Blogbrok

INFO: Jeg får meget trafik på lige denne post, nok fordi folk forventer at få en færdig bryllupstaleopskrift. Det får de så ikke – det her er “bare” en tale jeg har holdt ved min brors bryllup. Jeg kan derfor dårligt forestille mig, at andre kan bruge den.

Generelle råd til at holde en tale:

• Lav den kort
• Lad være med at lade som om du er sjov, hvis du ikke er det
• Undgå alt for mange anekdoter
  • Du skal for Guds skyld ikke være sjov på andres bekostning
    
  • Du skal for Guds skyld ikke fortælle onde anekdoter!!!
    
• Ha’ tjek på din timing

Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig — Tolstoj

Nu har jeg jo så lovet at afsløre et lille uddrag af den tale, jeg holdt til min brors bryllup.

Som altid skal taler jo høres live, da det drejer sig meget om timing og mimik. Ikke mindst fordi det var en improviseret tale. Men citeret efter min hukommelse var der brudstykker, der lød sådan her:

Vi kender alle den værste af alle taler, nemlig den, hvor en fjern onkel rejser sig op, siger “Nu er jeg jo ikke nogen stor taler…” og hiver et langt dokument frem. Nu skal jeg så holde den næstværste – den improviserede.

Nu kan man jo spørge sig selv, hvorfor jeg holder en improviseret tale, når jeg nu har været inviteret til brylluppet i lang tid. Sagen er den, at jeg oprindeligt troede, at jeg blot var blevet tildelt en mindre statistrolle. Efterhånden er jeg dog blevet forfremmet til at have en birolle. Ikke mindst fordi min storebror henad middag i dag ringede og spurgte om jeg kunne tænke mig at være forlover. Den slags forpligter jo — om ikke andet til i hvert fald at holde en tale.

Som Jonas allerede har gjort opmærksom på i sin tale til Tina, er der jo allerede skrevet en hel del om kærlighed i litteraturen, og jeg skal da ikke holde mig for god til at henvise til at en af de smukkeste skildringer af selve bryllupsritualet findes i “Anna Karenina” af Lev Tolstoj.

Den beskrivelse er imidlertid på 20 sider, så den skal vi ikke dvæle yderligere ved.

I stedet for synes jeg, at jeg kort vil strejfe indledningen til romanen, der vist er på 600 sider. I den skriver Tolstoj — og her citerer jeg af gode grunde efter hukommelsen — noget i retning af “Enhver lykkelig familie ligner hinanden, mens hver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde”.

Det er jo flot skrevet.

Men det er så også forkert!

Sagen er nemlig den, at moderne forskning viser, at det forholder sig stik modsat statistisk set. Hvis man tænker sig lidt om, kender man jo også godt strukturen i parforhold der går i stykker.

Men heldigvis har I da også jeres helt egen måde at være lykkelige på, som vi andre kun kan se op til!

Traditionen tro skal jeg også sige noget om brudgommen, min bror. Det kommer nok næppe som en overraskelse, at vi ikke ligner hinanden så meget — tager Jonas til Latinamerika, tager jeg til Rusland. Går Jonas meget op i sport, er jeg mere interesseret i litteratur. Kan Jonas godt lide at tegne, elsker jeg at spille musik. Og så videre…

Derfor så jeg meget frem til på polterabenden en gang for alle at få manet enhvert tvivl i jorden ved at inkludere emner i en quiz, som vi i den grad deler: Ole Thestrup og C.V. Jørgensen.

Desværre måtte jeg konkludere, at Jonas faldt til jorden med et brag, og at det var det sønderjyske islæt, d’herrer Balle og Bohl, der vandt quizzen. (Her mumlede Jonas noget om at det primært var kategorien Strippere, der gav dem føringen)

Jeg skal jo — igen tro mod traditionen — også sige noget om bruden. Her vil det være nærliggende at fortælle om første gang, jeg talte med hende.

Her blev hun blot ikke præsenteret som min brors kæreste, men Rikke Hadrups veninde.

For Tina derimod, var jeg kærestens lillebror, da Jonas og Tina åbenbart havde været sammen et stykke tid på det tidspunkt.

Men nu har vi jo efterhånden lært Tina bedre at kende, og jeg skal da skynde mig at tilføje, at hun er blevet et kært medlem af familien i mellemtiden.

Samtidig er Silas-Emil jo også kommet til og det er da en stor fornøjelse at se ham vokse. Nu bliver han jo snart fætter og vi ser meget frem til, hvordan han vil takle det.

Jeg skal forresten også huske at sige, at denne tale også er på vegne af vores søster, Søde Søs, der står derover og ser smart ud.

Men jeg skal gøre det kort… (her tilføjede min tante, at det løb var kørt) Ja jo… Jeg havde planlagt, at hvis talen faldt helt til jorden, ville jeg distrahere publikum ved at fri til Maria, men til min bankrådgivers store glæde — hun sidder lige bag mig — lader det til at jeg kan udskyde det lidt endnu.

Derfor vil jeg blot afrunde med at ønske jer et langt og lykkeligt ægteskab!

De længe leve.

Hurra
Hurra
Hurra…

Ugens alias: Tolstoj ta’r stadig fejl!