Først og fremmest var Danko Jones noget så sjældent som et opvarmningsband, der tog titlen alvorligt og forsøgte at gøre folk klar til hovednavnet.

Rent undtagelsesvis gik Guns N’ Roses på uden voldsom forsinkelse, hvilket i sig selv bør indgå i historiebøgerne. Da de rent faktisk gik på scenen var det bogstaveligt talt med røg og damp og titelnummeret fra det seneste album. At DJ Ashba kan lyde som Slash og i øvrigt også er noget af en showmand kunne man både se og høre allerede introen til andet nummer, Welcome To The Jungle.

Rent teknisk var den linje der var lagt på de to soli i sangen var en næsten en-til-en udgave af den indspillede version, hvilket i øvrigt var en tendens der fulgte hele koncerten (med undtagelse af sange med længere soloforløb).

Hvis vi lige dvæler ved guitaristerne lidt – de hedder for tiden Richard Fortus, Ron ‘Bumblefoot’ Thal og sidst men bestemt ikke mindst: DJ Ashba – er der ingen tvivl om, at de rent teknisk er mindst ligeså dygtige som Slash, Izzy og Gilby. Man kan diskutere det geniale i at have tre leadguitarister i ét band og det gik også lidt galt i ny og næ, fx i det stille stykke i Rocket Queen, men egentlig synes jeg, at de var ret disciplinerede.

DJ Ashba i fuldt vigør.

At det mindste af GNR’s albums, G N’ R Lies, var helt udraderet fra sætlisten var måske ikke den store overraskelse, men hvad der overraskede mig lidt var, at Use Your Illusions næsten også var fjernet. Kun to egne numre kunne det blive til, men det var til gengæld i imponerende gode udgaver. Dog kunne man specielt i slutningen af You Could Be Mine høre, at Axl efterhånden har det lidt svært med lange, høje toner.

Derudover spillede de to numre, man nok skal være ret afhængig af firserkitsch for at værdsætte: Live And Let Die og Knockin’ On Heavens Door. Live And Let Die var særskilt pinlig (ordet kummerlig ligger lige for), da nogle medbragte, forvoksede bordbomber gjorde at tempoet gik ret meget ned i visse dele.

Hovedvægten af numre lå derfor på det helt klassiske (hvor de fleste blandt publikum nok stod og savnede Slash) og de helt nye numre. Personligt kan jeg fint leve med de nye medlemmer. Jeg har kun set GNR en gang tidligere, i de “glade” halvfemsere, men spilleglæden anno 2010 var noget højere end den var i 1993.

Axl og Fortis

Valget af sange fra de gode gamle dage, kan der ikke indvendes noget mod, jeg synes måske at det var mere diskutabelt. Sorry, This I Love og i særdeleshed Street of Dreams hører efter min ringe mening til nogle af de svageste numre på det nyeste album. Vi fik dog også Better og det måske mest misforståede nummer, Madagascar (begge ekstranumre), så det tæller op i den samlede bedømmelse.

For mig at se, går der en direkte linje fra det seneste album (og det sidste med det klassiske setup) til det nye. I særdeleshed vil jeg gerne pege på de noget mere komplekse sange, November Rain (som egentligt stammer fra tiden før Appetite for Destruction) og Estranged, der for mig at se ligger til grund for en del af de nye sange. Samtidig er det hver at bemærke at slutnummeret på Illusions II er et rent Axl-nummer: My World, der som det første benytter sig som sampling og elektroniske instrumenter som de væsentligste elementer.

Dermed gøder jeg også jorden for, at de øvrige medlemmer af GNR skal ses som statister i den større vision. Allerede i tidligt i 90′erne gik der rygter om et diktaturlignende arbejdsmiljø, hvilket fik McKagan og senere Slash til at smutte omkring 1997. Jeg mener at McKagans talent er til at overskue og strengt taget at Slash er intellektuelt doven. Han har en gudsbenovet tone og udfylder sin plads perfekt, men som sangskriver er han ikke særskilt interessant, hvilket desværre fremgår med al uønskelig tydelig af Slash’s Snakepit og Velvet Revolver (bare det at lave et album ved navn Contraband, siger vel en del).

