Blogbrok

Lettere forsinket, en kort anmeldelse af Chinese Democracy, det nyeste album fra Guns N’ Roses. Og her er den kontroversielle udmelding fra undertegnede: Jeg anser dette album for at være den sande arvtager til Use Your Illusions og det er udgivet af et band, der fortjener at kalde sig Guns N’ Roses!

For mig at se, går der en direkte linje fra det seneste album (og det sidste med det klassiske setup) til det nye. I særdeleshed vil jeg gerne pege på de noget mere komplekse sange, November Rain (som egentligt stammer fra tiden før Appetite for Destruction) og Estranged, der for mig at se ligger til grund for en del af de nye sange. Samtidig er det hver at bemærke at slutnummeret på Illusions II er et rent Axl-nummer: My World, der som det første benytter sig som sampling og elektroniske instrumenter som de væsentligste elementer.

Dermed gøder jeg også jorden for, at de øvrige medlemmer af GNR skal ses som statister i den større vision. Allerede i tidligt i 90′erne gik der rygter om et diktaturlignende arbejdsmiljø, hvilket fik McKagan og senere Slash til at smutte omkring 1997. Jeg mener at McKagans talent er til at overskue og strengt taget at Slash er intellektuelt doven. Han har en gudsbenovet tone og udfylder sin plads perfekt, men som sangskriver er han ikke særskilt interessant, hvilket desværre fremgår med al uønskelig tydelig af Slash’s Snakepit og Velvet Revolver (bare det at lave et album ved navn Contraband, siger vel en del).

Fraværet af de oprindelige musikere giver plads til nye og samtidig nye måder at inkorporere andre instrumenteringer. Først og fremmest vil jeg fremhæve Buckethead, som jeg (og min gode ven Jonas d. II) personligt mener har drevet avantgarde-soloen ind i mainstream-rocknummeret og dermed har givet rock som sådan minimum ti års ekstra holdbarhed.

Dog er det lidt svært at finde ud af hvilke numre der har solo af hvem, men generelt vil jeg mene at Robin Finck, Ron “Bumblefoot” Thal og Buckethead benytter nogle af de samme kneb, der blandt andet tæller ivrig brug af kill switch, octaver rog ikke mindst en gudbenovet beherskelse af enhver form for guitar.

At Axl således har givet os noget andet end Appetite II kan jeg kun bifalde. Der er et par svage number, fx Street of Dreams og Scraped, samt et par numre jeg synes er lidt for højstemte, This I Love og Prostitute, men til gengæld er der et par numre der langt overstiger tidligere værker. Her tænker jeg på de tre første numre, sangen I.R.S. (der dog synes at mangle en indre kerne og er et langt b-stykke), men i den grad også numrene If The World, There Was A Time og Madagascar, der ellers i de fleste anmeldelser er blevet kritiseret gevaldigt.

Hvis jeg endelig skulle pege på noget, vil jeg mene, at bassen i det store hele er lidt svag, men det bliver opvejet af heftig brug af sub-bass og det arbejde, Axl har lagt i de forskellige modi han synger i. Derfor vil jeg igen fremhæve Madagascar, hvor den måde han synger på er foregrebet i live-fortolkninger af November Rain knapt 14 år tidligere.

For at opsummere kan man spørge sig selv om det alt i alt var ventetiden værd? Jeg mener ja!

Jeg var tirsdag aften til forpremiere på ”Kenneth Bager – Bang Bang a Space Cabaret”. Det er ikke fordi jeg partout skal være perfid, men desværre var forestillingen så elendig at den krænkede min integritet som tilskuer. Faktisk var forestillingen så hjælpeløs at det var decideret frastødende. Umiddelbart tror jeg at jeg skal helt tilbage til The Residents på Roskilde Festival 1999 for noget der var i samme liga af elendighed.

At noget der kalder sig kabaret kan indeholde pointeløst pjank er fint, men en kende brod ville dog være på sin plads. Desværre er forestillingen klinisk renset for enhver form for interessant dialog, handling og symbolik. De få gange der var antræk til noget bare tilnærmelsesvis interessant, begik Bager en Tolstoj og udpenslede indtil det tåkrummende hvordan et givent element skulle fortolkes.

Hvad angår det dramaturgiske var der meget ringe sammenhæng mellem de forskellige scener og det banale plot der blev udfoldet kunne snildt have været klaret på tre-fire minutter. Samtidig virkede det som om væsentlige elementer mest spillede en rolle af fonetisk årsager (ærtetærte) og andre elementer levede ganske enkelt ikke op til Tjekhovs pistol-krav. En af skuespillerne skiftede eksempelvis kostume kostant (harlekin, bondage-stripper, kammertjener, etc.) men havde ikke nogle replikker eller indflydelse på handlingen. Det gør hverken figuren syret eller interessant, men bare uvedkommende.

