Uge 9 – med gæsteskribent

26. February 2006

It’s nothing personal. I just fear the unfamiliar. Marge

Det skal blive kort: Tillykke til Maria med de 29 + noget og tillykke til Jannek og Karina. Ugens navn er efter Nabokovs erindringer. Nicolai får ordet, efter en korrespondance i sidste uges blog…

Efter utallige, talrige henvendelser skal jeg hermed give mig i kast med et dybdeborende analyse af russisk rockmusik. Da jeg vil prøve at gøre det kort, skal jeg først gøre opmærksom på, at de dybeste pointer er pakket mellem linierne. Derefter skal jeg som Pelle gøre opmærksom på, at jeg ikke er specielt opdateret med hensyn til, hvad der er kommet af nye navne efter 2001. For at tage udgangspunkt i Leningrads sang med de utallige tilsvininger, kan vi jo tage dem i Shnurs rækkefølge:Korol i Shut: Useriøst, prætentiøst punkband. Musikken er noget intetsigende lort. Jeg kan ikke adskille dem i albums og må nøjes med at give hele deres karriere karakteren (–) Bonusinformation: En af mine bekendte turde ikke gå til deres koncerter, fordi han var jøde…Mumij Troll: Meget interessant orkester, som hele tiden prøver at forny sig og skifte stil. Forsangeren har som den vist første stjerne i Rusland formået at markedsføre sig selv på det utroligste. Desuden har han formået at holde sig selv og sit band på toppen i rigtig mange år og har derfor opnået stor betydning i russisk rock, og deres karakter for hele deres karriere må blive (++). De sidste to albums har været temmelig poppede, og jeg kan forstå at nogle af de fans, der var med i starten har opgivet at følge med. Selv må jeg sige, at de endnu engang har formået at ramme de forandringer og sindsskifter, der har været i mit eget liv, og jeg nyder derfor, de sidste to albums, som jeg hører mere end de gamle for tiden. En forbløffende rockkamæleon, hvis sidste album, Slijanie i poglashenie jeg vil give (+) Bonusinformation: Flink fyr i øvrigt, meget let at gøre grin med, fordi han synger på en meget karakteristisk måde.

BI-2: To brødre, der kom hjem fra Australien og blev et kæmpe hit. Stammer oprindelig fra Hviderusland, hvor de ikke længere må spilles på radioen. Hele deres eksistenberettigelse ligger i det alternative riff, de skrev til Splins Fellini for hvilket de fortjener (++). Deres karriere samlet (–).

Chajf: Fra Ekaterinburg. Rigtig gammelt band fra sovjettiden. Så langt tilbage husker jeg ikke, men jeg har en fornemmelse af, at deres popularitet stammer fra 90’erne. Spiller god gammeldags rock’n roll og så pludselig lidt reggae og lidt blues. Har mange ret gode sange, blev folkeeje efter hittet Argentina-Jamaica 5-0, hvilket viser, at de sympatisk nok er meget interesseret i fodbold. For den sang skal de have karakteren (++), og deres karriere kan få (+). Bonusinformation: De spiller rigtig godt live, hvilket er hovedbegrundelsen for den fine karakter, måske snakker forsangeren lidt rigeligt. De er tilsyneladende patriotiske, var efter en koncert i Volgograd i hvert fald meget fortørnede over, at deres store krigsmonument ikke var oplyst om aftenen.

DDT: Hvad er deres berettigelse i dag? Jeg ved det ikke, jeg ser den ikke. De spiller sådan en gang sovjetrock. De var vist meget samfundskritiske i 80’erne, hvilket selvfølgelig er et plus, men hvad vi skal bruge dem til idag står hen i det uvisse. Forsangeren var sidst jeg hørte fra dem igang med at genindspille alle sine gamle albums, som de skulle have lydt, hvis han havde haft adgang til alt det udstyr, de ikke havde i Sovjet. Magen til tidsspilde… Bonusinformation: I det mindste er forsangeren Jurij Shevchuk altid glad. Samlet karriere (–).

