Beck i Tivoli

14. August 2006

Denne fredag var jeg til en af de få koncerter jeg når til i år (de andre bliver/var Belle and Sebastian, Robbie Williams, Gogol Bordello, B. B. King og svimlende fire koncerter med GrønMandGå). Det nøje udvalgte offer var Beck, hvis seneste album jeg er ret vild med.

Samtidig skulle han spille et par numre fra det kommende album, så på papiret så det ud til at blive en fantastisk koncert.

Beck, band og baggrundsdukker

Desværre var Beck himself ikke lige i topform. Det var til gengæld de medbragte dukker(!) der slavisk genskabte alle træk musikerne lavede. Samtidig var der også en meget festlig break-danser, der lidt mindede om GrønMandGås forsanger på epo (bortset fra at han nok ville fare vild, hvis han havde så stor en scene at gøre godt med).

De første 30-40 minutter spillede de mest medleys, men desværre var de ikke altid helt enige om, hvornår de skulle skifte. Sådan lød det i hvert fald. Indgangsnummeret var (som det vist ofte har været) Loser, bare lige for at få den overstået.

Ingen tvivl om at bandet var yderst habilt, men det lød mest som om de mere var opsat på trofast at forvalte Becks arv, end at gøre noget ved numrene.

Det var egentlig først til sidst, at der rigtigt kom nærvær over koncerten. Beck undskyldte sig med jetlag, men det gør jo ikke rigtigt min konkrete koncertoplevelse bedre.

Til gengæld skal jeg skynde mig at nævne, at den sidste halvdel, der delvist bestod af en solo-performance var fed. Specielt var Clap hands helt fantastisk – resten af bandet sad og spillede på bestik(!) hvilket var det mest fornuftige de foretog sig den aften.

Alt i alt: Ikke nogen stor aften i Tivoli, men dog en ok koncert

Som lovet en altovervejende negativ anmeldelse af Robbie-koncerten tirsdag:

Jeg var til en koncert med ham i 1999 og den er stadig på min … ja i hvert fald top 25 over koncerter jeg har set. Dengang var Robbie stadig relativt ny på scenen, om ikke andet så som selvstændig kunstner.

Denne gang havde jeg skruet en del ned for forventningerne på forhånd: Jeg synes helt ærligt ikke at de sidste to albums er helt så fede som de forudgående tre – jeg anser ikke Swing… for at være et album, men mere en gang salgsgas i samme stil som julesange med Stig Rossen (og nej, jeg anser ikke Stig R for at være kunstner!).

For nu at tage det allerværste først: Lyden var ka-ta-stro-fal! Og det endda på trods af at der blev gjort rigelig brug af backtracking, samples og digitale fiksfakserier.

Jeg har mere eller mindre besluttet, at jeg kun gider betale penge for en koncert i Parken, hvis det er Elvis der spiller og Beatles kommer med som opvarmning.

Smukke Robbie i parken

Det der måske irriterede mig mest ved Robbie-koncerten var, at det var så forudsigeligt: Det mest interessante der skete rent musikalsk var, at outroen til Kids blev brugt som intro. Uha da, hvor dristigt.

Jeg er udmærket klar over at stadionkoncerter stiller andre krav end fx Grøn scene på Roskilde, men jeg synes ikke det er nok at man slutter et nummer af med at citere A Walk On The Wild Side og dermed mener, at nummeret er blevet tilføjet noget grundlæggende nyt!

Balladen er, at Robbie spillede en masse gamle numre med gang i og et par obligatoriske nye.

Jeg har hidtil syntes at det var fedt at nogle af Robbies største hits er citater
(Millenium fra You Only Live Twice, Supreme fra I Will Survive, adskillige b-stykker rundt omkring er planket fra Beatles), men rent tekstmæssigt begynder det at klinge en anelse hult, når de bliver spillet en i lang række.

Det gør ikke noget at teksterne til sange som Kids og Rock DJ tilsyneladende er notater fra teenagepigers mobilsamtaler, da de på cd’erne bliver opvejet af mere oprigtige sange som If It’s Hurting You.

