Det var med lidt bævende Dankort jeg for nogen tid siden købte en billet til Guns N’ Roses og ikke bare det, men tilmed til en koncert i Aalborg. Jeg havde lidt forventet, at det ville være totalt kokset, men lad mig sige det med det samme: Jeg blev faktisk positivt overrasket.

Først og fremmest var Danko Jones noget så sjældent som et opvarmningsband, der tog titlen alvorligt og forsøgte at gøre folk klar til hovednavnet.

Rent undtagelsesvis gik Guns N’ Roses på uden voldsom forsinkelse, hvilket i sig selv bør indgå i historiebøgerne. Da de rent faktisk gik på scenen var det bogstaveligt talt med røg og damp og titelnummeret fra det seneste album. At DJ Ashba kan lyde som Slash og i øvrigt også er noget af en showmand kunne man både se og høre allerede introen til andet nummer, Welcome To The Jungle.

Rent teknisk var den linje der var lagt på de to soli i sangen var en næsten en-til-en udgave af den indspillede version, hvilket i øvrigt var en tendens der fulgte hele koncerten (med undtagelse af sange med længere soloforløb).

Hvis vi lige dvæler ved guitaristerne lidt – de hedder for tiden Richard Fortus, Ron ‘Bumblefoot’ Thal og sidst men bestemt ikke mindst: DJ Ashba – er der ingen tvivl om, at de rent teknisk er mindst ligeså dygtige som Slash, Izzy og Gilby. Man kan diskutere det geniale i at have tre leadguitarister i ét band og det gik også lidt galt i ny og næ, fx i det stille stykke i Rocket Queen, men egentlig synes jeg, at de var ret disciplinerede.

DJ Ashba
DJ Ashba i fuldt vigør.

At det mindste af GNR’s albums, G N’ R Lies, var helt udraderet fra sætlisten var måske ikke den store overraskelse, men hvad der overraskede mig lidt var, at Use Your Illusions næsten også var fjernet. Kun to egne numre kunne det blive til, men det var til gengæld i imponerende gode udgaver. Dog kunne man specielt i slutningen af You Could Be Mine høre, at Axl efterhånden har det lidt svært med lange, høje toner.

Derudover spillede de to numre, man nok skal være ret afhængig af firserkitsch for at værdsætte: Live And Let Die og Knockin’ On Heavens Door. Live And Let Die var særskilt pinlig (ordet kummerlig ligger lige for), da nogle medbragte, forvoksede bordbomber gjorde at tempoet gik ret meget ned i visse dele.

Hovedvægten af numre lå derfor på det helt klassiske (hvor de fleste blandt publikum nok stod og savnede Slash) og de helt nye numre. Personligt kan jeg fint leve med de nye medlemmer. Jeg har kun set GNR en gang tidligere, i de “glade” halvfemsere, men spilleglæden anno 2010 var noget højere end den var i 1993.

Axl og Fortis
Axl og Fortis

Valget af sange fra de gode gamle dage, kan der ikke indvendes noget mod, jeg synes måske at det var mere diskutabelt. Sorry, This I Love og i særdeleshed Street of Dreams hører efter min ringe mening til nogle af de svageste numre på det nyeste album. Vi fik dog også Better og det måske mest misforståede nummer, Madagascar (begge ekstranumre), så det tæller op i den samlede bedømmelse.