Denne gang er vi så kommet til de lidt mere avancerede ting. Det vil sige, det er nu ikke hyper-avanceret hvis man tænker lidt over det.

Opbygningen af en hjemmeside kan ske i diverse programmeringssprog – man skelner typisk mellem dynamiske og statiske. Dynamiske hjemmesider ses på hjemmesider for aviser, online butikker og den slags, hvor indholdet hentes frem fra en database. Det er vældigt praktisk, men for mindre hjemmesider lidt at skyde sommerhuse med krydsermissiler.

Forsiden på fx eb.dk ændrer sig flere gange dagligt, deres slogan er deadline hvert femte minut. En del af siderne på thisisnt (altså ikke bloggen, men de gamle sider) ændrer sig en gang om året eller mindre. Der er derfor ikke den store grund til at kaste kilovis af kode over disken for at lade som om indholdet er mere smart end det reelt er. Tilmed er der også den fordel ved statiske sider, at de ofte er lidt lettere for Google at indeksere (det er selvsagt en sandhed med modifikationer, men hvis man er ved at lave sin første hjemmeside er der ingen grund til at gå agurk over småting).

Uanset hvilket sprog (asp, php, cfs, jsp og hvad de forskellige dynamiske varianter nu hedder) bliver det man ser i browseren altid i sidste ende html (HyperText Markup Language). Ligesom alle andre sprog findes der regler for god og dårlig sprogbrug for html. Én af dem er, at en html-fil skal have adskilt head og body:

Eksempel på HTML

Derudover hjælper det også hvis man er så flink at fortælle hvilken “dialekt” man taler, da html findes i flere varianter – de seneste hedder html 4 og xhtml 1 og fås begge i strict eller transitional. De fleste er nok uendeligt ligeglade med det her, men det er de forskellige browsere ikke – jo mere de skal gætte, dersto mere vil de lave fejl. Lidt ligesom jeg også automatisk har sværere ved at oversætte en tekst, hvis jeg ikke ved om den er forfattet på sønderjysk eller norsk.

Når man begynder at lægge teksten ind, kan dette naturligvis også gøres mere eller mindre elegant. En særdeles elegant (og tidsbesparende) måde at lægge tekst ind på, er at skelne mellem overskrift og brødtekst. En overskrift skal udformes således:
<h1>Jeg er er en overskrift</h1>

En underoverskrift ser sådan ud:
<h2>Jeg er er en mindre overskrift</h2>

Den opmærksomme læser kan nok regne ud hvordan man laver en underskrift der skal være endnu mindre.

Der er selvsagt fyrretyve andre ting man kan sige om tekst på nettet (såsom: skriv tekster så korte som muligt…) men intet af det vil hjælpe, hvis der er basale fejl i det leverede.

Hvad mener du om det?

XHTML: Du kan bruge flg. html: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>