Fraværet af de oprindelige musikere giver plads til nye og samtidig nye måder at inkorporere andre instrumenteringer. Først og fremmest vil jeg fremhæve Buckethead, som jeg (og min gode ven Jonas d. II) personligt mener har drevet avantgarde-soloen ind i mainstream-rocknummeret og dermed har givet rock som sådan minimum ti års ekstra holdbarhed.

Dog er det lidt svært at finde ud af hvilke numre der har solo af hvem, men generelt vil jeg mene at Robin Finck, Ron “Bumblefoot” Thal og Buckethead benytter nogle af de samme kneb, der blandt andet tæller ivrig brug af kill switch, octaver rog ikke mindst en gudbenovet beherskelse af enhver form for guitar.

At Axl således har givet os noget andet end Appetite II kan jeg kun bifalde. Der er et par svage number, fx Street of Dreams og Scraped, samt et par numre jeg synes er lidt for højstemte, This I Love og Prostitute, men til gengæld er der et par numre der langt overstiger tidligere værker. Her tænker jeg på de tre første numre, sangen I.R.S. (der dog synes at mangle en indre kerne og er et langt b-stykke), men i den grad også numrene If The World, There Was A Time og Madagascar, der ellers i de fleste anmeldelser er blevet kritiseret gevaldigt.

Hvis jeg endelig skulle pege på noget, vil jeg mene, at bassen i det store hele er lidt svag, men det bliver opvejet af heftig brug af sub-bass og det arbejde, Axl har lagt i de forskellige modi han synger i. Derfor vil jeg igen fremhæve Madagascar, hvor den måde han synger på er foregrebet i live-fortolkninger af November Rain knapt 14 år tidligere.

For at opsummere kan man spørge sig selv om det alt i alt var ventetiden værd? Jeg mener ja!

At noget der kalder sig kabaret kan indeholde pointeløst pjank er fint, men en kende brod ville dog være på sin plads. Desværre er forestillingen klinisk renset for enhver form for interessant dialog, handling og symbolik. De få gange der var antræk til noget bare tilnærmelsesvis interessant, begik Bager en Tolstoj og udpenslede indtil det tåkrummende hvordan et givent element skulle fortolkes.

Hvad angår det dramaturgiske var der meget ringe sammenhæng mellem de forskellige scener og det banale plot der blev udfoldet kunne snildt have været klaret på tre-fire minutter. Samtidig virkede det som om væsentlige elementer mest spillede en rolle af fonetisk årsager (ærtetærte) og andre elementer levede ganske enkelt ikke op til Tjekhovs pistol-krav. En af skuespillerne skiftede eksempelvis kostume kostant (harlekin, bondage-stripper, kammertjener, etc.) men havde ikke nogle replikker eller indflydelse på handlingen. Det gør hverken figuren syret eller interessant, men bare uvedkommende.

Kan man ikke sige noget interessant, kan man altid forsøge at provokere. Måske har den tanke forårsaget at noget af dialogen blev fremført af to piger på 10-11 år. Jeg er ked af at sige det, men det er i 2008 hverken provokerende eller interessant at få præ-pubertære piger til at tale om utroskab og liderlighed.

Mest succesfuldt var bandet, der til gengæld konsekvent overdøvede sangerne. Har I ikke råd til ordentlig afskærmning, bør I overveje at købe et drivhus til trommesættet! Kapelmesteren var lige ved at få pluspoint for at benytte en banjo i to numre, men desværre ender det med at trække ned: En ukulele havde været det rette valg til de numre og den måde at spille på.