De sange der blev spillet fra den nye var heller ikke noget specielt – Radio er en ok åbningssang, men igen ikke noget nyt. Tripping, Sin Sin Sin, Advertising space og Make Me Pure vil forhåbentligt og formentligt heller ikke indgå på næste turne.

Numre som Strong, Angels og Let Me Entertain You derimod var helt klart lyspunkterne – og alle numre der er fra før 1998.

Det er ikke for meget sagt, at det bedste ved koncerten var egentligt Robbies nærvær og det måske lidt meget at betale 500 kr. for det.

Der var for meget Shubidua og alt for lidt nytænkning. Med andre ord: Find på noget nyt og noget af den dristighed der før prægede foretagendet frem igen, så kan det være at jeg vil overveje at komme til næste koncert.

Skrækhjelmen, Pelevin

17. April 2006

Service til (russisktalende) læsere i Moskva og Kiev: på shlem.com kan man finde oplysninger om en forestilling der bliver opført i april og maj. Service til ikke-russisktalende: Man kan se nogle videoklip på den russiske søgemaskine Rambler.

Jeg har fået læst den nyeste roman af Viktor Pelevin, Skrækhjelmen. Den er en del af en større serie der revitaliserer og omdefinerer myter ved at lade forfattere fra forskellige lande genfortolke dem. Så vidt jeg lige husker, er Pelevins roman nummer tre i serien og sikkert den første i serien, der kommer med en disclaimer om at der ikke er omkommet nogle antikke græske unge mænd eller kvinder i skabelsen af teksten.

Eftersom der nok ikke er så mange der kender Pelevin i Danmark, er her først en lille introduktion:

Nye læsere kan begynde her…
Syntesen af Pelevins budskab er efter min ydmyge mening den bog der nok ville hedde
Buddhas lillefinger, hvis den ellers blev oversat til dansk. Den har jeg beskæftiget mig en del med i opgaven Tanker om tomhed fra Petersborg til Det Indre Mongoliet.

Kort fortalt fokuserer Pelevins forfatterskab på få pointer: virkeligheden eksisterer ikke så meget at det gør noget og hvis den gør, er den nok overvurderet. Sagt på en anden måde lader Pelevin klassisk buddhisme møde solipsisme og gerne i forbindelse med dyrs bevidsthed som i Sigmund på cafe eller Insekternes liv. Det kan dog også “bare” dreje sig om børn i fængsler som i Barndommens ontologi.

Pelevin belyser i reglen det post-sovjetiske landskab ved hjælp af groteske allegorier og genfortællinger af sovjetiske myter og “heltene” indtager normalt en hel del … skal vi sige alternativ medicin. Det er heller ikke unormalt at Che Guevara dukker op og afholder forelæsninger om moderne marketing som han gør i Generation P eller at personer eksisterer synkront i borgerkrigstidens Sovjet og Rusland i 90’erne.

Pelevin er også kontroversiel fordi han behandler selv den nære fortid med stor respektløshed: Rumprogrammet foregik i virkeligheden i Moskvas metro, Jeltsin er en computermodel og diskussionen om hvorvidt det var Platon eller Aristoteles der filosofisk set var skyld i Sovjet (et ofte diskuteret emne i Rusland i 90’erne) bliver diskuteret af en flok tumper og affærdiget med at Platon ikke kunne udtale sig om det, når der ikke var røde biler i det antikke Grækenland.

Tilbage til emnet…
For nu at vende tilbage til Skrækhjelmen: Nogle folk vågner op et sted, de aldrig har været før. De kan ikke huske hvordan de er kommet derhen, men efterhånden finder
de ud af, at der er flere end dem selv der er indfanget. Hvis man synes, man har hørt om det før, er det ikke usandsynligt; Pelevin er en stor elsker af vestlig kultur, så vi ikke udelukke at der er en vis inspiration fra Kuben?

Der er nogen, der har lavet en lille animation, der viser hvordan og hvorledes folk kommer ned i labyrinten.

