Bor’ja vernis’
26. April 2007
I forbindelse med Boris Jeltsins død og begravelse i denne uge, kom jeg i tanke om hvordan det rent faktisk var i Rusland i midthalvfemserne. De første gange jeg var der var midt i alle kriserne – dvs politiske, økonomiske, territoriale, økologiske og befolkningsmæssige. Plus det løse.
Jeg var i Rusland under anden runde af præsidentvalget i 1996 – et valg der stod mellem Jeltsin og en ultra hard core betonkommunist af den gammeldags skole. På sidelinjen stod general Lebed og skumlede, men endte med at støtte Jeltsin.
Jeg kan huske, at jeg grinede meget af en valgplakat af Boris der stod op ad et træ – angiveligt for at vise at han var en flinker fyr, men reelt mente de fleste, at han ikke kunne stå oprejst selv.
Den familie jeg boede hos den sommer var et meget godt billede på stemningen i Rusland som jeg oplevede den: Moderen stemte kommunistisk, datteren stemte Jeltsin og faderen stemte “Mod alle kandidater”.
Hvis man kigger tilbage nu, må man sige, at spillet om økonomien i den grad gik ud over alle der var ældre end 35. En overgang talte man om kasinokapitalisme, turboliberalisering og elevatorøkonomi. Tjetjeniensproblemet kommer man heller ikke uden om; reelt var det vel et problem der stammede tilbage fra zar-styret, selvom Stalin bestemt også hjalp med en tilspidsning af hadet befolkningsgrupperne imellem. Året 1979 (indtoget i Afghanistan) gjorde også sit, så en konflikt var næsten uundgåelig på længere sigt.
I modsætning til både sin forgænger og efterfølger er der én ting man skal nævne om Boris: Han forsøgte aldrig at nedkæmpe sine politiske modstandere ved at stække pressen. Det alene synes jeg næsten var det hele værd. Det være sagt, er jeg desværre lige ved at tro, at den største fejl Jeltsin begik endnu er i sin vorden.
Det de fleste vil huske er nok desværre en russisk fulderik, der faldt i søvn i et fly der holdt i lufthavnen i Finland, dengang han tog dirigentstokken i Berlin eller den helt sorte tale hvor det tog ca. et minut at sige fem-seks ord. Det var en del af personen Jeltsin, men kampen for demokratiet og kampene med parlamentet skal man bestemt ikke forsøge at nedtone.
Lad mig derfor slutte af med et citat fra en sang fra 2000 til de russiskkyndige:
Все потеряло смысл,
Бьюсь головой об пол
Сегодня Боря Ельцын
На пенсию ушел.
27. April 2007 kl. 15:17 (det var en Friday)
Maa man koebe en vokal her?
Meget nysgerrig og er ikke inblandt dine russisk-kyndige venner…
27. April 2007 kl. 19:30 (det var en Friday)
Ja da: Titlen på indlægget betyder “Boris, vend tilbage”
En forsigtig oversættelse af verset vil nok give
2. May 2007 kl. 0:39 (det var en Wednesday)
Jeg hukser endda at vi var med nede på valgkontorene og stemme sammen med vores russiske “mor”. Hun stemte ganske rigtigt kommunistisk hvorimod datteren stemte på Jeltsin. Gad vide hvad der blev af dem ?
2. May 2007 kl. 19:37 (det var en Wednesday)
Ja vel, det er 9 år siden vi sidst var derovre. Som tiden går. Jeg tror nok fakisk at selve byen har det meget godt.
4. May 2007 kl. 14:08 (det var en Friday)
Jeg har tabt en øl.
Jeg væddede med en pige fra Tingbjergkollegiet, om Boris Jeltsin eller Poul Nyrup Rasmussen ville stille træskoene først. Jeg satsede på Poul Nyrup. Ikke fordi jeg har noget ønske om, at han skal dø, faktisk overhovedet ikke, men jeg har altid næret stor tiltro til de russiske læger, idet det lod til, at de kunne holde halvdøde sovjetledere i live mange år udover sidste salgsdato (og så er der Lenin – en helt anden historie), men ak, der er sket mange ændringer siden sovjettiden, også på dette punkt. Og så var han jo heller ikke leder mere, vel den første der frivilligt gik af, eller hvad? I sig selv en stor bedrift.
Nå, men øllen ville jeg med glæde give, hvis bare jeg kunne finde pigen. Aner ikke, hvor hun er idag…
Og så vil jeg til slut gentage, at Poul Nyrup er OK, i hvert fald set fra afstand. Han kunne være bedre, men også meget værre. Han sidder fint dernede i EU, det kan han sikkert blive ved med i mange år endnu!
7. May 2007 kl. 20:06 (det var en Monday)
En fantastisk fortælling fra det virkelige liv… Han lavede jo selv spillereglerne, men valgte undtagelsesvis, at de også skulle gælde ham selv. Derfor havde han vel ikke andet valg end at gå af.
Jeg vil stadig mene, at Poul er noget af det bedste der er overgået Danmark – speciel set i lyset af hvad vi havde både før og efter.