Koblingen til Chaplin forekom mest af alt påtvunget gennem hele kabareten og at det ellers fantastiske Chaplin-nummer Smile blev smadret til ukendelighed, fuldbyrdede bare min trang til at skride før tid.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at REM var i topform. Jeg havde lidt frygtet at det ville blive en af årets mere stilfærdige koncerter, men de lagde ud med Living Well Is The Best Revenge og det med fuld knald på guitaren. Hvis man i øvrigt skulle udnævne et fraværende medlem af bandet, skulle det være Peter Buck, der lidt så ud som han var et andet sted.

Nærværende var til gengæld de to andre. Desværre var Mike Mills lidt for nærværende: Manden der nok har verdens dårligste korstemmer overhovedet fik lov til at synge lead i en hel sang. Maria mener at det må dreje sig om en joke, da nummeret (Rockville) i forvejen ikke hører til bandets mest skarpe.

Ellers var det en fed koncert – måske var det lidt skræmmende hvor uniformeret publikum opførte sig under tick tock-delen af Drive, men det skal ikke lægges bandet til last.

At publikum var en flok bonderøve hvis pludselig død i tilfælde af en terrorbombe ville koste et bestemt folkeparti et kredsmandat i Løgumkloster, skal bandet ikke klandres for. De skal som sådan heller ikke klandres for at gå på kl. 20.03, omend det må betragtes som en kende usportsligt.

Det, de skal klandres for, er alt andet. Musikken var gudsjammerligt kedelig! Første nummer mindede i betænkelig grad om et nummer med Shubidua om en skotte der laver sin egen whisky. Og første nummer var desværre toneangivende for hele koncerten.

Den eneste større musikalske ændring var (ifølge kendere), at der var kommet en multi-instrumentalist med, der spillede på violin, fløjte og et par strengeinstrumenter. Den ændring der kom ud af det var, at et par numre havde fået påklistret lidt fløjtefanfare som intro, men desværre blev der (så vidt jeg kunne høre) ikke refereret til intro-temaerne ellers.

Om Mark Knopflers indsats i øvrigt må man bemærke, at manden er røvsyg på scene, ikke taler mellem numrene og tilsyneladende også har begyndende slidgigt. I hvert fald haltede de hurtigere dele af Sultans of Swing og andre hurtigere sange gevaldigt.

Når man dertil lægger, at ingen i bandet har brugt de sidste 20-30 års uendelige repetition af det samme repertoire til at øve hverken crescendo eller kadence, står man tilbage med indtrykket af at Mark Knopfler nok bare ikke er noget specielt.

Bandet lignede sig selv – ny bassist? – men de havde en gæst med på et af numrene, Mik Schack. Fantastisk!!! Østeuropæisk ska når det er allerbedst.
Ovenikøbet var det næsten også en slags genforeningsfest med kollegaer, gamle venner, folk fra ITU, et par gutter fra bandet i Odense, osv. osv. Alt i alt en god aften i byen.

Den triste del var så, at jeg var for træt til at deltage i den årlige panzerglögg dagen efter hos mester Lings

Albummet er i den grad ikke til nye lyttere – Waits beskriver det selv som “A lot of songs that fell behind the stove while making dinner”.

Cd’en er delt op i tre – Brawlers, Bawlers og Bastards og jeg har til min store begejstring haft den liggende på min iPod et par dage. Der er tre numre, jeg specielt har bidt mærke i – Goodnight Irene, Road to Peace og Dog Door.

Goodnight Irene er fra det af de tre underalbums, jeg synes er mindst interessant – Bawlers, der er en slags melankoli-album. Den egentlige grund til at jeg synes at den er pudsig er, at Fredrik Lundin har indspillet den for nyligt i en noget anden stil.

Dog Door er fra den eksperimentelle cd og er en af de sange jeg gerne selv ville have indspillet. Så ved folkene fra GrønMandGå da det

Road to Peace er derimod en af den slags sange, hvor jeg ikke helt kan blive enig med mig selv om – er den patetisk eller sublim?

