Blogbrok

Vi kender ud-e-mærket fornemmelsen: Det der med en harddisk der står af – det rammer ikke mig.

Tro mig: Det gør det. End of discussion!

Jeg så en fantastisk parafrase over Yesterday om samme emne (noget med en service, der gik helt død):

Yesterday,
All those backups seemed a waste of pay.
Now my database has gone away.
Oh I believe in yesterday.

Suddenly,
There’s not half the files there used to be,
And there’s a milestone hanging over me
The system crashed so suddenly.

I pushed something wrong
What it was I could not say.
Now all my data’s gone and I long for yesterday-ay-ay-ay.

Yesterday,
Need for backup seemed so far away.
Seemed my data were all here to stay,
Now I believe in yesterday.

Og så taler vi ikke mere om den sag!

De samtaler man fører dagligt siger en del om ens person og ikke mindst hvordan man bliver opfattet. I søndags var jeg med den lille familie og en veninde, lad os kalde hende R, i Zoologisk have. Det er man jo om søndagen.

Mens jeg stod og ventede på Maria og R, faldt jeg i samtale med en kvinde, der havde en baby. Som jeg lige husker det talte vi om:

Alder, køn, navn (datteren hed R, ligesom vores medbragte veninde), features (antal tænder, kravl, gang, klappe, vise hvor stor man er), barsel, bopæl (S-by), andelsrækkehus, min lejlighed, hvor længe jeg havde haft den, udvidelse med badeværelse, friværdi (det var ikke mig der bragte det på banen), kvindens arbejdssted (A-hospital), barselsordning for manden (fuld løn), hvor meget barsel jeg har haft, hvornår og hvor meget mere jeg skulle have, Marias status på jobmarkedet, kommende orlov, indkørsel i vuggestue (de tager begge to ugers ferie, vi har plads fra 1/10), næste unge – plus det løse.

Nu er der måske dem der tror, at vi talte i tre kvarter eller deromkring. Men nej; vi talte så længe det tog Maria og R at hente tre vaffelis (tiger-vafler, grrrrauw) i boden ved siden af.