Æres den der æres bør
20. December 2005
Landbruget er efterhånden så effektivt, at kyllingernes indvolde kommer i plastik. Frydkjær-Hansen
Denne uges indlæg er åbenlyst for sent på den, men mere om det i næste uge. Altså denne. Eller hvordan det nu er.
Alt for sjældent når man at takke folk der har gjort en indsats på den ene eller anden måde.
Jeg fik i sidste uge et årsblad ind fra mit gamle gymnasium, hvor de skriver lidt om forskellige ting og sager, samt nyansættelser, fratrædelser og lignende. Og to ting tiltrak sig min opmærksomhed: Dels er min gamle russisklærerinde, Hanne Brygmann, gået på pension. Ikke overraskende har hun haft en stor indflydelse på mit valg af studium. Hendes entusiasme var i høj grad en faktor der gjorde, at jeg tog til Rusland på en sommeferie i gymnasiet. Og senere valgte at læse russisk.
Mange tak for det!
Lidt mere skræmmende stod der også, at min biologilærer, Erik Frydkjær-Hansen, afgik ved døden i løbet af året der gik, kun 55 år gammel. Han var til stor inspiration og lærte mig meget om den naturvidenskabelige tilgang til de komplekse problemstillinger som fx menneskekroppen, de økonomiske og politiske aspekter af miljøproblemer og så videre.
Nogle gange kommer ord til kort: Tak for horisontudvidelsen. Du var en fantastisk lærer og et fint menneske. Du vil blive savnet!
Ugens alias: Jeg ved hvem der bor i den anden ende at klaphatteskalaen
Hvad mener du om det?