Det er i dén grad en politisk sang der tager turen fra Mellemøsten over Det Hvide Hus for at ende hos Gud. Jeg har kun taget de par sidste vers her, men det er bestemt ikke fordi den første halvdel er mere optimistisk.

“And this is our land we will fight with all our force” say the Palastinians and the Jews
Each side will cut off the hand of anyone who tries to stop the resistance
If the right eye offends thee then you must pluck it out
And Mahmoud Abbas said Sharon had been lost out along the road to peace

Once Kissinger said “we have no friends, America only has interests”
Now our president wants to be seen as a hero and he’s hungry for re-election
But Bush is reluctant to risk his future in the fear of his political failures
So he plays chess at his desk and poses for the press 10,000 miles from the road to peace

In the video that they found at the home of Abdel Mahdi (Shahmay)
He held a Kalashnikov rifle and he spoke with a voice like a boy
He was an excellent student, he studied so hard, it was as if he had a future
He told his mother that he had a test that day out along the road to peace

The fundamentalist killing on both sides is standing in the path of peace
But tell me why are we arming the Israeli army with guns and tanks and bullets?
And if God is great and God is good why can’t he change the hearts of men?
Well maybe God himself is lost and needs help
Maybe God himself he needs all of our help
Maybe God himself is lost and needs help
He’s out upon the road to peace

Well maybe God himself is lost and needs help
Maybe God himself he needs all of our help
And he’s lost upon the road to peace
And he’s lost upon the road to peace
Out upon the road to peace

Jeg tror ikke det er en sang jeg vil høre i døgndrift, da den er ret ubehagelig, men jeg tror vurderingen må ende på “sublim” – ud fra mine overbevisninger er teksten både sand og nødvendig.

Uanset hvad er det nok den bedste cd jeg har hørt i år. Men det kan da være at Scarlett Johanssons cd med Tom Waits covernumre kan slå den?

Det har manuskriptforfatteren David Fishelson formået at få ned på 3 timer. Noget af en præstation! Så vidt jeg ved findes der to filmatiseringer der har forsøgt noget lignende. Jeg har set den ene og det pæneste jeg kan sige om den, er, at William Shatner er med i den.

Jeg synes at dramatiseringen er fantastisk loyal mod oplægget og Jan Hansens oversættelse var ganske mundret. Samtidig var lydbilledet (bl.a. Sigur Rós og Fanfare Ciocarlia) brugt ganske fornuftigt, lyssætningen effektiv og scenografien effektiv. Dog undrede jeg mig lidt over at sigøjnerne i stykket lignede nordafrikanske beduiner?

Heldigvis havde instruktøren afstået fra de russerklichéer man alt for ofte støder på (bortset selvfølgelig fra selve Fjodor Karamazov, men han er jo næsten en stor kliché) og i stedet satset på replikkernes styrke og de enkelte skuespilleres talent. Et godt valg!

Jeg ved ikke helt hvem der var hvem, men specielt Ivans skizofrene natur fremstod klart (Jens Jacob Thychsen?). Det er ham der fremlægger noget af det mest intelligente religionskritik litteraturen har budt på og samtidig via ham Dostojevskijs opgør med totalitarismen kommer klarest til udtryk.

Stor ros skal dog også lyde til Dmitri (Mads M. Nielsen?) i rollen som den koleriske bror. Thure Lindhardt spillede rollen som Alosja fint – man havde allerede fra første scene lyst til at finde baseball-battet frem og behandle den anæmiske munk!

Hvis man af en eller anden grund har sat sig for kun at læse én bog i hele livet (bort set fra selvfølgelig Formelsamling for matematisk gymnasium og Det er sjovere med Malle) bør det være Brødrene Karamazov.

Hvis man ligeledes kun skal i teatret én gang i år – så skal det være forestillingen, der kan ses i København indtil 24. oktober og derefter over hele landet. Der er ikke nogen undskyldning!