Akvarium: Også meget samfundskritiske engang. Hang ud sammen med Viktor Tsoj og de typer der… Har haft stor betydning for russisk rock i og med, at de eksisterede og spillede på trods af at de ikke rigtig måtte. Ved ikke så meget om musikken, andet end at det jeg har hørt er kedeligt. Så de kan vel få et (-) for deres karriere. Bonusinformation: Forsanger Boris Grebenshchikov var engang overbevist om, at han var Gud. Et interview med ham optræder på en sprogeksamen for udlændinge. Det eneste positive, der kan siges om hans intetsigende meninger i den forbindelse, er, at han mumlede, så man nærmest ikke kunne høre hvad han sagde.

Splin: Det var bedre. Dejlig rockmusik. Prøver også at eksperimentere, har bla en fløjte med, hvilket vel ikke ses så tit. Pressen har tit spekuleret i, at nu skulle ham med fløjten vist snart ud af bandet. Det er så vidt vides ikke sket endnu. De har udgivet nogle meget gode plader og nogle meget gode sange, men som Pelle siger, falder de ind i mellem ud, så deres samlede karriere kan vel ikke få andet end (+), og det sidste album er rimelig neutralt, kedeligt (0). Bonusinformation: Blev udvalgt til at spille opvarming for Rolling Stones ved deres store koncert i Moskva i hvornår (97?98?), hvilket blev deres gennembrud. En eller anden teenagepigefan fra Petrozavodsk har et billede derhjemme af forsangeren og mig.

Mashina Vremeni: Ahr, pladder. Kom før Akvarium. De spiller da meget godt, og har sikkert lavet nogle fine sange, men man gider ikke rigtig høre dem mere, lige som man ikke gider høre Gnags nye… Fra mit synspunkt må de også få et (-) for deres karriere, men det er lidt synd. Selvom de ikke er de største genier, så betød det meget dengang, at der overhovedet var nogen, der spillede. Bonusinformation: Ruslands svar på the Beatles, hvilket er lidt uhyggeligt, for idag spiller Mashina Vremeni i fine koncertsale, for ældre folk i fint tøj, der sidder ned og lytter hele tiden og som kommer med blomster til deltagerne efter hvert nummer. På en måde kan man glæde sig lidt over beatlernes lidt hurtigere opløsning…

Tantsy Minus: Ha, jeg må indrømme jeg har en lille svaghed for dem, selvom jeg synes de minder om Love Shop, som jeg ikke kan lide… Forsanger og skørtejæger Vjacheslav Petkun er noget af en personlighed, der har betydet meget i hvert fald for musiklivet i Moskva, hvor han er/har været? ansvarlig for livemusikken på 16 tons. Har en meget distinkt stemme. Laver melodisk pop/rock inspireret af Britpop. Erkender selv, at Britpop er meget bedre end han selv er… Teksterne er bestemt ikke noget særligt, men de er alligevel lidt specielle med mange gentagelser, hvor slutningen af forrige linie er lig med starten på næste linie. Har lavet gode melodier som Tsvetut tsvety, der fortjener (++). Det kan hele albummet, Flora i Fauna få… Men objektivt set må deres karriere nok få et (0). Bonusinformation: Kan forekomme meget fuld til sine koncerter, han er da ikke specielt køn, så hvad pigerne ser i ham, ved jeg ikke. Sådan en klubkoncert, hvor alle tilsyneladende kender alle er nu alligevel ret hyggelig. Stopper sin karriere i tide og utide, da han ikke bryder sig om at være en del af rockmaskineriet. Har vist fundet et fornuftigt leje, hvor de ikke udgiver så meget, men spiller på klubber af og til.

Der er også andre navne, som Leningrad ikke sviner til, der skal med:

Agata Kristi: Har udgivet nogle fabelagtigt gode rockplader, og har haft stor betydning for russisk rock som den første kommercielle succes, og som de første idoler efter Sovjetunionens opløsning. De giver fanden i, hvad andre mener og ændrer som Mumij Troll stil hele tiden, blot er de ikke så gode til at styre medierne, hvilket måske kan skyldes den ene forsangers meget nazivenlige holdninger, hvis jeg forstår dem rigtigt… Noget med, at Hitler var en god mand, der blev snydt og sådan noget. Elsker det okkulte. Deres stil omkring årtusindskiftet har været meget elektronisk technoagtig og ikke noget at skrive hjem om. Deres sidste album har de dog løftet i kvalitet og satset på det gode gamle melodiske. Den hedder Triller, chast 1, og kan få karakteren (+). Det tog dem lang tid at komme ovenpå igen efter deres keyboardspillers død, især kunstnerisk, idet han skrev melodierne til alle deres hits. Men de har fået købt en god computer, og deres samlede karriere kan få (++). Bonusinformation: Er rigtig gode live, når det kører. Det ved man aldrig rigtigt, om det gør, og at købe en billet til deres koncerter er som at købe en lottokupon. Jeg har været ude for at Gleb Samojlov var så stangstiv under en koncert, at hans hjælper hele tiden måtte sørge for ham. Hjælperen fik på et tidspunkt sat en stol ned under ham i sidste øjeblik. Han satte sig bare og regnede med at stolen ville komme af sig selv… Begge forsangere (brødre) taler meget utydeligt, hvilket vist tyder på alvorlige misbrugsproblemer. Er ellers flinke nok og har spillet i Danmark. Bror Vadim har lavet hittet Nikogda (++).

Som et kuriosum kan jeg fortælle om Petrozavodsk-bandet Revolver. Deres sang Tormoza røg på MTV og skal have (++). Resten af deres karriere kan få (–) Deres tidligere keyboardspiller skal dog holdes udenfor denne bedømmelse og er i øvrigt kilde til nedenstående: Bandet vil ikke ud med, hvorfra midlerne kom til deres første plade, ikke engang ovennævnte ex-keyboardspiller kunne få det ud af dem, men der er i hvert fald sket en fejl et sted. Dog må man give dem at de har deres egen stil! Er engang blevet nægtet indrejse til Finland, hvilket de syntes var meget uretfærdigt, vi andre ved bedre. Gider ikke at melde afbud til deres koncerter, koncertarrangører og publikum finder ud af det, når de ikke kommer. Indspillede en sang sammen med Leningrad på et tidspunkt, det gik bedre bagefter for Leningrad… Ellers har jeg ikke noget at klandre dem. Er sådan set flinke nok og har et andet positivt træk: Hader også DDT.

Der er jo også mange andre bands, en del nyere, som jeg ikke kender meget til. Zemfira skal vel også have en kommentar: Karrieren (+), sidste album, Vendetta (-). Kedeligt, Pelle. Har ikke formået at bygge videre på sin popularitet, men hendes første albums var faktisk rigtig gode. Der er jo også bands fra SNG-landende, som jeg ikke skal komme ind på her, men nogen af dem kan da få en generel karakter: Zdob si zdub (+), Vopli Vidopljasova (++), Okean Elsi (–). Har heller ikke nævnt Kino. Dem må man ikke tale ondt om, det er vist tabu, så de kan få (++), men det fortjener de vel også på deres egen måde. Har i hvert fald haft kæmpe betydning og skrevet nogle gode sange.

Endelig vil jeg slutte med Leningrad, som efter megen tøven også kan få (++) for deres karriere. Tag ikke fejl, de har også lavet meget lort gennem tiderne, men de har formået at indføre en helt ny stil Ska-punk (altså, det var vel ikke dem der opfandt det, men), som jeg elsker. Der er gang i den til deres koncerter, og de har formået at komme igennem til et publikum, som nogen ville kalde “primitive”. I øvrigt i en grad så forsangeren Shnur ind i mellem må tage afstand fra dem, når de laver ballade. Han har også været oppe at slås med dem, han bliver meget sur, hvis nogen prøver at styre hans liv og skal have autografer og den slags. Men hvis man lader ham være i fred virker han meget fredelig. Leningrad har også æren af at indføre et helt nyt vokabularium i det offentlige liv. De bruger mange ekstreme bandeord, og det er en af grundene til, at de ikke længere må spille uden for Leningrad Amt og Sankt Petrsborg. En anden er, at de er en af de få, der åbent taler regeringen Putin inod, hvilket jeg også finder temmelig sympatisk. Så uønskede er de af det offentlige Rusland, at deres nuværende hjemmeside tilsyneladende er baseret i Tyskland www.shnur.de hvor der i øvrigt på forsiden er et billede af Shnur med en tilsyneladende nøgen pige. En fri oversættelse af artiklen lyder:
“Sergej Shnurov og Oksana Akinshina kunne i en anden tid være far og datter, men her ved starten af det 21. århundrede elsker de hinanden, og der er ikke tale om platonisk kærlighed. Og de deler gerne den sande romantiks hemmelighed med andre. Sergej Shnurov: Romantik, det er noget, der ligger mellem linierne, hvordan skal man forklare det? En flaske vin, er det romantik måske? Romantik, det er ikke en flaske champagne, men en stor pik.”

