B.B King, kb-hallen

6. September 2006

Jeg kan se i min lille echolon-maskine at jeg allerede har haft besøg af folk der har skrevet ord som B.B. King, anmeldelse og kb-hallen i Google. De folk skal da ikke snydes for en mening:

I går spillede B.B King sin sidste koncert på dansk jord.

B.B. King og Lucille

B.B. King er – dette kommer næppe som en overraskelse – jo efterhånden en ældre herre. Helt præcist fylder han 81 næste lørdag. Samtidig har han også fået diabetes, så da jeg købte billetten for knapt et par måneder siden, havde jeg ærligt talt halvt om halvt forventet at koncerten ikke blev til noget.

Opvarmningen bestod egentlig af to dele: Mike Andersen og B.B. Kings band, der lige spillede et par numre uden Kongen for at få gang i publikum. Mike Andersen er … well, hvis GrønMandGå skulle lave en parodi på et bluesband, ville det nok komme til at lyde som en seriøs Mike Andersen sang. Det er lidt her står vi og svinger en fadbamse til byfesten i Thyborøn-agtigt. Ellers kan det opsummeres med ordene “… den der hornsektion ser sgu noget bondsk ud” [for en gangs skyld skal den citerede ikke nævnes ved navn].

B.B. Kings band er til gengæld ret fantastisk. Men uden ham – ingenting. Jeg syntes dog to-tre gange at tempoet steg lidt uhæmmet uden nogen speciel grund, men: Skidt pyt.

Da han blev slæbt ind på scenen kom der til gengæld gang i sagerne.

Egentlig kunne han have spillet én tone og være gået igen, da det jo egentlig ikke er selve sangenes originalitet eller beherskelsen af det tonale spektre, der er det fede. Reelt set tror jeg ikke der blev spillet en eneste sang ikke begyndte i G og samtlige soli var pentatone uden alt for meget fikumdik. Men igen: skidt pyt. Den tone B.B. King får vredet ud fra Lucille er guddommelig!

Jeg kan heller ikke have andet end respekt for en ældre herre, der indspillede første gang i 1949 og stadig kan holde gang i publikum i halvanden time rent. Uanset om det var anekdoter (dem var der en del af) eller hyldest til kvinden som sådan (They are all beautiful. Some of them are pretty too) var det bare fedt.

Nu kan jeg af gode grunde ikke anbefale folk at købe billet til næste koncert, men prøv i stedet at downloade (som i: lovligt) det seneste album!

4 kommentarer til “B.B King, kb-hallen”

  1. Nicolai mener:

    Jeg var faktisk ret imponeret af hans stemme. Han sad ret langt fra mikrofonen og brægede, men det lød godt. På den anden side: Hvis hans stemme skulle svigte i den kommende tid, har det trods alt ikke de største konsekvenser…

  2. pelle mener:

    Det kan jo være at han laver en come back-tour? Det ser nu også ud som om han har en del koncerter tilbage i år.

  3. Nicolai mener:

    Men efter at vi har været der, tror du så ikke, at alle dem der skal se B. B. King har set ham? Efter 60 år på toppen vil jeg mene, han kan have god samvittighed, hvis stemmen skulle svigte.

    Og så skal jeg skynde mig at sige, at en hornsektion godt kan spille godt, selvom den ser bondsk ud. Om den så gjorde det, må andre bedømme…

  4. pelle mener:

    Nu fik du så alligevel afsløret dig selv.

    Du har fuldstændig ret: Dem der virkelig ville høre ham, har nok været der efterhånden.

    De spillede da sikkert fair nok de der bønder. Men interessant? Næppe!

Hvad mener du om det?

XHTML: Du kan bruge flg. html: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>