Det er heller ikke nogen hemmelighed at Pelevin er stor fan af computermedieret kommunikation. Novellen Prinsen af Gosplan sluttede med ordene “Have a nice dos”, og i Skrækhjelmen foregår alt via en chat. Det er i sig selv ikke unormalt for Pelevin, der hellere chatter med sine læsere end bliver interviewet af de gamle, sure sprogtanter fra Politikens bogtillæg.

De forskellige personer i rummene kan gå rundt i en labyrint, men jeg afslører ikke for meget, hvis jeg nævner, at alt ikke er som det ser ud – heller ikke selv om man (måske?) oplever det samme i labyrinten.

Dermed er vi tilbage i spørgsmålet om virkeligheden i forfatterskabet. Det store spørgsmål er selvfølgelig om man kan stole på personer, man kun møder via chat – og findes disse personer overhovedet? Samtidig fremgår det, at chatten er modereret, ovenikøbet real time.

De personer der er indfanget er (in order of apperance)
Ariadne
Organizm (-:
Romeo-y-Cohiba
Nutscracker
Monstradamus
IsoldA
UGLI 666
Satrik

Det skal tilføjes,at enkelte skifter lidt navn i ny og næ, alt efter hvad chatmoderatoren synes er sjovt. Nogle af navnene er relativt logiske – Romeo-y-Cohiba og IsoldA bliver forelskede (det ligger lisom i luften), og Ariadne er også navn, man kan forholde sig til, når vi taler græske myter. Andre er lidt sværere at forholde sig til. Fx er navnet Satrik så vidt jeg kan se en sammentrækning af det russiske ord for satiriker, Satirik, og Sartre, der som bekendt mente at Helvede var de andre.

Tilføjelse: Rent faktisk hedder Satrik noget andet i den teaterforestilling, der er blevet lavet, nemlig Sliff_zoSSchitan, hvilket måske kan betyde noget i retning af “regnet med det hele” .

I baggrunden tumler så Asterisk/Minotauros (det anses for uhøfligt at sige MUH!) rundt med sin skrækhjelm. Eller rettere det gør han måske ikke. Balladen er, at alt i verden er indeholdt i denne skrækhjelm, inklusiv hjelmen selv i en slags konceptuel singularitet.

Lidt væk fra emnet igen…
Fortælleteknisk synes jeg at chat-formen er uhyre interessant, men den giver også nogle problemer med setup – det er ikke muligt at gengive beskrivelser, historie og indre monolog med mindre det indgår i en samtale.

Det problem kender vi fra Kierkegaards Forførens dagbog i Enten eller og Lermontovs Vor tids helt, hvor der skal nogle litterære krumspring til, før alt kan komme for dagens lys.

Nogle af personerne i Skrækhjelmen bliver derfor nødt til at vide ting det i hvert fald ikke er forundt gennemsnitlige personer at huske. Men der er jo fordele og ulemper ved alt 🙂

Det største problem ved formen er, at personerne ikke fremstår som helstøbte: Man får ikke at vide hvorfor de er havnet der (er det en straf?) eller for den sags skyld hvordan. Jeg synes måske også forløsningen er lige lovligt letkøbt.

Og tilbage til emnet igen…
Enhver anmeldelse skal jo helst opsummeres i form af et “læs den” eller “lad være”. Nu har jeg – som det nok fremgår – en svaghed for Pelevin, så principielt vil jeg anbefale den. I hvert fald til folk der kan lide postmodernisme, myter, Pelevin eller moderne kultur.

Folk der ikke kan lide disse ting bør nok holde sig langt væk.

Jeg synes ikke det er den bedste bog Pelevin har skrevet, men alligevel har den nogle kvaliteter, der gør den læsværdig. Med andre ord: Køb den fra Tiderne Skifter, der også har stået for den fine oversættelse.

Jeg glemte forresten en ting i min anmeldelse: I begyndelsen af stykket nævner Thomas Corneliussens rolle (Blake) at Jungledyret Hugo er et godt eksempel på outsourcing – idéen er undfanget i Danmark, men udført i Kina af billigere og hurtigere arbejdere. Det er for så vidt en fin ting at få påpeget.

