Gamle danskere

26. April 2006

Jeg læste flg. inde på DR i morges:

Der skal efterhånden købes stort ind, når danske kvinder skal have fødselsdaglys i lagkagen. Gennemsnitsalderen er nemlig nået over 80. Kilde

Der må godt nok være nogle meget gamle mennesker der gemmer sig et eller andet sted i landet?

Normalt plejer jeg egentlig ikke at tage mig så meget af spam. Normalt drejer sig om sjove natur/generiske piller, diktatorenker fra Nigeria, hjemmegående husmødre i North Carolina eller lignende. Jeg fik dog en i dag, der var lidt spektakulær:

“Watch DR2 TV at 20.00 O`clock on Saturday April 22
Se DR2 TV, Laerdag d. 22. April kl. 20:00”

Når jeg bruger order spektakulær er det ikke fordi jeg synes det er pinligt med stavefejl, men fordi det er relativt sjældent at spam bliver udsendt på to sprog samtidig. Samtidig har det tilmed form for dansk tilknytning: DR2 sender rent faktisk en tema-aften om Muhammed d. 22/4.

Set i dét lys kan jeg da godt forstå at Muhammed er så stolt, at han vælger sende mig en mail om det. Det jeg dog ikke helt forstår er:

  1. Hvorfor i alvideste verden er titlen på mailen: and Earn Money quick.
  2. Hvorfor er afsenderadressen en Willam fra British Railways Amateur Radio Society

Jeg forstår ikke hvordan vedkommende har tænkt sig at tjene penge på at jeg ser DR2 lørdag aften?

Ville det helt ærligt ikke give lidt mere respekt hvis det kom fra @jegerdenrigtigeprofet.net i stedet for noget der fonetisk set mere lyder som det ikke er værd at samle på?

Billeder med brok

20. April 2006

Nyt tiltag: Jeg tager i ny og næ billeder af ting jeg synes er mystiske. De vil fremover komme her på siden under punktet visuelt

Skrækhjelmen, Pelevin

17. April 2006

Service til (russisktalende) læsere i Moskva og Kiev: på shlem.com kan man finde oplysninger om en forestilling der bliver opført i april og maj. Service til ikke-russisktalende: Man kan se nogle videoklip på den russiske søgemaskine Rambler.

Jeg har fået læst den nyeste roman af Viktor Pelevin, Skrækhjelmen. Den er en del af en større serie der revitaliserer og omdefinerer myter ved at lade forfattere fra forskellige lande genfortolke dem. Så vidt jeg lige husker, er Pelevins roman nummer tre i serien og sikkert den første i serien, der kommer med en disclaimer om at der ikke er omkommet nogle antikke græske unge mænd eller kvinder i skabelsen af teksten.

Eftersom der nok ikke er så mange der kender Pelevin i Danmark, er her først en lille introduktion:

Nye læsere kan begynde her…
Syntesen af Pelevins budskab er efter min ydmyge mening den bog der nok ville hedde
Buddhas lillefinger, hvis den ellers blev oversat til dansk. Den har jeg beskæftiget mig en del med i opgaven Tanker om tomhed fra Petersborg til Det Indre Mongoliet.

Kort fortalt fokuserer Pelevins forfatterskab på få pointer: virkeligheden eksisterer ikke så meget at det gør noget og hvis den gør, er den nok overvurderet. Sagt på en anden måde lader Pelevin klassisk buddhisme møde solipsisme og gerne i forbindelse med dyrs bevidsthed som i Sigmund på cafe eller Insekternes liv. Det kan dog også “bare” dreje sig om børn i fængsler som i Barndommens ontologi.

Pelevin belyser i reglen det post-sovjetiske landskab ved hjælp af groteske allegorier og genfortællinger af sovjetiske myter og “heltene” indtager normalt en hel del … skal vi sige alternativ medicin. Det er heller ikke unormalt at Che Guevara dukker op og afholder forelæsninger om moderne marketing som han gør i Generation P eller at personer eksisterer synkront i borgerkrigstidens Sovjet og Rusland i 90’erne.

Pelevin er også kontroversiel fordi han behandler selv den nære fortid med stor respektløshed: Rumprogrammet foregik i virkeligheden i Moskvas metro, Jeltsin er en computermodel og diskussionen om hvorvidt det var Platon eller Aristoteles der filosofisk set var skyld i Sovjet (et ofte diskuteret emne i Rusland i 90’erne) bliver diskuteret af en flok tumper og affærdiget med at Platon ikke kunne udtale sig om det, når der ikke var røde biler i det antikke Grækenland.

Tilbage til emnet…
For nu at vende tilbage til Skrækhjelmen: Nogle folk vågner op et sted, de aldrig har været før. De kan ikke huske hvordan de er kommet derhen, men efterhånden finder
de ud af, at der er flere end dem selv der er indfanget. Hvis man synes, man har hørt om det før, er det ikke usandsynligt; Pelevin er en stor elsker af vestlig kultur, så vi ikke udelukke at der er en vis inspiration fra Kuben?

