Det var med lidt bævende Dankort jeg for nogen tid siden købte en billet til Guns N’ Roses og ikke bare det, men tilmed til en koncert i Aalborg. Jeg havde lidt forventet, at det ville være totalt kokset, men lad mig sige det med det samme: Jeg blev faktisk positivt overrasket.

Først og fremmest var Danko Jones noget så sjældent som et opvarmningsband, der tog titlen alvorligt og forsøgte at gøre folk klar til hovednavnet.

Rent undtagelsesvis gik Guns N’ Roses pÃ¥ uden voldsom forsinkelse, hvilket i sig selv bør indgÃ¥ i historiebøgerne. Da de rent faktisk gik pÃ¥ scenen var det bogstaveligt talt med røg og damp og titelnummeret fra det seneste album. At DJ Ashba kan lyde som Slash og i øvrigt ogsÃ¥ er noget af en showmand kunne man bÃ¥de se og høre allerede introen til andet nummer, Welcome To The Jungle.

Rent teknisk var den linje der var lagt på de to soli i sangen var en næsten en-til-en udgave af den indspillede version, hvilket i øvrigt var en tendens der fulgte hele koncerten (med undtagelse af sange med længere soloforløb).

Hvis vi lige dvæler ved guitaristerne lidt – de hedder for tiden Richard Fortus, Ron ‘Bumblefoot’ Thal og sidst men bestemt ikke mindst: DJ Ashba – er der ingen tvivl om, at de rent teknisk er mindst ligesÃ¥ dygtige som Slash, Izzy og Gilby. Man kan diskutere det geniale i at have tre leadguitarister i ét band og det gik ogsÃ¥ lidt galt i ny og næ, fx i det stille stykke i Rocket Queen, men egentlig synes jeg, at de var ret disciplinerede.

DJ Ashba
DJ Ashba i fuldt vigør.

At det mindste af GNR’s albums, G N’ R Lies, var helt udraderet fra sætlisten var mÃ¥ske ikke den store overraskelse, men hvad der overraskede mig lidt var, at Use Your Illusions næsten ogsÃ¥ var fjernet. Kun to egne numre kunne det blive til, men det var til gengæld i imponerende gode udgaver. Dog kunne man specielt i slutningen af You Could Be Mine høre, at Axl efterhÃ¥nden har det lidt svært med lange, høje toner.

Derudover spillede de to numre, man nok skal være ret afhængig af firserkitsch for at værdsætte: Live And Let Die og Knockin’ On Heavens Door. Live And Let Die var særskilt pinlig (ordet kummerlig ligger lige for), da nogle medbragte, forvoksede bordbomber gjorde at tempoet gik ret meget ned i visse dele.

Hovedvægten af numre lÃ¥ derfor pÃ¥ det helt klassiske (hvor de fleste blandt publikum nok stod og savnede Slash) og de helt nye numre. Personligt kan jeg fint leve med de nye medlemmer. Jeg har kun set GNR en gang tidligere, i de “glade” halvfemsere, men spilleglæden anno 2010 var noget højere end den var i 1993.

Axl og Fortis
Axl og Fortis

Valget af sange fra de gode gamle dage, kan der ikke indvendes noget mod, jeg synes måske at det var mere diskutabelt. Sorry, This I Love og i særdeleshed Street of Dreams hører efter min ringe mening til nogle af de svageste numre på det nyeste album. Vi fik dog også Better og det måske mest misforståede nummer, Madagascar (begge ekstranumre), så det tæller op i den samlede bedømmelse.

Lettere forsinket, en kort anmeldelse af Chinese Democracy, det nyeste album fra Guns N’ Roses. Og her er den kontroversielle udmelding fra undertegnede: Jeg anser dette album for at være den sande arvtager til Use Your Illusions og det er udgivet af et band, der fortjener at kalde sig Guns N’ Roses!

For mig at se, går der en direkte linje fra det seneste album (og det sidste med det klassiske setup) til det nye. I særdeleshed vil jeg gerne pege på de noget mere komplekse sange, November Rain (som egentligt stammer fra tiden før Appetite for Destruction) og Estranged, der for mig at se ligger til grund for en del af de nye sange. Samtidig er det hver at bemærke at slutnummeret på Illusions II er et rent Axl-nummer: My World, der som det første benytter sig som sampling og elektroniske instrumenter som de væsentligste elementer.

