I sagens natur kan samme band ikke spille årets koncert to gange samme år på samme spillested. Men det gjorde Gogol Bordello altså næsten alligevel. Jeg synes at den første koncert var lidt bedre, men det var nok fordi det var lille og ikke store vega.

Bandet lignede sig selv – ny bassist? – men de havde en gæst med på et af numrene, Mik Schack. Fantastisk!!! Østeuropæisk ska når det er allerbedst.
Ovenikøbet var det næsten også en slags genforeningsfest med kollegaer, gamle venner, folk fra ITU, et par gutter fra bandet i Odense, osv. osv. Alt i alt en god aften i byen.

Den triste del var så, at jeg var for træt til at deltage i den årlige panzerglögg dagen efter hos mester Lings 🙁

Tom Waits, Orphans

20. November 2006

I dag udkommer det nye gigantalbum med Tom Waits: 54 sange er det blevet til. De er opdelt på tre cd’er og der er lidt til enhver smag – i hvert fald hvis man i forvejen kan lide ham 🙂

Albummet er i den grad ikke til nye lyttere – Waits beskriver det selv som “A lot of songs that fell behind the stove while making dinner”.

Tom Waits med ... udstyr

Cd’en er delt op i tre – Brawlers, Bawlers og Bastards og jeg har til min store begejstring haft den liggende på min iPod et par dage. Der er tre numre, jeg specielt har bidt mærke i – Goodnight Irene, Road to Peace og Dog Door.

Goodnight Irene er fra det af de tre underalbums, jeg synes er mindst interessant – Bawlers, der er en slags melankoli-album. Den egentlige grund til at jeg synes at den er pudsig er, at Fredrik Lundin har indspillet den for nyligt i en noget anden stil.

Dog Door er fra den eksperimentelle cd og er en af de sange jeg gerne selv ville have indspillet. Så ved folkene fra GrønMandGå da det 🙂

Road to Peace er derimod en af den slags sange, hvor jeg ikke helt kan blive enig med mig selv om – er den patetisk eller sublim?

Det er i dén grad en politisk sang der tager turen fra Mellemøsten over Det Hvide Hus for at ende hos Gud. Jeg har kun taget de par sidste vers her, men det er bestemt ikke fordi den første halvdel er mere optimistisk.

“œAnd this is our land we will fight with all our force” say the Palastinians and the Jews
Each side will cut off the hand of anyone who tries to stop the resistance
If the right eye offends thee then you must pluck it out
And Mahmoud Abbas said Sharon had been lost out along the road to peace

Once Kissinger said “œwe have no friends, America only has interests”
Now our president wants to be seen as a hero and he”™s hungry for re-election
But Bush is reluctant to risk his future in the fear of his political failures
So he plays chess at his desk and poses for the press 10,000 miles from the road to peace

In the video that they found at the home of Abdel Mahdi (Shahmay)
He held a Kalashnikov rifle and he spoke with a voice like a boy
He was an excellent student, he studied so hard, it was as if he had a future
He told his mother that he had a test that day out along the road to peace

The fundamentalist killing on both sides is standing in the path of peace
But tell me why are we arming the Israeli army with guns and tanks and bullets?
And if God is great and God is good why can”™t he change the hearts of men?
Well maybe God himself is lost and needs help
Maybe God himself he needs all of our help
Maybe God himself is lost and needs help
He”™s out upon the road to peace

Well maybe God himself is lost and needs help
Maybe God himself he needs all of our help
And he”™s lost upon the road to peace
And he”™s lost upon the road to peace
Out upon the road to peace

Jeg tror ikke det er en sang jeg vil høre i døgndrift, da den er ret ubehagelig, men jeg tror vurderingen må ende på “sublim” – ud fra mine overbevisninger er teksten både sand og nødvendig.

Uanset hvad er det nok den bedste cd jeg har hørt i år. Men det kan da være at Scarlett Johanssons cd med Tom Waits covernumre kan slå den?

Det kræver en del mod at lave en forestilling ud af Brødrene Karamazov: Som jeg lige husker den, er den på ca. 700 sider, indbefatter et mord, et selvmord, to gange mènage à troi, Jesu genkomst i Spanien (Storinkvisitorens tale), Djævlen, Fader Zosimas historie (udødeliggjort i Nirvana-sangen Serve the Servants), dennes død og hastige forrådnelse plus det løse. Det løse vil i en given roman af Dostojevskij sige en flok polakker, sigøjnere, tyende, prostituerede og altid én epileptiker.

Plaket til den sovjetiske filmatisering

Det har manuskriptforfatteren David Fishelson formået at få ned på 3 timer. Noget af en præstation! Så vidt jeg ved findes der to filmatiseringer der har forsøgt noget lignende. Jeg har set den ene og det pæneste jeg kan sige om den, er, at William Shatner er med i den.

Jeg synes at dramatiseringen er fantastisk loyal mod oplægget og Jan Hansens oversættelse var ganske mundret. Samtidig var lydbilledet (bl.a. Sigur Rós og Fanfare Ciocarlia) brugt ganske fornuftigt, lyssætningen effektiv og scenografien effektiv. Dog undrede jeg mig lidt over at sigøjnerne i stykket lignede nordafrikanske beduiner?

Heldigvis havde instruktøren afstået fra de russerklichéer man alt for ofte støder på (bortset selvfølgelig fra selve Fjodor Karamazov, men han er jo næsten en stor kliché) og i stedet satset på replikkernes styrke og de enkelte skuespilleres talent. Et godt valg!