I går spillede B.B King sin sidste koncert på dansk jord.

B.B. King er – dette kommer næppe som en overraskelse – jo efterhånden en ældre herre. Helt præcist fylder han 81 næste lørdag. Samtidig har han også fået diabetes, så da jeg købte billetten for knapt et par måneder siden, havde jeg ærligt talt halvt om halvt forventet at koncerten ikke blev til noget.

Opvarmningen bestod egentlig af to dele: Mike Andersen og B.B. Kings band, der lige spillede et par numre uden Kongen for at få gang i publikum. Mike Andersen er … well, hvis GrønMandGå skulle lave en parodi på et bluesband, ville det nok komme til at lyde som en seriøs Mike Andersen sang. Det er lidt her står vi og svinger en fadbamse til byfesten i Thyborøn-agtigt. Ellers kan det opsummeres med ordene “… den der hornsektion ser sgu noget bondsk ud” [for en gangs skyld skal den citerede ikke nævnes ved navn].

B.B. Kings band er til gengæld ret fantastisk. Men uden ham – ingenting. Jeg syntes dog to-tre gange at tempoet steg lidt uhæmmet uden nogen speciel grund, men: Skidt pyt.

Da han blev slæbt ind på scenen kom der til gengæld gang i sagerne.

Egentlig kunne han have spillet én tone og være gået igen, da det jo egentlig ikke er selve sangenes originalitet eller beherskelsen af det tonale spektre, der er det fede. Reelt set tror jeg ikke der blev spillet en eneste sang ikke begyndte i G og samtlige soli var pentatone uden alt for meget fikumdik. Men igen: skidt pyt. Den tone B.B. King får vredet ud fra Lucille er guddommelig!

Jeg kan heller ikke have andet end respekt for en ældre herre, der indspillede første gang i 1949 og stadig kan holde gang i publikum i halvanden time rent. Uanset om det var anekdoter (dem var der en del af) eller hyldest til kvinden som sådan (They are all beautiful. Some of them are pretty too) var det bare fedt.

Nu kan jeg af gode grunde ikke anbefale folk at købe billet til næste koncert, men prøv i stedet at downloade (som i: lovligt) det seneste album!

Jeg har misset ikke færre end to koncerter med Gogol Bordello siden 2002, hvor jeg første gang hørte den fængende sætning “But me, I’m jasto bordello kind of guy” [sådan staver de altså]. Og så var jeg solgt. Ideen om at man ikke kan stole på en præsident der ikke kan spille saxofon har jo – desværre – også vist sig helt korrekt.

Hvis man frygtede at bandet måske havde lidt tømmermænd oven på weekenden, så kom man hurtigt på bedre tanker. Jeg tror ALDRIG jeg har set et mere tændt band på Vega. Den eneste der ramte lidt ved siden af var trommeslageren, der mest så ud som om han havde lyst til at slå resten af bandet ned. Forsanger Hütz havde medbragt en energi og en moustache jeg ikke har set større siden jeg var til fest med 35 politibetjente et sted på Lolland. Violinisten er også et … særsyn og her tænker både jeg på udseendet (han ligner vel nærmest rottefængeren fra Hameln) og hans optræden på scenen. En freak med andre ord.

Resten af bandet viste sig også som en flok galninge fra første tone. Den var til gengæld høj – jeg har aldrig nogensinde prøvet at have ondt i ørene efter en koncert på trods af brug af hørepropper. Hvordan folk uden hørepropper har overlevet, har jeg ingen anelse om, men mit bud er, at en del i København har sagt “hva’?” dagen efter.

Selve sættet var vist GB-standard. Men det er heller ikke nødvendigvis det vigtigste. Det handler om stemning og den basale glæde ved at spille sine numre. Hvis Beck manglede gnist og gejst, var der mere end rimeligt her.

Næste gang de kommer forbi kan jeg kun råde folk til at købe billet. I god tid!