Blogbrok

Som lovet en altovervejende negativ anmeldelse af Robbie-koncerten tirsdag:

Jeg var til en koncert med ham i 1999 og den er stadig på min … ja i hvert fald top 25 over koncerter jeg har set. Dengang var Robbie stadig relativt ny på scenen, om ikke andet så som selvstændig kunstner.

Denne gang havde jeg skruet en del ned for forventningerne på forhånd: Jeg synes helt ærligt ikke at de sidste to albums er helt så fede som de forudgående tre – jeg anser ikke Swing… for at være et album, men mere en gang salgsgas i samme stil som julesange med Stig Rossen (og nej, jeg anser ikke Stig R for at være kunstner!).

For nu at tage det allerværste først: Lyden var ka-ta-stro-fal! Og det endda på trods af at der blev gjort rigelig brug af backtracking, samples og digitale fiksfakserier.

Jeg har mere eller mindre besluttet, at jeg kun gider betale penge for en koncert i Parken, hvis det er Elvis der spiller og Beatles kommer med som opvarmning.

Det der måske irriterede mig mest ved Robbie-koncerten var, at det var så forudsigeligt: Det mest interessante der skete rent musikalsk var, at outroen til Kids blev brugt som intro. Uha da, hvor dristigt.

Jeg er udmærket klar over at stadionkoncerter stiller andre krav end fx Grøn scene på Roskilde, men jeg synes ikke det er nok at man slutter et nummer af med at citere A Walk On The Wild Side og dermed mener, at nummeret er blevet tilføjet noget grundlæggende nyt!

Balladen er, at Robbie spillede en masse gamle numre med gang i og et par obligatoriske nye.

Jeg har hidtil syntes at det var fedt at nogle af Robbies største hits er citater
(Millenium fra You Only Live Twice, Supreme fra I Will Survive, adskillige b-stykker rundt omkring er planket fra Beatles), men rent tekstmæssigt begynder det at klinge en anelse hult, når de bliver spillet en i lang række.

Det gør ikke noget at teksterne til sange som Kids og Rock DJ tilsyneladende er notater fra teenagepigers mobilsamtaler, da de på cd’erne bliver opvejet af mere oprigtige sange som If It’s Hurting You.

De sange der blev spillet fra den nye var heller ikke noget specielt – Radio er en ok åbningssang, men igen ikke noget nyt. Tripping, Sin Sin Sin, Advertising space og Make Me Pure vil forhåbentligt og formentligt heller ikke indgå på næste turne.

Numre som Strong, Angels og Let Me Entertain You derimod var helt klart lyspunkterne – og alle numre der er fra før 1998.

Det er ikke for meget sagt, at det bedste ved koncerten var egentligt Robbies nærvær og det måske lidt meget at betale 500 kr. for det.

Der var for meget Shubidua og alt for lidt nytænkning. Med andre ord: Find på noget nyt og noget af den dristighed der før prægede foretagendet frem igen, så kan det være at jeg vil overveje at komme til næste koncert.