Det kræver en del mod at lave en forestilling ud af Brødrene Karamazov: Som jeg lige husker den, er den på ca. 700 sider, indbefatter et mord, et selvmord, to gange mènage à troi, Jesu genkomst i Spanien (Storinkvisitorens tale), Djævlen, Fader Zosimas historie (udødeliggjort i Nirvana-sangen Serve the Servants), dennes død og hastige forrådnelse plus det løse. Det løse vil i en given roman af Dostojevskij sige en flok polakker, sigøjnere, tyende, prostituerede og altid én epileptiker.

Plaket til den sovjetiske filmatisering

Det har manuskriptforfatteren David Fishelson formået at få ned på 3 timer. Noget af en præstation! Så vidt jeg ved findes der to filmatiseringer der har forsøgt noget lignende. Jeg har set den ene og det pæneste jeg kan sige om den, er, at William Shatner er med i den.

Jeg synes at dramatiseringen er fantastisk loyal mod oplægget og Jan Hansens oversættelse var ganske mundret. Samtidig var lydbilledet (bl.a. Sigur Rós og Fanfare Ciocarlia) brugt ganske fornuftigt, lyssætningen effektiv og scenografien effektiv. Dog undrede jeg mig lidt over at sigøjnerne i stykket lignede nordafrikanske beduiner?

Heldigvis havde instruktøren afstået fra de russerklichéer man alt for ofte støder på (bortset selvfølgelig fra selve Fjodor Karamazov, men han er jo næsten en stor kliché) og i stedet satset på replikkernes styrke og de enkelte skuespilleres talent. Et godt valg!

Jeg ved ikke helt hvem der var hvem, men specielt Ivans skizofrene natur fremstod klart (Jens Jacob Thychsen?). Det er ham der fremlægger noget af det mest intelligente religionskritik litteraturen har budt på og samtidig via ham Dostojevskijs opgør med totalitarismen kommer klarest til udtryk.

Stor ros skal dog også lyde til Dmitri (Mads M. Nielsen?) i rollen som den koleriske bror. Thure Lindhardt spillede rollen som Alosja fint ““ man havde allerede fra første scene lyst til at finde baseball-battet frem og behandle den anæmiske munk!

Hvis man af en eller anden grund har sat sig for kun at læse én bog i hele livet (bort set fra selvfølgelig Formelsamling for matematisk gymnasium og Det er sjovere med Malle) bør det være Brødrene Karamazov.

Hvis man ligeledes kun skal i teatret én gang i år ““ så skal det være forestillingen, der kan ses i København indtil 24. oktober og derefter over hele landet. Der er ikke nogen undskyldning!

14 kommentarer til “Brødrene Karamazov, Stærekassen”

  1. Nicolai mener:

    Jeg kunne nu godt nævne et par andre bøger, man lige burde tage med i overvejelserne, inden man bestemmer sig for, hvilken bog man vil læse (hvis man kun vil/kan læse en bog). Det er i øvrigt et projekt, jeg ikke vil anbefale, for det vil kræve næsten umenneskeligt grundige forberedelser at finde den rigtige bog. Så kan man sgu lige så godt læse de bøger, man lige falder over…

  2. pelle mener:

    Det er vel præcist derfor man laver en kanon?

    Jeg har læst en god sjat af den danske kanon, og det eneste der kommer bare i retning af samme kvalitet er Herman Bangs forfatterskab.

    Men som Hr. Bai siger (vist kun i filmatiseringen?) i den berømte scene på markedet, hvor det begynder at regne: Det er jo kunst, lad mig komme ud her fra 😉

  3. Nicolai mener:

    Faktisk ved jeg ikke præcis, hvorfor man laver en kanon, det er for mig meget uforståeligt, men jeg ved i hvert fald, at Dostoevskij ikke er repræsenteret på nogen af de lister, jeg har set. Man må regne med, at hovedgrunden er, at han ikke er dansker, men vi kan jo aldrig komme til at vide, om han ville være kommet på alligevel.

    Jeg synes, at Dostoevskij er en fin forfatter. Han er måske endda bedre end de fleste andre, men så må man også lige få armene ned. Det er jo bare bøger. Han har trods alt ikke bygget en dæmning, opfundet et nyt effektivt ødelæggelsesvåben eller løbet 100 meter på under 9 sekunder!

    I disse tider, hvor man er imod, hvis man ikke er med, og hvor der i øvrigt ikke er noget at komme efter, synes jeg generelt, det er farligt at opfordre folk til kun at læse en bog (eller ti, eller hvor mange, der nu er på deres lister)!

  4. pelle mener:

    Han nåede dog trods alt (næsten) at blive henrettet, scorede en ung sekretær og opbyggede en massiv spillegæld.

    Det er da mere end Tolstoj nogensinde fik udrettet.

    Dernæst har han inspireret adskillige unge mænd (m/k) til at blive endnu mere pessimistiske. Det er da også en bedrift.