Der er nogen, der har lavet en lille animation, der viser hvordan og hvorledes folk kommer ned i labyrinten.

Det er heller ikke nogen hemmelighed at Pelevin er stor fan af computermedieret kommunikation. Novellen Prinsen af Gosplan sluttede med ordene “Have a nice dos”, og i Skrækhjelmen foregår alt via en chat. Det er i sig selv ikke unormalt for Pelevin, der hellere chatter med sine læsere end bliver interviewet af de gamle, sure sprogtanter fra Politikens bogtillæg.

De forskellige personer i rummene kan gå rundt i en labyrint, men jeg afslører ikke for meget, hvis jeg nævner, at alt ikke er som det ser ud – heller ikke selv om man (måske?) oplever det samme i labyrinten.

Dermed er vi tilbage i spørgsmålet om virkeligheden i forfatterskabet. Det store spørgsmål er selvfølgelig om man kan stole på personer, man kun møder via chat – og findes disse personer overhovedet? Samtidig fremgår det, at chatten er modereret, ovenikøbet real time.

De personer der er indfanget er (in order of apperance)
Ariadne
Organizm (-:
Romeo-y-Cohiba
Nutscracker
Monstradamus
IsoldA
UGLI 666
Satrik

Det skal tilføjes,at enkelte skifter lidt navn i ny og næ, alt efter hvad chatmoderatoren synes er sjovt. Nogle af navnene er relativt logiske – Romeo-y-Cohiba og IsoldA bliver forelskede (det ligger lisom i luften), og Ariadne er også navn, man kan forholde sig til, når vi taler græske myter. Andre er lidt sværere at forholde sig til. Fx er navnet Satrik så vidt jeg kan se en sammentrækning af det russiske ord for satiriker, Satirik, og Sartre, der som bekendt mente at Helvede var de andre.

Tilføjelse: Rent faktisk hedder Satrik noget andet i den teaterforestilling, der er blevet lavet, nemlig Sliff_zoSSchitan, hvilket måske kan betyde noget i retning af “regnet med det hele” .

I baggrunden tumler så Asterisk/Minotauros (det anses for uhøfligt at sige MUH!) rundt med sin skrækhjelm. Eller rettere det gør han måske ikke. Balladen er, at alt i verden er indeholdt i denne skrækhjelm, inklusiv hjelmen selv i en slags konceptuel singularitet.

Lidt væk fra emnet igen…
Fortælleteknisk synes jeg at chat-formen er uhyre interessant, men den giver også nogle problemer med setup – det er ikke muligt at gengive beskrivelser, historie og indre monolog med mindre det indgår i en samtale.

Det problem kender vi fra Kierkegaards Forførens dagbog i Enten eller og Lermontovs Vor tids helt, hvor der skal nogle litterære krumspring til, før alt kan komme for dagens lys.

Nogle af personerne i Skrækhjelmen bliver derfor nødt til at vide ting det i hvert fald ikke er forundt gennemsnitlige personer at huske. Men der er jo fordele og ulemper ved alt 🙂

Det største problem ved formen er, at personerne ikke fremstår som helstøbte: Man får ikke at vide hvorfor de er havnet der (er det en straf?) eller for den sags skyld hvordan. Jeg synes måske også forløsningen er lige lovligt letkøbt.

Og tilbage til emnet igen…
Enhver anmeldelse skal jo helst opsummeres i form af et “læs den” eller “lad være”. Nu har jeg – som det nok fremgår – en svaghed for Pelevin, så principielt vil jeg anbefale den. I hvert fald til folk der kan lide postmodernisme, myter, Pelevin eller moderne kultur.

Folk der ikke kan lide disse ting bør nok holde sig langt væk.

Jeg synes ikke det er den bedste bog Pelevin har skrevet, men alligevel har den nogle kvaliteter, der gør den læsværdig. Med andre ord: Køb den fra Tiderne Skifter, der også har stået for den fine oversættelse.

Omfordel den, mester

11. April 2006

Jeg så en samling af vores gode ven Berlusconies udtalelser gennem de sidste par år. Imponerende. Men der var én jeg bed særskilt mærke i: Der kan ikke være så mange idioter, der stemmer mod deres eget bedste.

Det er så ikke sådan det bør virke. Politik handler om omfordeling. Det er ikke så svært; vi har nogle ressourcer, de skal fordeles mellem nogle befolkningsgrupper. Enkelte politikere gør så det ud fra noget vi kalder ideologier.

Et eksempel på det er dem, der mener, at staten skal være så stor som muligt, fordi den fordeler midler bedst. Dem kalder vi socialister.

Andre mener at staten skal være så lille som muligt. Dem kan vi kalde liberalister.

Ideen er så, at man rent faktisk handler ud fra man mener, ikke bare det der passer en bedst i en given situation: Jeg er fx ejer af fast ejendom. Samtidig mener jeg at man bør betale skat på fx 15% at det beløb man tjener ved salg af ejendom, der ligger over den offentlige vurdering.

Med andre ord mener jeg ideologisk set noget, der er i modstrid med mine interesser som privatperson. Tyg lidt på den, Silvio…