Blogbrok

how ’bout them transparent dangling carrots – Alanis

Ikke at det er en nyhed eller noget: Jeg er ofte lidt bagud. Jeg fandt fx først i 2004 ud af at Coldplay ikke var et spil til PlayStation II. Anyways… Sidste år udsendte Alanis Morissette sit gennembrudsalbum, Jagged little pill, i en akustisk version.

Jeg har haft den nye version liggende på min pc et stykke tid og synes den er ret fantastisk. Det er jo ikke ligefrem fordi det er party uartig-musik, men hendes vokal er ret fed og hun har nogle ret pudsige harmonier, hun hiver frem ved festlige lejligheder.

Jeg fik den – måske ikke helt overraskende – ide at høre de to albums ud i et. Jeg har et rimeligt nostalgisk forhold til det oprindelige album; den blev spillet i døgndrit i de glade år omkring ’95. Jeg synes stadig den dag i dag, at det var liiidt overvurderet, men var til gengæld ret vild med efterfølgeren, Supposed Former Infatuation Junkie.

Jeg så hende i Forum engang i … 2000? … og syntes det var fint nok, bort set fra at hun i den grad spolerede nummeret You Oughta Know ved at spille det uendeligt langsomt og uden den aggressivitet det fortjener. Specielt den fantastiske linje i slutningen af tredje vers (og Fleas fantastiske slap en takt tidligere) kunne jeg godt lide i den oprindelige udgave.

Det er mere eller mindre live-udgaven der er kommet med på 2005-udgaven. Efter at have hørt den ca. 75 gange vil jeg give Alanis ret: Det ér den rigtige version!