Lettere forsinket, en kort anmeldelse af Chinese Democracy, det nyeste album fra Guns N’ Roses. Og her er den kontroversielle udmelding fra undertegnede: Jeg anser dette album for at være den sande arvtager til Use Your Illusions og det er udgivet af et band, der fortjener at kalde sig Guns N’ Roses!

For mig at se, går der en direkte linje fra det seneste album (og det sidste med det klassiske setup) til det nye. I særdeleshed vil jeg gerne pege på de noget mere komplekse sange, November Rain (som egentligt stammer fra tiden før Appetite for Destruction) og Estranged, der for mig at se ligger til grund for en del af de nye sange. Samtidig er det hver at bemærke at slutnummeret på Illusions II er et rent Axl-nummer: My World, der som det første benytter sig som sampling og elektroniske instrumenter som de væsentligste elementer.

Dermed gøder jeg også jorden for, at de øvrige medlemmer af GNR skal ses som statister i den større vision. Allerede i tidligt i 90’erne gik der rygter om et diktaturlignende arbejdsmiljø, hvilket fik McKagan og senere Slash til at smutte omkring 1997. Jeg mener at McKagans talent er til at overskue og strengt taget at Slash er intellektuelt doven. Han har en gudsbenovet tone og udfylder sin plads perfekt, men som sangskriver er han ikke særskilt interessant, hvilket desværre fremgår med al uønskelig tydelig af Slash’s Snakepit og Velvet Revolver (bare det at lave et album ved navn Contraband, siger vel en del).

Fraværet af de oprindelige musikere giver plads til nye og samtidig nye måder at inkorporere andre instrumenteringer. Først og fremmest vil jeg fremhæve Buckethead, som jeg (og min gode ven Jonas d. II) personligt mener har drevet avantgarde-soloen ind i mainstream-rocknummeret og dermed har givet rock som sådan minimum ti års ekstra holdbarhed.

Dog er det lidt svært at finde ud af hvilke numre der har solo af hvem, men generelt vil jeg mene at Robin Finck, Ron “Bumblefoot” Thal og Buckethead benytter nogle af de samme kneb, der blandt andet tæller ivrig brug af kill switch, octaver rog ikke mindst en gudbenovet beherskelse af enhver form for guitar.

At Axl således har givet os noget andet end Appetite II kan jeg kun bifalde. Der er et par svage number, fx Street of Dreams og Scraped, samt et par numre jeg synes er lidt for højstemte, This I Love og Prostitute, men til gengæld er der et par numre der langt overstiger tidligere værker. Her tænker jeg på de tre første numre, sangen I.R.S. (der dog synes at mangle en indre kerne og er et langt b-stykke), men i den grad også numrene If The World, There Was A Time og Madagascar, der ellers i de fleste anmeldelser er blevet kritiseret gevaldigt.

Hvis jeg endelig skulle pege på noget, vil jeg mene, at bassen i det store hele er lidt svag, men det bliver opvejet af heftig brug af sub-bass og det arbejde, Axl har lagt i de forskellige modi han synger i. Derfor vil jeg igen fremhæve Madagascar, hvor den måde han synger på er foregrebet i live-fortolkninger af November Rain knapt 14 år tidligere.

For at opsummere kan man spørge sig selv om det alt i alt var ventetiden værd? Jeg mener ja!

En kommentar til “Kinesisk demokrati, ventetiden fra det italienske togvæsen, effektiviteten fra et amerikansk rumfartøj”

  1. Nicolai mener:

    En direkte, men noget lang linie?

Hvad mener du om det?

Du skal være logget ind for at kommentere.