Hyklere
18. August 2005
For mit buskort gælder til alle zoner, med det kan jeg nå alle S-togsstationer — Hartmann
I lørdags var GrønMandGå så ude at spille den årlige koncert. Det er ikke for meget sagt, at vi nærmest havde det som rockstjerner — og sågar kom til at skrive autografer på nogle grå klippekort
Og så til en god nyhed: Statistisk set er folk der læser blogs rigere og mere veluddannede end resten af befolkningen. Det her en blog, du læser den, ergo og så videre…
Og så til en dårlig nyhed: Det viser sig – igen statistisk – at blogs ikke længere handler så meget om politik. Det må vi da lave om på.
Derfor synes jeg vi skal tale lidt om fordelingspolitik. Mit pis kom nemlig et par grader højere op, da jeg læste et interview med Eric Søe Rylberg. Han mener at den europæiske befolkning er en flok klynkere “og så vinder man altså ikke kampen“. Samtidig mener han, at vi ikke skal “uddanne sig til alverdens ting, vi dybest set ikke har brug for”. Det, vi har brug for, er flere folk fra naturvidenskab!
Hr. Rylberg har kigget i sin krystalkugle og spår om Europa at “vi på sigt så kan blive et turistparadis, der lever af at fremvise fortidsminder, og så i øvrigt passe hinanden og have det lige godt eller skidt, om man vil.”
Der er ikke noget incitament til at gøre en indsats, kan man også læse.
Nå dada, hårde ord. Nu er der sikkert en del, der ikke lige ved hvem Eric Søe Rylberg er, så hvilken vægt, skal man så tillægge disse udtalelser? Tja… hvis man får fundet defibrillatoren frem i tide, lige stopper op og læser lidt videre om det kære væsen, viser det sig, at han er cand.oecon, tjener 6 millioner om året og er direktør for ISS.
Godt så. Cand.oecon — det er sgu da ikke naturvidenskab. 6 millioner om året — hvor mange hummere kan man egentlig stoppe ned i halsen? Og hvad er det nu lige ISS lever af — fornyelse og innovation? Dengang jeg arbejdede i det firma, oplevede jeg mest nedslidning af arbejdere, rutinetænkning, særdeles meget monotoni, og nå ja, så lever ISS af rengøring og pasning af folk. Grib lige i egen barm, mester!
Og var han da bare den eneste… Under sidste valgkamp spurgte min svigerfar mig om, hvordan Henrik Sass Larsen var. Jeg rådede ham til ikke at stemme på ham. Jeg har så for nyligt læst, at han ikke kan se, at det skaber ulighed i samfundet, at han tjener penge på sin bolig, mens bistandsmodtageren i den anden ende af Køge ikke tjener noget. Samtidig er Henrik ikke modstander af Irak-krigen, kan godt lide skattestoppet, vil have mere disciplin og flere test i folkeskolen, bakker op om den stramme udlændingepolitik og så videre og så videre. Ikke uden grund, er der socialkammerater, der mener, at han befinder sig til højre for Djengis Khan.
Helt ærligt Henrik, er du sikker på, at det er det rigtige parti, du er medlem af??
En lille belønning til de flittige
Ugens alias: Rockstar
Hvad mener du om det?