Blogbrok

Årets koncert? Hvis ikke, så i hvert fald på top … to!

Jeg har misset ikke færre end to koncerter med Gogol Bordello siden 2002, hvor jeg første gang hørte den fængende sætning “But me, I’m jasto bordello kind of guy” [sådan staver de altså]. Og så var jeg solgt. Ideen om at man ikke kan stole på en præsident der ikke kan spille saxofon har jo – desværre – også vist sig helt korrekt.

Hvis man frygtede at bandet måske havde lidt tømmermænd oven på weekenden, så kom man hurtigt på bedre tanker. Jeg tror ALDRIG jeg har set et mere tændt band på Vega. Den eneste der ramte lidt ved siden af var trommeslageren, der mest så ud som om han havde lyst til at slå resten af bandet ned. Forsanger Hütz havde medbragt en energi og en moustache jeg ikke har set større siden jeg var til fest med 35 politibetjente et sted på Lolland. Violinisten er også et … særsyn og her tænker både jeg på udseendet (han ligner vel nærmest rottefængeren fra Hameln) og hans optræden på scenen. En freak med andre ord.

Resten af bandet viste sig også som en flok galninge fra første tone. Den var til gengæld høj – jeg har aldrig nogensinde prøvet at have ondt i ørene efter en koncert på trods af brug af hørepropper. Hvordan folk uden hørepropper har overlevet, har jeg ingen anelse om, men mit bud er, at en del i København har sagt “hva’?” dagen efter.

Selve sættet var vist GB-standard. Men det er heller ikke nødvendigvis det vigtigste. Det handler om stemning og den basale glæde ved at spille sine numre. Hvis Beck manglede gnist og gejst, var der mere end rimeligt her.

Næste gang de kommer forbi kan jeg kun råde folk til at købe billet. I god tid!