    Når det så er sagt, synes jeg ikke idéen om en kanon er så god, at det gør noget.

  5. Nicolai mener:

    Hørt, hørt!

  6. Nicolai mener:

    Nu har jeg så det stykket, og jeg må sige, at hvis det var din største teateroplevelse på dansk grund, må jeg sige, at du må se at få nogle proportioner i dit sølle liv!

    Jeg synes egentlig, at stykket var godt, og det var en ganske god oplevelse. Jeg plejer at måle i hvor høj grad jeg kan lide en film eller et stykket ved at se på, hvor hurtigt tiden går. Og jeg må sige, at tiden gik rimelig hurtigt, især i starten. Det er jo også en god historie.

    Men det kan umuligt være min bedste teateroplevelse, der var flere ting, jeg ikke kunne lide. Jeg synes, kvinderne spillede dårligt og også Thure Lindhardt, deres replikker lød unaturligt i deres mund. Hvad angår Thure, har du nok ret i, at det til dels skyldes rollen. Ole Ernst var heller ikke god, men han er ikke så vigtig.

    Slutningen synes jeg haltede. Der var pludselig en hel masse ting, der skulle ske på meget kort tid, og jeg synes for eksempel slet ikke, det er motiveret, hvorfor Ivan får så dårlig samvittighed, han har jo ikke gjort noget. Det har han muligvis i bogen (som jeg ikke har læst), men ikke her. Og så var slutningen i følge Tatjana lidt Disney-agtig, det slutter lidt bedre end i bogen.

    Scenografien og musikken synes jeg også virkede rigtig godt, og man må sige, at det er imponerende, at det er lykkedes at dramatisere romanen. Men det bringer mig så hen til spørgsmålet: Hvorfor skulle den egentlig dramattiseres? Hvad får man her, som ikke er i bogen? Man får måske set nogle mennesker sige, hvad der står i bogen, men jeg synes egentlig ikke, der var så mange ting at spille. Er det for at få flere mennesker til at være opmærksom på romanen? Så skulle han da have lavet en film, jeg tror ikke der var ret mange i salen, der ikke var kendt med Dostoevskij i forvejen. Det er nok bare fordi, at vedkommende havde en ide til at gøre det, og det er vel også begrundelse nok, det er jo en fri verden og en fri kunst, men grundlæggende svarer det ikke på spørgsmålet.

    Jeg kan bedre lide teater, hvor der sker mere, flere overraskende ting, hvor de spiller mere og bruger deres krop mere. Men det er jo meget subjektivt, og jeg synes som sagt også, at det alt i alt var meget mere godt end skidt. Jeg fik i hvert fald lyst til at læse bogen, selvom det har jeg nu haft hele tiden. Det bliver nok ikke i år, men så skal jeg vende tilbage og fortælle om det virkelig er den bog, man skal tage med på en øde ø!

  7. pelle mener:

    Godt at høre, at du trods alt fik oplevet noget finkultur i stedet for at stene fodbold.

    Først og fremmest er det vel ret subjektivt hvad der er en stor oplevelse, men i forhold til det meste jeg har set på dansk grund, var det godt. Jeg går, indrømmet, ikke alt for meget i teater (sidste år lykkedes det vist 2-3 gange, i år er det blevet til 2 gange), men stykket var over gennemsnittet.

    Taler vi subgenren “danske opførsler af russiske stykker” endda; Langt over. Her kan jeg dog kun lægge to Tjekhov og et Bulgakov-stykke til grund for min vurdering (2xKgl, 1xRialto).

    Jeg vil give dig, at kvinderne i stykket ikke fremstår voldsomt fatale, men det er måske dels fordi den slags virker lidt opstyltet i dansk kontekst (ikke at jeg eksplicit kalder danske kvinder for gimper), men dels er kvinderollerne i Dostojevskij ikke voldsomt interessante i længden – det er i de mandlige roller de interessante konflikter findes.

    Men har du overhovedet været vågen under stykket? Det fremgår ret klart, at Ivan lisom føler sig skyldig over at han ikke kan forklare retten sagens rette natur, samt – nå ja – at faderen tilsyneladende er myrdet på grund af ham. Disse to ting (far dør, bror dømmes uskyldigt) burde da nok kunne fremprovokere en mindre nedtur – med lidt held ovenikøbet en depression?

    Og at du foretrækker Bubber møder Zlatko i et cirkus-teater med fri hestedressur og dansende bjørne er da fint nok, men det er måske lidt sjældent den slags fører til den store indsigt i den menneskelige psyke?

  8. pelle mener:

    Jeg skal dog huske at nævne, at Woyzeck kunne være et eksempel på noget jeg har set i Dk, der var bedre.

  9. Nicolai mener:

    Jeg tror, jeg går mindre i teatret end dig for tiden! Og måske er det bare den danske kontekst, jeg generelt er imod?

