Om blasfemi

1. February 2006

’coz I’m going to rendez-vous
— Røvballebandet

Der er ligesom et eller andet forfriskende over en helt blank side.
Hvad skal man dog skrive og alt det der…

Så på den måde gik januar, før jeg fik taget mig sammen…

Jeg har dog lavet et par fikse sider, blandt andet til Tekla, Ålandsgade og drengene. Det trænede øje vil med det samme gennemskue, at alle tre er lavet i WordPress, men nu drejer det sig jo også om indhold og ikke funktion :)

Filologen har gjort opmærksom på at jeg mener form, ikke funktion ;)

Og hvad har jeg så på hjerte lige for tiden… Ikke overraskende går min tid meget med baby-relaterede ting. Og det er fantastisk!

Hvad har jeg ellers på hjerte… Blandt andet har jeg undret mig en del over Google. Mit firma arbejder en del med Googles teknologier og jeg er ikke voldsomt imponeret over alt de laver. Men samtidig er jeg lidt forbløffet over nogle småting, i al almindelighed: Min index-side er jo ret statisk, men at Googles PageRank giver den 0 ud af 10 i væsentlighed synes jeg trods alt nok er lige groft nok. Samtidig er der andre små ting, der undrer mig — mit cv bliver fx ikke indekseret, selvom den vel strengt taget er ret vigtig.

Samtidig læste jeg for nyligt at Janet Jackson var det mest brugte søgeord i 2005, iflg. Zeitgeist. Eftersom Google virker ved hjælp af en algoritme der basalt set siger et link er en stemme på en sides gyldighed, burde den side der ranker bedst ved en søgning på Janet Jackson vel score voldsomt højt i PageRank?

Hvis man så laver søgningen (jeg er doven) kan man se, at det er janet-jackson.com der vinder.

Hvor meget får den så i PageRank? 6.

Men ok, det er da mere end msn.dk fra fjenderne fra Microsoft kan få — de kan nemlig kun kravle op på 5.

Et software-firma som Adobe? 10.

Og hvor vil jeg så egentlig hen med det? Tja ikke andet, end at gøre opmærksom på at alles gode ven Google sådan set ikke altid er en service man kan stole på uden at være kritisk.

Og så må jeg jo også lige nævne det med tegningerne af profeten. Gud (man er vel mono-teist) skal vide at jeg ikke syntes det var voldsomt genialt at trykke dem. Vi har ytringsfrihed i Danmark, ingen tvivl om det, men det er frihed med ansvar! Fordi man har retten, har man ikke pligten, for nu at lave en parafrase over et udtryk fra min gode ven Georg Møller. Det er dér kæden er hoppet af for den gode Flemming Rose, som ellers plejer at være ganske fornuftig.

Når det så er sagt, synes jeg bestemt at det er ude af proportioner at brænde bygninger af. Der er heller ingen tvivl om, at en del af virakken er opstået på grund af misforståelser. Jeg har set indlæg der nævner at man ikke må benægte holocaust. Øh jo, det må man faktisk godt. Det er dårlig stil og sker sjældent, men det er ikke forbudt. Det er det i Frankrig, Tyskland (go figure) og en bunke andre lande, men ikke Danmark.

Anders Fogh — der jo er minister for pressen — burde have taget et møde med ambassadørerne og have forklaret dem at han ikke bestemmer over en tilfældig dansk avis. Og at han i øvrigt ikke mente at det var genialt. De indrømmelser han er kommet med har været for lidt og for sent.

Når danskere går agurk over at man nu har brændt flag af, bør de kigge lidt i deres historiebøger: 5.000 mennesker gik i protesttog mod Jens Jørgen Thorsens Jesus vender tilbage, og Life of Brian gik heller ikke helt stille af. Så vidt jeg husker var den forbudt i Norge i mange år og der var da vist også demonstrationer i Danmark?

I USA var der store protester for et par uger siden, fordi de havde lavet en parafrase over Michelangelos Skabelsen af Adam Da jeg læste om det, tænkte jeg …gudfader… men tjek evt. hvilke billeder der ligger i Google image. Pænt skræmmende.

Med andre ord — gør nu som Jesus siger…

Ugens alias: Ansvarlig familiefar 1.0

3 kommentarer til “Om blasfemi”

  1. linebine mener:

    Hej Pelle og familie!

    Skulle du ikke bare overgive dig og skrive:
    ____________________________________________

    En slags weblog IV
    Min uforbeholdne mening om Gud, hver mand og iskagemanden

    JANUAR
    Indlæg på vej…
    ____________________________________________

    Og saa ellers satse paa en maanedlig opdatering? :-)

    KH

  2. Jannic mener:

    Jo, tak, blot sort som natten. Skulle gerne kunne holde mig vågen.

  3. Anne Lindholt Ottosen mener:

    Hvad så, Pelle? Er der sandhed i “hvad brugte man dog al sin tid på, inden man fik børn?”. :-)

    Håber at det går super godt hos jer!

    /Anne

Hvad mener du om det?

XHTML: Du kan bruge flg. html: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>