Tak, Nicolai. Det vil blive kommenteret!

Ugens alias: Speak, memory – senere udskiftet med Nu med eget kontor, hvilket kan ses som en opgradering af Familiefar, der derfor nu er i 1.2.

19 kommentarer til “Uge 9 – med gæsteskribent”

  1. pelle mener:

    Russisk musik part … 10?
    Hej Nicolai og tak for bidraget. Det er helt sjovt at skrive som gæst på sin egen side.

    Jeg bliver jo næsten nødt til at kommentere lidt hist og pist. Først og fremmest har du ret vedr. de gamle bands. Ud med dem — og i særdeleshed BG fra Akvarium. Magen til Troels Kløvedal—klon skal man godt nok til … hobbitland? … for at finde. Jeg mener at han i det der interview til sprogtesten talte om re—inkarnation. Gad vide om de har skiftet interview siden?

    Nu kom jeg ikke med så mange anekdoter som dig, men jeg kan da nævne at min druktur i København med drengene fra Mumij Troll blev semi—legendarisk og kostede mig et par briller. Som bassisten skrev i en mail “Du var i god form”.

    Jeg har da også til en meget intim koncert drukket af samme flaske vodka som Schnur — en Stolichnaya, hvis jeg husker rigtigt.

    Vopli/Oleg Skripka har jeg skrevet om dengang på slavist, så det vil jeg næsten ikke gentage.

    Jeg mener dog stadig at du ikke har forstået Zemfira. Rent faktisk er hendes første udgivelse jo rent lort (produceret af Mumiy Troll), men derefter er det blevet bedre og bedre!

  2. pelle mener:

    Ansvar
    Ytringsfriheden gælder kun under ansvar, så den anonyme post vil jeg se bort fra :)

    Jeg vil lige understrege, at jeg kun udtalte mig om Zemfiras første album, ikke hende som person. Det første album er noget russisk klingende bras. Få det væk!

  3. pelle mener:

    Om at være anonym
    Selvom mine meninger kan være rabiate, ligegyldige og endog latterlige, står jeg dog ved dem.

    Jeg mener fx ikke at man kan tage Nicolais “anmeldelse” af Zemfiras seneste to albums seriøst — halvdelen af sangene er jo ikke tung rock men ballader? Hendes udgave af Kukusjka slår da også MT, Tantsy Minus og de andre med flere længder. Voplierne kan være med, men det er da vist så også det.

    Og det vil jeg gerne skrive under på :)

  4. pelle mener:

    Sagens kerne
    Der vil jeg så igen mene, at du ikke har hørt ordentligt efter! Det Zemfira har lavet er muligvis hård rock, men heavy… øh nej.

    BI-2-udgaven vil jeg betegne som hjælpeløs. I det hele taget er den eneste grund til at de har en karriere, at de har været heldige, den dag de fandt deres producer. Deres gennembrudssang, Polkovnik, er dybest set banal, men er blevet hårdt pumpet ved hjælp af Ampfarm eller noget lignende.

    Jeg vil give dig ret i, at nogle at Zemfiras ballader kan være lidt irriterende, men de er stadig niveauer over det de fleste andre laver.

    Hvis MT kommer til byen igen, skal jeg nok introducere dig til Sdvig – så kan vi jo se om du kan klare mosten ;)

  5. Nicolai mener:

    Zemfira
    Jeg skal skynde mig at beklage hvis Pelles nedenstående kommentarer om Zemfira har stødt nogens følelser. Jeg anerkender fuldt ud Pelles ret til udtrykke sig på denne måde, kan blot sige, at jeg selv ville have udtrykt mig anderledes. Ytringsfriheden er desværre også retten til at udtrykke sig dumt, og jeg kan ikke gå ind og straffe en enkelt hjemmeside. Hvis nogen vil have Pelle stillet til ansvar, må de gå rettens vej.

