Blogbrok

Jeg diskuterede i weekenden Dansk Folkeparti med Landskabsarkitekten, Biologen og Hildegard. For tiden er jo ret meget i vælten, så det er ikke første gang jeg har den diskussion. Egentlig tror jeg, at det er et ret misforstået parti, eller rettere: Det er et mere komplekst parti end de fleste nok lige regner med.

Først og fremmest skal man kende baggrunden for partiet: Det blev stiftet i 1995 efter et særpræget og tumultarisk landsmøde i Fremskridtspartiet – et parti der nu er fuldstændig dødt. Fremskridtspartiet var på mange måder et meget anderledes parti end DF. Mogens Glistrup gik ind for minimalstaten og mente at skattesnydere var sin tids sande frihedskæmpere. Muhammedanerne blev først interessante som kategori senere, da Mogens greb folkestemningen.

DF er stort set lige modsat: De er socialdemokratiske ind i roden på den gammeldags måde, men med et twist: Alt kædes sammen med indvandrerproblematikken. De har sat sig benhårdt på det segment der mener at det var bedre før i tiden, at der findes en særlig danskhed, at EU er ondt og at USA i øvrigt er vores bedste ven.

Selv abonnerer jeg – og det skal ikke være nogen hemmelighed – på en noget andet udgave af virkeligheden, men fred nu være med det.

Partiet har fra starten gjort meget ud af holde landsbytosserne væk fra talerstolen, da det var det primære problem med Fremskridtspartiet. DF er meget topstyret, men det der nu også en udbredt tradition for i andre partier, fx Socialdemokraterne, Venstre og i særdeleshed hos De Konservative, der har en lang tradition for kongemord, knive i ryggen, mobning og udefryselse.

Når nu Morten Messerschmidt ikke er blandt os længere, skyldes det ikke blot at “Omtankens og nuancens nådegave var ikke blandt den onde fes gaver ved mandens vugge.” som Georg Metz skrev for nyligt. Det skyldes at han – muligvis – gjorde den ene ting man ikke må gøre, hvis man er politiker fra et parti der insisterer på at være civiliseret: Man må ikke på nogen måde associeres med nazister. Beskyldningen om at heile (og dermed negligere ofrene for 2VK) kunne ikke siddes overhørig: Han måtte ud.

Morten var i øvrigt på mange måder den nye Mogens Camre. De to har et interessefællesskab som ikke deles af de to andre ideologer, DF råder over. Og jeg mener råder: Fætrene Langballe og Krarup blev inviteret ind i DF og der gælder specielle regler for dem. Mens Mogens Camre og Morten Messerschmidt stadig for nyligt talte offentligt om at aflive efterlønsordningen, er Langballe og Krarup interesserede i det danske. Krarup taler selv om at han aftjener sin nationale værnepligt. Krarup mener populært sagt at menneskerettighederne har virket som en afgud og dermed banet vejen for det holocaust, som Messerschmidt latterliggjorde.

Krarup har også til stor forundring for de fleste sagt “…danskheden i Sydslesvig selvsagt må bygge på genforeningshåbet for at holde sig i live som andet end et æstetisk, folkloristisk islæt i det sydlige…” – altså Danmark til Ejderen.

Uanset hvor meget bøvl de to fætre og Camre kan give på kort sigt, er de utroligt vigtige for partiets selvforståelse og udgør meget stor del af partiet, selvom ingen af dem på nogen måde kan bruges i selve partiorganisationen, da det ville give kaos af hidtil usete dimensioner.

Det skal Pia, Søren, Kristian og Peter nok klare for dem – det er der deres styrker ligger.