Jeg ved ikke helt hvem der var hvem, men specielt Ivans skizofrene natur fremstod klart (Jens Jacob Thychsen?). Det er ham der fremlægger noget af det mest intelligente religionskritik litteraturen har budt på og samtidig via ham Dostojevskijs opgør med totalitarismen kommer klarest til udtryk.

Stor ros skal dog også lyde til Dmitri (Mads M. Nielsen?) i rollen som den koleriske bror. Thure Lindhardt spillede rollen som Alosja fint ““ man havde allerede fra første scene lyst til at finde baseball-battet frem og behandle den anæmiske munk!

Hvis man af en eller anden grund har sat sig for kun at læse én bog i hele livet (bort set fra selvfølgelig Formelsamling for matematisk gymnasium og Det er sjovere med Malle) bør det være Brødrene Karamazov.

Hvis man ligeledes kun skal i teatret én gang i år ““ så skal det være forestillingen, der kan ses i København indtil 24. oktober og derefter over hele landet. Der er ikke nogen undskyldning!

B.B King, kb-hallen

6. September 2006

Jeg kan se i min lille echolon-maskine at jeg allerede har haft besøg af folk der har skrevet ord som B.B. King, anmeldelse og kb-hallen i Google. De folk skal da ikke snydes for en mening:

I går spillede B.B King sin sidste koncert på dansk jord.

B.B. King og Lucille

B.B. King er – dette kommer næppe som en overraskelse – jo efterhånden en ældre herre. Helt præcist fylder han 81 næste lørdag. Samtidig har han også fået diabetes, så da jeg købte billetten for knapt et par måneder siden, havde jeg ærligt talt halvt om halvt forventet at koncerten ikke blev til noget.

Opvarmningen bestod egentlig af to dele: Mike Andersen og B.B. Kings band, der lige spillede et par numre uden Kongen for at få gang i publikum. Mike Andersen er … well, hvis GrønMandGå skulle lave en parodi på et bluesband, ville det nok komme til at lyde som en seriøs Mike Andersen sang. Det er lidt her står vi og svinger en fadbamse til byfesten i Thyborøn-agtigt. Ellers kan det opsummeres med ordene “… den der hornsektion ser sgu noget bondsk ud” [for en gangs skyld skal den citerede ikke nævnes ved navn].

B.B. Kings band er til gengæld ret fantastisk. Men uden ham – ingenting. Jeg syntes dog to-tre gange at tempoet steg lidt uhæmmet uden nogen speciel grund, men: Skidt pyt.

Da han blev slæbt ind på scenen kom der til gengæld gang i sagerne.

Egentlig kunne han have spillet én tone og være gået igen, da det jo egentlig ikke er selve sangenes originalitet eller beherskelsen af det tonale spektre, der er det fede. Reelt set tror jeg ikke der blev spillet en eneste sang ikke begyndte i G og samtlige soli var pentatone uden alt for meget fikumdik. Men igen: skidt pyt. Den tone B.B. King får vredet ud fra Lucille er guddommelig!

Jeg kan heller ikke have andet end respekt for en ældre herre, der indspillede første gang i 1949 og stadig kan holde gang i publikum i halvanden time rent. Uanset om det var anekdoter (dem var der en del af) eller hyldest til kvinden som sådan (They are all beautiful. Some of them are pretty too) var det bare fedt.

Nu kan jeg af gode grunde ikke anbefale folk at købe billet til næste koncert, men prøv i stedet at downloade (som i: lovligt) det seneste album!

Gogol Bordello

23. August 2006

Ã…rets koncert? Hvis ikke, så i hvert fald på top … to!

Jeg har misset ikke færre end to koncerter med Gogol Bordello siden 2002, hvor jeg første gang hørte den fængende sætning “But me, I’m jasto bordello kind of guy” [sådan staver de altså]. Og så var jeg solgt. Ideen om at man ikke kan stole på en præsident der ikke kan spille saxofon har jo – desværre – også vist sig helt korrekt.

Hvis man frygtede at bandet måske havde lidt tømmermænd oven på weekenden, så kom man hurtigt på bedre tanker. Jeg tror ALDRIG jeg har set et mere tændt band på Vega. Den eneste der ramte lidt ved siden af var trommeslageren, der mest så ud som om han havde lyst til at slå resten af bandet ned. Forsanger Hütz havde medbragt en energi og en moustache jeg ikke har set større siden jeg var til fest med 35 politibetjente et sted på Lolland. Violinisten er også et … særsyn og her tænker både jeg på udseendet (han ligner vel nærmest rottefængeren fra Hameln) og hans optræden på scenen. En freak med andre ord.

Resten af bandet viste sig også som en flok galninge fra første tone. Den var til gengæld høj – jeg har aldrig nogensinde prøvet at have ondt i ørene efter en koncert på trods af brug af hørepropper. Hvordan folk uden hørepropper har overlevet, har jeg ingen anelse om, men mit bud er, at en del i København har sagt “hva’?” dagen efter.

Gogol Bordello vega

Selve sættet var vist GB-standard. Men det er heller ikke nødvendigvis det vigtigste. Det handler om stemning og den basale glæde ved at spille sine numre. Hvis Beck manglede gnist og gejst, var der mere end rimeligt her.

Næste gang de kommer forbi kan jeg kun råde folk til at købe billet. I god tid!