Denne gang er vi så kommet til de lidt mere avancerede ting. Det vil sige, det er nu ikke hyper-avanceret hvis man tænker lidt over det.

Opbygningen af en hjemmeside kan ske i diverse programmeringssprog – man skelner typisk mellem dynamiske og statiske. Dynamiske hjemmesider ses pÃ¥ hjemmesider for aviser, online butikker og den slags, hvor indholdet hentes frem fra en database. Det er vældigt praktisk, men for mindre hjemmesider lidt at skyde sommerhuse med krydsermissiler.

Forsiden på fx eb.dk ændrer sig flere gange dagligt, deres slogan er deadline hvert femte minut. En del af siderne på thisisnt (altså ikke bloggen, men de gamle sider) ændrer sig en gang om året eller mindre. Der er derfor ikke den store grund til at kaste kilovis af kode over disken for at lade som om indholdet er mere smart end det reelt er. Tilmed er der også den fordel ved statiske sider, at de ofte er lidt lettere for Google at indeksere (det er selvsagt en sandhed med modifikationer, men hvis man er ved at lave sin første hjemmeside er der ingen grund til at gå agurk over småting).

Uanset hvilket sprog (asp, php, cfs, jsp og hvad de forskellige dynamiske varianter nu hedder) bliver det man ser i browseren altid i sidste ende html (HyperText Markup Language). Ligesom alle andre sprog findes der regler for god og dårlig sprogbrug for html. Én af dem er, at en html-fil skal have adskilt head og body:

Eksempel på HTML

Derudover hjælper det ogsÃ¥ hvis man er sÃ¥ flink at fortælle hvilken “dialekt” man taler, da html findes i flere varianter – de seneste hedder html 4 og xhtml 1 og fÃ¥s begge i strict eller transitional. De fleste er nok uendeligt ligeglade med det her, men det er de forskellige browsere ikke – jo mere de skal gætte, dersto mere vil de lave fejl. Lidt ligesom jeg ogsÃ¥ automatisk har sværere ved at oversætte en tekst, hvis jeg ikke ved om den er forfattet pÃ¥ sønderjysk eller norsk.

Når man begynder at lægge teksten ind, kan dette naturligvis også gøres mere eller mindre elegant. En særdeles elegant (og tidsbesparende) måde at lægge tekst ind på, er at skelne mellem overskrift og brødtekst. En overskrift skal udformes således:
<h1>Jeg er er en overskrift</h1>

En underoverskrift ser sådan ud:
<h2>Jeg er er en mindre overskrift</h2>

Den opmærksomme læser kan nok regne ud hvordan man laver en underskrift der skal være endnu mindre.

Der er selvsagt fyrretyve andre ting man kan sige om tekst pÃ¥ nettet (sÃ¥som: skriv tekster sÃ¥ korte som muligt…) men intet af det vil hjælpe, hvis der er basale fejl i det leverede.

Nogle gange tager man til koncerter og forventer ikke specielt, bortset fra måske en positiv overraskelse. Koncerten med Mark Knopfler var en af den slags. Bort set fra at jeg mildest talt ikke blev positivt overrasket.

At publikum var en flok bonderøve hvis pludselig død i tilfælde af en terrorbombe ville koste et bestemt folkeparti et kredsmandat i Løgumkloster, skal bandet ikke klandres for. De skal som sådan heller ikke klandres for at gå på kl. 20.03, omend det må betragtes som en kende usportsligt.

Det, de skal klandres for, er alt andet. Musikken var gudsjammerligt kedelig! Første nummer mindede i betænkelig grad om et nummer med Shubidua om en skotte der laver sin egen whisky. Og første nummer var desværre toneangivende for hele koncerten.

Den eneste større musikalske ændring var (ifølge kendere), at der var kommet en multi-instrumentalist med, der spillede på violin, fløjte og et par strengeinstrumenter. Den ændring der kom ud af det var, at et par numre havde fået påklistret lidt fløjtefanfare som intro, men desværre blev der (så vidt jeg kunne høre) ikke refereret til intro-temaerne ellers.

Om Mark Knopflers indsats i øvrigt må man bemærke, at manden er røvsyg på scene, ikke taler mellem numrene og tilsyneladende også har begyndende slidgigt. I hvert fald haltede de hurtigere dele af Sultans of Swing og andre hurtigere sange gevaldigt.

Når man dertil lægger, at ingen i bandet har brugt de sidste 20-30 års uendelige repetition af det samme repertoire til at øve hverken crescendo eller kadence, står man tilbage med indtrykket af at Mark Knopfler nok bare ikke er noget specielt.

I sidste “afsnit” fandt vi ud af, at links og tekst er en god ting. Nu skulle man tro, at det hellige site var vel indekseret, men helt sÃ¥ simpelt er det jo ikke.

Først og fremmest skal man tænke på, at alle brugere ikke er ligesom dig selv. Årh hvad?!? Årh jo!

Jeg bruger fx min mobiltelefon til at browse hver eneste gang jeg står i en metro, en kø eller bare keder mig. Der findes programmer (browsere) der er udviklet alene til det formål. Min favorit hedder Opera mini og fås i enhver velassorteret linksamling.

Jeg bruger den tit til at finde ud af diverse mystiske oplysninger via wikipedia, tjekke adresser og tilfældige her og nu-ting. Og det er bestemt ikke altid kønt, hvad man ser.