  6. Nicolai mener:

    Zemfira
    Jeg skal understrege, at jeg heller ikke taler om Zemfira som person, men kun om hendes albums. De første var bedre, hun dur ikke til at synge heavy. Tænk hvis Hilda Heick forsøgte at genindspille Metallica? Og måske skal vi alligevel lytte lidt til den anonyme kommentar? Af børn og anonyme alkoholikere skal man jo høre sandheden…

  7. Nicolai mener:

    Sagens kerne
    Nå, så når vi ned til sagens kerne. Jeg tror vores veje skilles netop ved Zemfiras genindspilning af Kinos Kukusjka. Jeg synes ikke den er så god. Det er aldrig den jeg går tilbage til på de plader. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg synes hendes version er bedre end BI—2’s. Jeg ved det kommer som et chok for nogen. Og så vil jeg sige at et halvt heavy—album fra hendes side er mere end nok, og at balladerne i øvrigt er kedelige.

    Jeg skal i øvrigt give dig, at din Mumij Troll—bytur slår alle mine personlige anekdoter til sammen. Det var i 2001, ikke? Hvis ikke det lige var fordi, jeg mødte Rebekka dengang, ville jeg næsten ønske, at jeg var blevet i København!

  8. Nicolai mener:

    Mosten
    Ak, den tid er for længst forbi, hvor jeg kunne klare mosten, men jeg vil da gerne med og hilse på…

    Jeg skal ikke påstå, at Zemfira spiller heavy, undskyld, men tung rock, eller hvad du kalder det, kan hun heller ikke. Jeg synes i øvrigt generelt jeg lytter ordentlig efter :) Og BI-2, for helvede, hvor har du ret. Men det gør jo ikke Zemfiras præstationer bedre. Jeg synes altså også hun er ok, jeg synes bare ikke hun er det geni, hun er udråbt til, og de sidste par plader har vel været ok, i hvert fald det forrige, men ikke noget særligt, nærmest kedeligt! Som sagt.

  9. anonym mener:

    Russisk rock
    Det er godt, at du for en gangs skyld har ladet en ekspert komme til orde. Det er rart endelig med nogle kvalitative meninger. Måske skal du bede Nicolai om at skrive din blog hver uge? Så får du også mere tid til at studere interface og kommentere andres haiku—digte?

  10. pelle mener:

    Godt most
    Det blev da ellers bare lidt vildt nede på Australian bar :)

    Man skal selvfølgelig ikke kalde Zemfira genial fordi BI-2 er noget bras, men jeg synes rent faktisk at hun laver nogle fantastiske sange. De to første riffs på albummet før Vendetta retfærdiggør mindst tre elendige cd’er!

  11. Nicolai mener:

    Ja, men ugen efter var jeg også tilbage i min seng på hospitalet, ikke at det havde noget med det at gøre. Og Zemfira er jeg bare ikke helt jublende over længere. Første album var fedt, andet var ok, men lignede det første, ˚ukushka var lidt kedelig, Kazhduju noch’ bedre, men det er nok fordi, at jeg bedre kan lide den sang, det tredje album var vel også nogenlunde ok, men nu er jeg helt stået af.
    I øvrigt skuffende, at der kun er to personer, der gider diskutere russisk musik på denne side (ups, kom jeg til at røbe mig? Men hvem skulle det også ellers have været, havde du regnet med, at det var Per Stig Møller, der var inde og tage hævn? Næ, den havde jeg regnet med var blevet luret, før det var skrevet, ellers havde jeg ikke gjort det. Men du kan jo opfatte det som et gækkebrev…).

  12. pelle mener:

    Jeg troede egentlig lidt at det var Rebekka.

    Så kan du jo forklare, hvad i alvideste verden

    Det er rart endelig med nogle kvalitative meninger.

    egentlig betyder – kvalitativ mening?

    Grunden til at der ikke er flere der gider diskutere er vel, at der ikke er flere besøgende på lige den her side, der overhovedet kender russiske bands?

