en bestemt ceremoni som anledning?

Samme præst fortsætter:

Det handler om troens grundlag og det faktum, at vi skiller vores samfund i to dele, hvis folk selv skal sørge for at melde sig ind i folkekirken.

Hvis det er det bedste skyts en cand.theol kan finde frem til forsvar for folkekirken som institution, ser det skisme ikke alt for godt ud. Det er mit indtryk at de fleste mennesker godt kan overskue at melde sig ind i de foreninger, de ønsker at støtte.

Jeg foreslår, at man på teologisk fakultet bruger markant mindre tid på bibelsk eksegese og ekskatologi og i stedet fremover satser lidt mere på praktisk anvendelse, tiden efter Luther og eventuelt markedsføring.

Nå ja, godt nytår…

Med kun en uges forsinkelse: Roskilde festival vár en succes i år!

Jeg nåede ikke at høre så mange koncerter, men tre af Orange-koncerterne står øverst og nederst. Det negative først: Jeg har ikke oplevet så elendig Nick Cave-koncert før. Øv!

Til gengæld var Faith No More langt bedre end den ene gang jeg nåede at se dem i halvfemserne. Man kan undre sig over at de gider spilde tid på Easy (det brokkede jeg mig også over sidst jeg så dem), men det er vel noget med at en del gerne vil høre dem. Mike Patton er stadig bindegal og en af verdens bedste sangere. At trommeslageren og guitaristen brugte fem minutter på at skændes med 50.000 tilskuere kan man kun forbløffes over.

Derudover var den bedste koncert nok med Nine Inch Nails. Jeg har aldrig været så vild med dem, men det var en af de bedste koncert-oplevelser jeg nogensinde har haft. Trent-drengen er helt klart en af de mest visionære mennesker i musik-bizniz. At han også er en fænomenal musiker der tilmed blev hjulpet af et sygeligt velspillende band (alt andet lige skal Robin Finck fremhæves, da han nok ligger på top ti over verdens bedste guitarister) gør det jo kun bedre.

Ellers stod den på blandet Cosmopol og digt-oplæsninger. Fodnote til det: Jeg er ked af at sige det, Hr. Nikolaj Zeuthen, men enten synger du ikke specielt godt, eller også er sangen om Preben Elkjær noget af det værste lort rent metrisk/teknisk i dette tiår!

Da jeg for kort tid siden skiftede arbejde, nævnte min chef i afskedstalen, at jeg nok ikke skulle søge ind i diplomatiet. Nogle af mine nye kolleger mener omvendt at jeg er for diplomatisk.

Uanset hvem der har ret har jeg i ny og næ muntret mig med at opsummere kunders henvendelser i haiku-form. “-form” er vigtigt her, da “digtene” formeldt set ikke opfylder alle krav til haiku, fx mangler de alle en årstid.

Ikke desto mindre: Tre haiku fra min tid hos TraceWorks:

Vi regnede med
At have løst dit problem
Men desværre nej

Ærede kunde
Du skulle have svaret
Det har du ej gjort

Dear customer
I tried to explain
Listen, don’t speak