Dermed gøder jeg ogsÃ¥ jorden for, at de øvrige medlemmer af GNR skal ses som statister i den større vision. Allerede i tidligt i 90’erne gik der rygter om et diktaturlignende arbejdsmiljø, hvilket fik McKagan og senere Slash til at smutte omkring 1997. Jeg mener at McKagans talent er til at overskue og strengt taget at Slash er intellektuelt doven. Han har en gudsbenovet tone og udfylder sin plads perfekt, men som sangskriver er han ikke særskilt interessant, hvilket desværre fremgÃ¥r med al uønskelig tydelig af Slash’s Snakepit og Velvet Revolver (bare det at lave et album ved navn Contraband, siger vel en del).

Fraværet af de oprindelige musikere giver plads til nye og samtidig nye måder at inkorporere andre instrumenteringer. Først og fremmest vil jeg fremhæve Buckethead, som jeg (og min gode ven Jonas d. II) personligt mener har drevet avantgarde-soloen ind i mainstream-rocknummeret og dermed har givet rock som sådan minimum ti års ekstra holdbarhed.

Dog er det lidt svært at finde ud af hvilke numre der har solo af hvem, men generelt vil jeg mene at Robin Finck, Ron “Bumblefoot” Thal og Buckethead benytter nogle af de samme kneb, der blandt andet tæller ivrig brug af kill switch, octaver rog ikke mindst en gudbenovet beherskelse af enhver form for guitar.

At Axl således har givet os noget andet end Appetite II kan jeg kun bifalde. Der er et par svage number, fx Street of Dreams og Scraped, samt et par numre jeg synes er lidt for højstemte, This I Love og Prostitute, men til gengæld er der et par numre der langt overstiger tidligere værker. Her tænker jeg på de tre første numre, sangen I.R.S. (der dog synes at mangle en indre kerne og er et langt b-stykke), men i den grad også numrene If The World, There Was A Time og Madagascar, der ellers i de fleste anmeldelser er blevet kritiseret gevaldigt.

Hvis jeg endelig skulle pege på noget, vil jeg mene, at bassen i det store hele er lidt svag, men det bliver opvejet af heftig brug af sub-bass og det arbejde, Axl har lagt i de forskellige modi han synger i. Derfor vil jeg igen fremhæve Madagascar, hvor den måde han synger på er foregrebet i live-fortolkninger af November Rain knapt 14 år tidligere.

For at opsummere kan man spørge sig selv om det alt i alt var ventetiden værd? Jeg mener ja!

Bang bang gigaflop

1. October 2008

Jeg var tirsdag aften til forpremiere pÃ¥ ”Kenneth Bager – Bang Bang a Space Cabaret”. Det er ikke fordi jeg partout skal være perfid, men desværre var forestillingen sÃ¥ elendig at den krænkede min integritet som tilskuer. Faktisk var forestillingen sÃ¥ hjælpeløs at det var decideret frastødende. Umiddelbart tror jeg at jeg skal helt tilbage til The Residents pÃ¥ Roskilde Festival 1999 for noget der var i samme liga af elendighed.

At noget der kalder sig kabaret kan indeholde pointeløst pjank er fint, men en kende brod ville dog være på sin plads. Desværre er forestillingen klinisk renset for enhver form for interessant dialog, handling og symbolik. De få gange der var antræk til noget bare tilnærmelsesvis interessant, begik Bager en Tolstoj og udpenslede indtil det tåkrummende hvordan et givent element skulle fortolkes.

Hvad angår det dramaturgiske var der meget ringe sammenhæng mellem de forskellige scener og det banale plot der blev udfoldet kunne snildt have været klaret på tre-fire minutter. Samtidig virkede det som om væsentlige elementer mest spillede en rolle af fonetisk årsager (ærtetærte) og andre elementer levede ganske enkelt ikke op til Tjekhovs pistol-krav. En af skuespillerne skiftede eksempelvis kostume kostant (harlekin, bondage-stripper, kammertjener, etc.) men havde ikke nogle replikker eller indflydelse på handlingen. Det gør hverken figuren syret eller interessant, men bare uvedkommende.