  13. Nicolai mener:

    Det er vel det, der er det triste…
    En kvalitativ mening betyder en mening af en vis kvalitet. For eksempel er det ikke nok at sige, at man dyrker Zemfira, fordi hun har lavet en lidt halvtynd udgave af en kedelig sang fra 80′erne. Mine meninger er for det meste højkvalificerede og har været det siden 90′erne. I ‘96 sagde jeg f.eks at det var temmelig åndssvagt at cutte længden at metrotog og -stationer for at spare penge. Nu viser det sig, at metroen er for lille, selvom man endnu kun er noget op på lidt under halvdelen af de passagerer, der forventes ved den fulde udbygning (som snart er færdig).

  14. pelle mener:

    Metroen er semi-genialt udført, men lige den detalje er helt hen i vejret. Men det ved alle jo. (Faktum!)

    Der gik politik i sagen, og så er det jo sådan det går.

    Hvis kriteriet for at kunne lide et band var, hvad de havde gjort med KINOs sange, stod Mumijerne godt nok heller ikke alt for heldigt – det eneste sjove i den sang er pausen mellem første omkvæd og andet vers!

    Jeg bliver lige nødt til at punke dig lidt: Så vidt jeg ved, er kvalitativ antonym til kvantitativ og siger i sig selv ikke noget om et udsagns kvalitet. Og det har under ingen omstændigheder noget med det at være kvalificeret til noget. På papiret er vi vel fx lige kvalificerede til at mene noget om russisk musik (mind you: Jeg har gået på musikskole).

    Jeg har af gode årsager skrevet en del mere på denne side kvantitativt, men de gange du har fået ordet, er indlæggene ikke blevet kortere ;)

  15. Nicolai mener:

    Nå, der røg pæren vist. Vi venter på, du får den skiftet… Du har selvfølgelig ret til at have din egen subjektive mening, men ser man objektivt på det, besidder mine meninger generelt op til 10-12% mere kvalitet. Det har nok noget at gøre med de bøger, jeg læser eller sådan noget! Jeg ved det ikke?

  16. Nicolai mener:

    For ikke at blive beskyldt for udelukkende at spøge, skal jeg lige pointere, at min anmeldelse af Zemfira ikke bygger på hendes Kino-versioner. Blot er det et faktum, at for mit vedkommende var det deromkring, jeg mistede interessen for hende, og de næste albums er jo heller ikke de vilde. Jeg ved ikke, om jeg har husket at sige, at hun er rigtig god live? Har set hende 3 gange, den ene bedre end den anden, to af gangene kom hun ud og spillede ekstranumre, efter at lyset var blevet tændt. Jeg ved ikke, hvordan det vil være nu med den nye stil, jeg er for lidt Rusland.
    Jeg bryder mig personligt bedre om Mumij Trolls Vosmiklassnitsa end Zemfiras versioner. Iljas stemme passer sgu rimelig godt til den sang. De vellykkede covers er i øvrigt lavet af Mumij Troll, Vopli √idopljasova, til dels vel trods alt Zemfira, i den grad Zdob si zdub og Butusov og selv for en sjælden gangs skyld Multfilmy, men i det tilfælde må der være tale om et helt usandsynligt sammentræf af omstændigheder. Tantsy Minus og BI-2’s er ordinære, og så er der dem jeg ikke kan huske, formentlig fordi de er intetsigende eller dårlige. Hvad mener du?
    Jeg kan i øvrigt ikke se, hvorfor det var en politisk beslutning at afkorte metrostationerne, så må det i hvert fald være meget diskret og ude i krogene, for ørestadsselskabet er da rimelig uafhængigt. Kom endelig med tilføjelse/rettelser, jeg elsker en god omgang trafiksladder!!

  17. pelle mener:

    BG ødelægger selvfølgelig en også en sang og så er der nogle helt håbløse heavy/rock-udgaver.

    Det med politikere skal jeg ikke komme nærmere ind på. Men mit bud er, at Sonja Mikkelsen bander indvendigt hver gang hun kører forbi Nørreport :)

  18. Nicolai mener:

    Jeg skal lige tilføje, som jeg også før har nævnt, at jeg med vilje kritiserede dig for noget, der simpelthen ikke kan lade sig gøre, nemlig dårlig kvalitet af meninger. Jeg regnede så med, at jeg ikke generede nogen.

  19. pelle mener:

    Du har skam heller ikke generet mig :)

Hvad mener du om det?

XHTML: Du kan bruge flg. html: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>