    Nej, som sagt synes jeg også stykket var godt, over gennemsnittet. Vi var nu flere, der var enige om, at Ivans nedtur var dårligt motiveret i stykket – ikke at det gør det rigtigt. Jeg sad bare og tænkte – hvorfor?

    Bubber mener jeg generelt ikke skal lukkes ind i et teater, heller ikke på tilskuerpladserne, det samme gælder bjørne, da de kan være farlige, og heste, da jeg er super allergisk. Zlatko kan jeg måske acceptere, hvis der er andre elementer i stykket, der trækker det op. Det var ikke helt, det jeg mente. Jeg så en fantastisk opførelse af Væggelusen i Skt. Petersborg, der var i hvert fald ingen af delene. Der var en hel masse hvide lagener eller tæpper, man kunne bruge til meget.

    Men hvorfor mener du, at romanen skulle dramatiseres? Hvad vinder fremstillingen ved det?

  10. Nicolai mener:

    Og i øvrigt skal jeg lige gøre opmærksom på, at jeg ALDRIG stener nogen eller noget, det være sig utro, syndige kvinder eller fodbold for den sags skyld.

  11. pelle mener:

    Den forestilling jeg så med Zlatko var rent faktisk et Bulgakov-stykke. Der gik fuldstændig cirkus i den, hvilket var meget underholdende mens det stod på, men gav ligeså meget næring åndeligt som en bigmac gør ernæringsmæssigt.

    Mht. dramatiseringen – nu var det godt nok en pensionistforestilling, jeg var inde til, men jeg synes at det er synd, at Dostojevskij partout skal være tør og støvet. Ikke mindst har jeg det lidt ambivalent med “ny-udgivelsen” af hans værker på dansk: Nogle af oversættelserne er jo nærmest fra dengang Dostojevskij stadig levede!

    Jeg synes det er fint hvis man kan give et værk nyt liv og dermed “få det ud til folket”, hvis det ikke sker på bekostning af essentielle dele af værket. Og dér synes at denne dramatisering var langt over snit.

  12. pelle mener:

    NB: Stening er en uskik!

  13. Nicolai mener:

    Jeg synes også, det er fint at få Dostoevskij ud til folket, og det kan, som jeg selv foreslog, sikkert være en gyldig grund til en dramatisering, hvad ved jeg. Jeg konstaterer bare, at det ikke var folket, der var i teatret heller ikke til vores forestilling. Men der kan selvfølgelig også være noget i at se historier gentaget på scenen som i det gamle Grækenland. Men jeg mener nu stadig – uden at have læst bogen – at stykket ikke kan have tilført meget nyt i forhold til bogen.

    Og så mener jeg egentlig – men ikke fuldstændig kategorisk – at litteratur hører hjemme i bøgerne, og teater i teatret (i teatret må ordene kun være en bestanddel). Så hvis man dramatiserer noget, skal der virkelig være dramatisk potentiale.

    Nu havde jeg desværre temmelig ondt i maven, da Beg gik, så jeg kom ikke med en at se det. Det ville jeg meget gerne have gjort. Men jeg kan ikke rigtig udtale mig om det.

    Men jeg mener ikke nødvendigvis, ordene er absolut vigtige for at give drama åndelig mening. Cirkus kan godt give mening, hvis man bruger det ordentligt, men nu er cirkus heller ikke teater. Det er noget med præsentation kontra repræsentation.

    Nå, det kan jeg heller ikke sidde og udbrede mig om her. Det gælder om at finde den gyldne mellemvej i vægtningen af de forskellige tegn, og jeg synes Brødrene Karamazov var godt, men mest pga historien. Men hvordan man lige vægter musik, tekst, scenografi, skuespil, kostumer osv så man får den bedste teateroplevelse, bliver vi jo nok ikke enige om.

  14. Nicolai mener:

    Må jeg forresten lige have lov til at citere fra Politiken, igår 19/10. Det er fra maleren Giorgio Vasaris levnedsbeskrivelse af tidens førende kunstnere, deriblandt Leonardo da Vinci fra 1550. Han analyserer Mona Lisa:

    “Han havde i øvrigt haft den lyse ide at forhøje Mona Lisas i sig selv fremragende skønhed ved at lade andre spille for hende, medens han malede, og ved stadig at holde hende i humør ved hjælp af gøglere for at undgå den melankoli, der så hyppigt præger portrætter. På Leonardos findes der derfor et så yndigt smil, at det snarere forekommer beskueren guddommeligt end menneskeligt, og det blev anset for et rent vidunder, så levende var det.”

    Det er altså forklaringen på Mona Lisas fantastiske smil, og det beviser jo helt klart, at cirkus og gøgl har sin berettigelse også i forbindelse med finkultur! Jeg er heller ikke sikker på, at jeg selv ville kunne holde masken, hvis jeg blev udsat for dette…

Hvad mener du om det?

Du skal være logget ind for at kommentere.