Kan man ikke sige noget interessant, kan man altid forsøge at provokere. Måske har den tanke forårsaget at noget af dialogen blev fremført af to piger på 10-11 år. Jeg er ked af at sige det, men det er i 2008 hverken provokerende eller interessant at få præ-pubertære piger til at tale om utroskab og liderlighed.

Mest succesfuldt var bandet, der til gengæld konsekvent overdøvede sangerne. Har I ikke råd til ordentlig afskærmning, bør I overveje at købe et drivhus til trommesættet! Kapelmesteren var lige ved at få pluspoint for at benytte en banjo i to numre, men desværre ender det med at trække ned: En ukulele havde været det rette valg til de numre og den måde at spille på.

Koblingen til Chaplin forekom mest af alt påtvunget gennem hele kabareten og at det ellers fantastiske Chaplin-nummer Smile blev smadret til ukendelighed, fuldbyrdede bare min trang til at skride før tid.

REM i parken

8. September 2008

Jeg havde pÃ¥ forhÃ¥nd mine bange anelser om at tage til REM i parken – lyden plejer at være elendig og publikum uegnet. Hvad angÃ¥r publikum blev mine værste anelser bekræftet da Maria og jeg af en person blev bedt om at rykke os 20-30 centimeter, da hun ikke havde det godt med at folk stod tæt pÃ¥ hende. Lyden var til gengæld ikke helt sÃ¥ grufuld som den plejer.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at REM var i topform. Jeg havde lidt frygtet at det ville blive en af årets mere stilfærdige koncerter, men de lagde ud med Living Well Is The Best Revenge og det med fuld knald på guitaren. Hvis man i øvrigt skulle udnævne et fraværende medlem af bandet, skulle det være Peter Buck, der lidt så ud som han var et andet sted.

Nærværende var til gengæld de to andre. Desværre var Mike Mills lidt for nærværende: Manden der nok har verdens dårligste korstemmer overhovedet fik lov til at synge lead i en hel sang. Maria mener at det må dreje sig om en joke, da nummeret (Rockville) i forvejen ikke hører til bandets mest skarpe.

Ellers var det en fed koncert – mÃ¥ske var det lidt skræmmende hvor uniformeret publikum opførte sig under tick tock-delen af Drive, men det skal ikke lægges bandet til last.

Nogle gange tager man til koncerter og forventer ikke specielt, bortset fra måske en positiv overraskelse. Koncerten med Mark Knopfler var en af den slags. Bort set fra at jeg mildest talt ikke blev positivt overrasket.

At publikum var en flok bonderøve hvis pludselig død i tilfælde af en terrorbombe ville koste et bestemt folkeparti et kredsmandat i Løgumkloster, skal bandet ikke klandres for. De skal som sådan heller ikke klandres for at gå på kl. 20.03, omend det må betragtes som en kende usportsligt.

Det, de skal klandres for, er alt andet. Musikken var gudsjammerligt kedelig! Første nummer mindede i betænkelig grad om et nummer med Shubidua om en skotte der laver sin egen whisky. Og første nummer var desværre toneangivende for hele koncerten.

Den eneste større musikalske ændring var (ifølge kendere), at der var kommet en multi-instrumentalist med, der spillede på violin, fløjte og et par strengeinstrumenter. Den ændring der kom ud af det var, at et par numre havde fået påklistret lidt fløjtefanfare som intro, men desværre blev der (så vidt jeg kunne høre) ikke refereret til intro-temaerne ellers.

Om Mark Knopflers indsats i øvrigt må man bemærke, at manden er røvsyg på scene, ikke taler mellem numrene og tilsyneladende også har begyndende slidgigt. I hvert fald haltede de hurtigere dele af Sultans of Swing og andre hurtigere sange gevaldigt.

Når man dertil lægger, at ingen i bandet har brugt de sidste 20-30 års uendelige repetition af det samme repertoire til at øve hverken crescendo eller kadence, står man tilbage med indtrykket af at Mark Knopfler nok bare ikke er noget specielt.