Man skal dog lige skal huske, at det princip har været brugt lige fra de allerførste tegnefilm blev lavet. Begrebet hedder tweening og går ud på, at de nogle billeder i en tegnefilm bliver lavet af de dyre folk, resten bliver udført af lavtlønnede ansatte. Disse ansatte blev kaldt inbetweeners – de lavede det der var mellem de vigtige ting. Der bliver brugt en hel del tegninger i løbet af sådan en produktion, så der var en del at spare. Jeg tror næppe at de ansatte hos Disney der havde status af inbetweeners fik voldsomt meget i løn eller for den sags skyld havde de fede arbejdsvilkår.

Med andre ord er der som sådan intet nyt overhovedet i at lade lavtuddannede folk arbejde med delelementer i kulturelle produkter; det er brugt i Snehvide, Askepot og mange andre film.

Come on Bangladesh

31. March 2006

En kort(!) anmeldelse: Jeg var i går inde at se en forpremiere på teaterstykket Come On, Bangladesh, Just Do It, der går på Det Kongelige Teater 31. marts-13. maj.

Stykket handler kort fortalt om, hvordan det går, hvis man outsourcer Elverhøj til Bangladesh.

Som forhistorie skal jeg skynde mig at sige, at jeg har en slags personlig aktie her: Jeg har rent faktisk været involveret i et forprojekt til en gang outsourcing til lige præcis Bangladesh.

Vi er ude en afart af totalteater, jeg skal ikke gøre mig klog på hvilken. Noget foregår via tv-skærme uden for bygningen, tilsyneladende med tilfældige forbipasserende som medvirkende, publikum bliver budt på mad og bliver spurgt om forskellige ting, der optræder et pizzabud fra Domino’s og meget andet. Der er flere scener i gang samtidig (op til tre), man sidder midt på scenen og så videre og så videre.

Lad mig sige det med det samme: Jeg synes at stykket bestemt bør ses! Skuespillerne gør en stor indsats, videoskærmene fungerer godt, klipningen er tight, musikken velvalgt, temaet klart.

Jeg syntes dog i går, at der måske var lidt rigeligt gengivelse af Elverhøj med. Moralen står også ret klart efter anden akt (2. episode, som det hedder i det konkrete stykke).

Dog er der måske to ting, jeg undrer mig lidt over

  1. Det fremstilles som absurd at skuespillere fra Bangladesh spiller et stykke på et ukendt fremmedsprog
  2. Outsourcing fremstilles som værende udelukkende negativt

Er det nu så mystisk at fremføre skuespil på et fremmedsprog? Jeg er ret overbevist om, at der er en del operasangere på Det Kongelige der har sunget operaer på italiensk som næppe ville kunne købe en cappucino i Italien uden at bruge Politikens Turen går til Rom. Jeg har engang (på video) set Eugen Onegin med britiske skuespillere der tydeligvis ikke talte russisk, så hvorfor egentlig ikke? Elverhøj er vel trods alt vel slags syngespil?

Lidt mere alvorligt er så spørgsmålet om det er all bad med outsourcing? Så vidt jeg ved, viser al erfaring, at langt de fleste danskere bare får andre stillinger. Der er selvfølgelig nogle tabere, men det ville der så være uanset hvad. Ideen om at man bare flytter hjernedød produktion ud er alt for gammeldags. Syersker skal også have mere i løn efterhånden; det diskuterede man allerede mens jeg var en lille dreng og de første syjobs blev flyttet til Portugal. Så blev produktionen flyttet til Østeuropa. Så til Asien. Så til endnu mere-Asien. Snart ender det ude i vandet!

Moderne firmaer som Microsoft og Nokia har efterhånden fattet det, og etablerer i stedet forskningsenheder andre steder end i USA og Europa. Som Lisa Brummel fra Microsoft sagde i sidste uge på en konference “The talent pool in the world is not big enough for all ideas in the world” – med andre ord, bliver vi ikke løbet over ende bare fordi der er 4 gange så mange ingeniører i et eller andet land.

Vi skal sørge for at forbedre os hele tiden. Det er ikke den stærkeste der vinder kapløbet, det er den der forstår at tilpasse sig nye krav bedst!