Sange til en øde ø

9. February 2008

Jeg blev for nyligt spurgt om hvilke tre cd’er jeg ville tage med på en øde ø. Det ville jo mildest talt nogle hårde valg der ville skulle træffes. Heldigvis taler sandsynligheden for, at jeg ville ende med en iPod end en cd-afspiller på den dersens ø. Derfor har jeg lavet en liste over sange man til enhver tid bør have på sig. Personligt vender jeg vender nogle gange om, hvis jeg ikke har dem på mig.

Den hyperopmærksomme læser vil bemærke, at jeg ikke har nævnt specifikke sange med fx Radiohead, Mumijtroll’, Sheryl Crow og mange andre, men det er mest fordi det er hele albums snarere en enkeltsange der har gjort mig afhængig.

For ikke at komme ud i for meget polemik, er sangene listet alfabetisk. Nogle af begrundelserne er lidt nørdede, men på en øde ø er der vel ikke nogen til at brokke sig over det?

Første link går til youtube, link to går til wikipedia.

Bring back superman, Kashmir: En af de bedste danske rocksange med et smuk tema og genial brug af en octaver.

Cornflake Girl, Tori Amos: Bedre fås et rockklaver ikke! Jeg er ret glad for kombinationen af strengeinstrumenter også. Parasol var på listen for slideguitaren i andet vers og brug af perkussion, men slutningen er lidt lad. General Joy er også fantastisk i samspillet mellem bas, tromme og klaver – samt ikke mindst udtalen af ordet “decide”.

Evig pint, Kaizers Orchestra: Trods titlen er glæden ved “håndspillet” musik nærværende. Jeg synes det nummer fanger Kaizers Orchestra utroligt godt. Ellers har 170, Dr. Mowinckel og Salt & pepper også gjort mig glad i perioder.

Heart-shaped box, Nirvana: Egentlig er min yndlingsudgave af det nummer fra et bootleg, men uanset hvilken udgave man hører er det et pragtnummer fra den periode.

Into my arms , Nick Cave: En smukkere kærlighedssang skal man lede længe efter. Det skulle da lige være Babe, You Turn Me On.

Kak na vojne, Agata Kristi: Jeg stod på det tog alt for sent og hader generelt 80’er-musik, men det nummer har den rette attitude. Et omkvæd der siger noget a la “jeg afslutter slaget og tager kirsebærvinen med hjem” er da svært at sige nej til.

Make it rain, Tom Waits: Måske den sang jeg har hørt mest det seneste år. Der er dage på arbejde hvor jeg har hørt den 5-6 timer i træk, hvis jeg har villet signalere “vil ikke forstyrres”. Selve sangen er ekstremt simpel – bord & stol-tromme med passende bas og smuk, men aggresiv guitar der også leverer en genial solo. Stemmen er helt fantastisk til teksten. Jeg har en teori om at den stiger i tempo i løbet af nummeret, men det viser bare at en metronom er vejledende og ikke mere end det. Hoist That Rag eller Top Of The Hill for wah-guitaren ved 1,27.

Midlife crisis, Faith No More: FNM har leveret adskillige sange der burde indgå i folkeskolepensum, men denne ene er nok den, der har betydet mest for mig. Det var først for et halvt år siden jeg fandt ud af hvor lidt bassen laver.

Nothingness, Living Colour: Og nu vi taler bas – Doug Wimbishs bas på dette nummer fortjener en eller anden form for nobelpris.

Retrovertigo, Mr. Bungle: Noget af det mindst avantgarde de har lavet, men derfor stadig et smukt nummer.

Start wearing purple, Gogol Bordello: Skal der være fest (på den øde ø) så lad der være fest.

Terminator, Leningrad: Et lidt atypisk nummer for Leningrad (de skal helst se på en lillebitte bar, hvor der kun må lukkes 35 ind), men et smukt et af slagsen. Har man lyst til mere perfide tekster er de leveringsdygtige!

The word, The Beatles: Jeg er generelt ikke så meget til Lennon-sange, men jeg synes den holder!

There she goes my beautiful word, Nick Cave: En hymne til muserne og en af de få interessant sange om skriveblokeringer. Som det hedder i en anden sang: God was a major player in heaven.

Trafik, Zemfira: Jeg kunne ganske simpelt ikke lide det første album. To’eren var lidt for stylet, men derefter er det gået fremad. Go, Zemfira!

Until it sleeps, Metallica: Denne sang er lidt fra et vadested i deres karriere, men beviser hvorfor James Hetfield er verdens bedste rytmeguitarist og på dette album har en perfekt lyd. Et værdigt alternativ ville være Sad but true, men den har jeg kun på vinyl.

Vykhoda net, Splean: Splean har lavet mange fede numre: Bog ustal nas ljubit’ (Gud er træt af at elske os), Moloko i med (Mælk og/med honning), Orbit b/s (Sukkerfri Orbit), men dette er måske bare lige en tand federe på grund af den måe guitaren kommer ind i 2. vers.

You oughta know (acustic), Alanis Morissette. Jeg foretrækker versionen fra 2005 (dvs. uden Flea) men den oprindelige version har en af de bedste detaljer ever, i videoen ved 1,46. Are You Still Mad ville være andetvalget, hvis You Oughta var … udsolgt eller slidt op.