Kan man ikke sige noget interessant, kan man altid forsøge at provokere. Måske har den tanke forårsaget at noget af dialogen blev fremført af to piger på 10-11 år. Jeg er ked af at sige det, men det er i 2008 hverken provokerende eller interessant at få præ-pubertære piger til at tale om utroskab og liderlighed.

Mest succesfuldt var bandet, der til gengæld konsekvent overdøvede sangerne. Har I ikke råd til ordentlig afskærmning, bør I overveje at købe et drivhus til trommesættet! Kapelmesteren var lige ved at få pluspoint for at benytte en banjo i to numre, men desværre ender det med at trække ned: En ukulele havde været det rette valg til de numre og den måde at spille på.

Koblingen til Chaplin forekom mest af alt påtvunget gennem hele kabareten og at det ellers fantastiske Chaplin-nummer Smile blev smadret til ukendelighed, fuldbyrdede bare min trang til at skride før tid.

Jeg havde på forhånd mine bange anelser om at tage til REM i parken – lyden plejer at være elendig og publikum uegnet. Hvad angår publikum blev mine værste anelser bekræftet da Maria og jeg af en person blev bedt om at rykke os 20-30 centimeter, da hun ikke havde det godt med at folk stod tæt på hende. Lyden var til gengæld ikke helt så grufuld som den plejer.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at REM var i topform. Jeg havde lidt frygtet at det ville blive en af årets mere stilfærdige koncerter, men de lagde ud med Living Well Is The Best Revenge og det med fuld knald på guitaren. Hvis man i øvrigt skulle udnævne et fraværende medlem af bandet, skulle det være Peter Buck, der lidt så ud som han var et andet sted.

Nærværende var til gengæld de to andre. Desværre var Mike Mills lidt for nærværende: Manden der nok har verdens dårligste korstemmer overhovedet fik lov til at synge lead i en hel sang. Maria mener at det må dreje sig om en joke, da nummeret (Rockville) i forvejen ikke hører til bandets mest skarpe.

Ellers var det en fed koncert – måske var det lidt skræmmende hvor uniformeret publikum opførte sig under tick tock-delen af Drive, men det skal ikke lægges bandet til last.

Nogle gange tager man til koncerter og forventer ikke specielt, bortset fra måske en positiv overraskelse. Koncerten med Mark Knopfler var en af den slags. Bort set fra at jeg mildest talt ikke blev positivt overrasket.

At publikum var en flok bonderøve hvis pludselig død i tilfælde af en terrorbombe ville koste et bestemt folkeparti et kredsmandat i Løgumkloster, skal bandet ikke klandres for. De skal som sådan heller ikke klandres for at gå på kl. 20.03, omend det må betragtes som en kende usportsligt.

Det, de skal klandres for, er alt andet. Musikken var gudsjammerligt kedelig! Første nummer mindede i betænkelig grad om et nummer med Shubidua om en skotte der laver sin egen whisky. Og første nummer var desværre toneangivende for hele koncerten.

Den eneste større musikalske ændring var (ifølge kendere), at der var kommet en multi-instrumentalist med, der spillede på violin, fløjte og et par strengeinstrumenter. Den ændring der kom ud af det var, at et par numre havde fået påklistret lidt fløjtefanfare som intro, men desværre blev der (så vidt jeg kunne høre) ikke refereret til intro-temaerne ellers.

Om Mark Knopflers indsats i øvrigt må man bemærke, at manden er røvsyg på scene, ikke taler mellem numrene og tilsyneladende også har begyndende slidgigt. I hvert fald haltede de hurtigere dele af Sultans of Swing og andre hurtigere sange gevaldigt.

Når man dertil lægger, at ingen i bandet har brugt de sidste 20-30 års uendelige repetition af det samme repertoire til at øve hverken crescendo eller kadence, står man tilbage med indtrykket af at Mark Knopfler nok bare ikke er noget specielt.

I sagens natur kan samme band ikke spille årets koncert to gange samme år på samme spillested. Men det gjorde Gogol Bordello altså næsten alligevel. Jeg synes at den første koncert var lidt bedre, men det var nok fordi det var lille og ikke store vega.

Bandet lignede sig selv – ny bassist? – men de havde en gæst med på et af numrene, Mik Schack. Fantastisk!!! Østeuropæisk ska når det er allerbedst.
Ovenikøbet var det næsten også en slags genforeningsfest med kollegaer, gamle venner, folk fra ITU, et par gutter fra bandet i Odense, osv. osv. Alt i alt en god aften i byen.

Den triste del var så, at jeg var for træt til at deltage i den årlige panzerglögg dagen efter hos mester Lings