Det der ungdomshus og min baggård
2. March 2007
Det kom tilsyneladende som et stort chok for størstedelen af den danske befolkning, at der rent faktisk findes folk der stadig kæmper for det, de tror på.
Før jeg begynder at skrive noget dumt, skal jeg for en gangs skyld huske at rose politiet. Taget i betragtning hvor mange der deltog i kampene (og hvor mange “journalister” der stod i vejen), er det fantastisk hvor få tilskadekomne der var.
Når det så er sagt: Der er en hel del, der har sagt, at man ikke skal give efter for voldelige optøjer. Ja jo… så vidt jeg husker er en hel del af de danske socialdemokraters identitet bundet op om slaget på fælleden. Den 5. republik opstod så jeg lige husker på baggrund af lidt bøvl i Algeriet. Præsident de Gaulle gik af på grund af lidt koks med de unge i ’68. For nu at bare at tage et par eksempler fra vores egen baghave. USA opstod vel heller ikke som selvstændig stat fordi englænderne gav dem landet frivillgt?
Jeg siger ikke at jeg forstår brugerne af Ungdomshusets politiske ideer (jeg kender ikke deres agenda, men de har heller ikke været så fikse til at fortælle om den) og jeg billiger langt fra deres metoder (jeg er evolutionær, ikke revolutionær). Jeg forstår dog inderligt den frustration der drev dem til gårsdagens optøjer.
Og de skal (sgu’) da ha’ det hus. For den sags skyld kan de flytte ind ved min baggård – den er for tiden revet op/ned. Hvis jeg skulle vælge mellem unge fanatister og religiøse ditto, ville jeg i dén grad hellere have et Ungdomshus end Ruth Evensen og hendes slæng. Allerhelst ville jeg selvfølgelig have en af Dronning Ritt d. I’s æbleplantager, men det kræver selvfølgelig, at Københavns kommune tager sig sammen og får renset grunden.
2. March 2007 kl. 13:11 (det var en Friday)
Man kan ikke lave et samfund, hvor alle er tilfredse. Det hedder en utopi. Der vil altid være folk, der er utilfredse. Eftersom de grupper i Danmark, der er så utilfredse, at de vil bruge vold, er så små, som de er, mener jeg godt det kan betale sig at forhandle med dem og sørge for at de forholder sig i ro. Det er vel politikernes ansvar. De har prøvet, men de burde have prøvet mere…
Jeg har meget mere at bidrage med til denne debat, men har desværre ikke tid lige nu.