Jeg blev for nyligt spurgt om prisniveauet på en bestemt restaurant i København. Intet er vel lettere at tjekke deres eget site?, tænkte jeg. Men det var det: De kære væsner har lavet et site, der sikkert er både velment og kønt.

Desværre virker det bare ikke lige, hvis man ikke har flash installeret:

Kendt restaurants hjemmeside

Nu er det jo ikke kønt at mobbe folk, så jeg skal nok undlade at nævne hvilken restaurant med to michelin-stjerner, der har fået lavet deres site i en frokostpause i nærmeste pølsevogn.

I dette tilfælde er det mÃ¥ske ikke sÃ¥ vigtigt, men nu er det jo ikke alle, der er sÃ¥ kendte, at de kan tillade sig den luksus aktivt at fravælge besøgende. Jeg har intet mod flash eller grafik, men det er godt nok ikke en særskilt effektiv mÃ¥de at tiltrække nye kunder ud fra et søgemaskine-synspunkt da Google ikke kan “læse” hvad der stÃ¥r i de grafiske elementer.

Helt konkret ser det, Google ser således ud:

Koden til kendt restaurant

Hvis du synes det ser sort ud, synes Google det nok også.

Koncertergænger igen

14. April 2008

I løbet af sidste uge har jeg fået revanche for en længere periode, hvor jeg ikke har været så aktiv koncertgænger. Tilmed har koncerterne været ret forskellige i stilarter: balkan ska/klezmer, pompøs pop og hillbilly country.

Den første koncert var arrangeret af Balkanfestudvalget der huserer på Stengade 30 og var en opfølger på en fantastisk koncert i begyndelsen af januar. Konceptet er ret simpelt: Find en stak bands der spiller balkan-ska og klezmer, del slivo ud til folket og giv den max gas. Og jeg skal lige love for at de forskellige bands gør hvad de kan. At Stengade 30 samtidig er det sted der minder mig mest om min russiske studietid med koncerter på skumle barer, gør bare oplevelsen mere autentisk.

I den helt modsatte ende af spektret var koncerten med Rufus Wainwright. Den fandt sted i cirkusbygningen, der nu omstunder er udliciteret til det svenske totalkoncept Wallmann. Sidste gang jeg så Rufus var det i Det Kongelige, hvor han havde slæbt et 11-mandsorkester med. Denne gang optrådte han solo, hvilket gjorde at det var et markant anderledes sæt, der blev præsenteret. Jeg tror ikke det er voldsomt sandsynligt, at jeg opsøger Wallmanns saloner af fri vilje en anden god gang, men det var en smuk koncert ikke desto mindre.

For at blive i det nordamerikanske hjørne var jeg så til Hayseed Dixie-koncert på Loppen. De fik maltrakteret alt fra Black Sabbath, Motörhead, Scissor sisters, Bangles og meget meget mere. Normalt er jeg ikke typen der går til country-koncerter, men i deres fortolkning er der dømt fest!

Og når jeg nu har sagt, at jeg sjældent går til country-koncerter, kan jeg ligeså godt afsløre, at jeg lørdag skal til Mark Knopfler-koncert. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor eller hvordan Nicolai fik mig overtalt, da jeg hverken er specielt vild med Dire Straits eller solo-tiden.

Når det kommer til det der med det der Google får jeg tit de mere eller mindre opfindsomme spørgsmål fra venner og bekendte. Eftersom jeg hader at gentage mig selv alt for ofte, kommer her lidt om søgemaskiner. Den første del omhandler udelukkende hvordan Google fungerer. Når jeg bruger Google som eksempel er det fordi den trækker mest trafik og opmærksom lige for tiden. Markedet for lokale, brugbare(!) søgemaskiner er til at overse.

Sagt helt firkantet er Google en ganske ok søgemaskine der kan bruges til mange ting.

For at blive i det firkantede fungerer Google ved hjælp af links og tekst. Helt så simpelt er det selvsagt ikke og derfor findes der nu en branche, der beskæftiger sig med søgemaskineoptimering (eller Search Engine Optimisation som hedder på et hyppigt brugt fremmedsprog).

Kort fortalt ser et link mere eller mindre således ud på teknistisk: <link>DR</link>

Det fortolker Google helt fornuftigt som “der stÃ¥r noget om “DR” pÃ¥ den side, der linkes til”. Eftersom jeg linker fra min exceptionelt fede blog til den anden side, mÃ¥ den side jo være endnu mere relevant for folk der vil vide noget om DR.

Hvis jeg nu skriver <link>DR’s forside med mange nyheder</link> vil Google nu vide, at hvis man skal skal finde noget om DR’s forside og nyheder, skal man følge linket.

SÃ¥ langt sÃ¥ godt…

NÃ¥r Googles lille søgerobot gÃ¥r ind pÃ¥ DR’s forside vil den sÃ¥ gøre to ting:

  1. Begynde at læse siden igennem for tekst
  2. GennemgÃ¥ alle links pÃ¥ DR’s website – internt pÃ¥ sitet og til andre sites.

Hvis man nu planlægger at lave et website skal man derfor sørge for to ting: links og relevant tekst.

Mange folk der laver et site er tilfredse hvis bare Google finder det, nÃ¥r man søger pÃ¥ firmanavnet. Hvilket ogsÃ¥ er fint, hvis man gÃ¥r ud fra at folk kender det. Den triste nyhed er, at det gør folk ikke. “Normale mennesker” søger ikke pÃ¥ “casanova furniture”, men ordet sofabord.

For at opsummere: Det er alfa og omega at der er links til dit site og at der er tekst.