Det gik op for mig i går, at jeg stortset aldrig hører telefonbeskeder til ende. Det kan have to årsager:

  1. Personen der har indtalt den, har lige gjort det, så hvis jeg sletter vedkommendes blabla-besked, kan jeg nå at træffe vedkommende
  2. Folk taler i aaaalt for lang tid og jeg bliver utålmodig

Det første punkt har jeg det ok med, det andet er jeg ikke helt glad for.

Desværre er det nok realistisk set sådan, at jeg når at slette ca. 87,3% af alle beskeder før personen når at sige “men du kan jo lige ringe, når det passer dig”.

Vi må jo konstatere, at det bliver værre og værre: For et par måneder siden blev jeg fortaler for outsourcing under visse omstændigheder, siden fik jeg installeret et shortcut til LinkedIn, sidste år bedømte ACNielsen mig til at være i det blå segment og i lørdags var jeg så nede hos min lokale frisør.

Det er i sig selv galt nok – hver gang jeg er dernede, laver jeg med det samme en ny aftale til om fem uger, lørdag kl. 9. Altid om fem uger, lørdag kl. 9. Denne aftale bliver selvsagt med det samme lagt ned i min mobils kalender.

Det er egentligt galt (læs: organiseret) nok. Normalt mens jeg venter på min frisør (jeg har aldrig fundet ud af om jeg skal komme præcis kl 9.00 og så vente på frisøren eller om frisøren er klar kl. 9.00 og så venter på mig – jeg synes altid jeg skal vente?) læser jeg Euroman. Det er liiidt småborgerligt, men skidt.

I lørsdags skulle det så blive anderledes; jeg fandt pludselig mig selv med Børsen weekend i hånden. Ikke alene det: Jeg syntes også at artiklen om Egmonts historie var interessant!

Det eneste spørgsmål der efterhånden er tilbage er, hvornår jeg står i en stemmeboks og stemmer konservativt. Derfor har jeg oprettet en ny kategori – Fra slemt til helt galt – hvor man kan følge min langsomme transmogryffen fra småsocialist til småborgerlig…

Jeg kan nogle gange blive lidt forbløffet over, hvad jeg egentlig foretager mig uden at tænke nærmere over det.

For tiden udvider jeg mit netværk ganske betydeligt – noget med kandidater til job og nogle specifikke problemer med noget udvikling. For at holde styr på folk, er jeg begyndt at skulle holde mere styr på hvem jeg taler med – dem der virker fornuftige skal jeg kunne tracke senere.

I går var derfor dagen, hvor jeg installerede et search plugin til Firefox til LinkedIn. Til dem der ikke lige kender LinkedIn, kan jeg afsløre at det er et netværksprogram, så man lettere kan tjekke kontakter ud – hvem kender jeg, der kender, osv.

Indtil i går (kl. 11.30) har jeg ment, at det da ikke kan betale sig at have et plugin til det: Helt ærligt, hvem kan have travlt?

Men vupti:

En glad bruger af LinkedIn

Jeg glemte forresten en ting i min anmeldelse: I begyndelsen af stykket nævner Thomas Corneliussens rolle (Blake) at Jungledyret Hugo er et godt eksempel på outsourcing – idéen er undfanget i Danmark, men udført i Kina af billigere og hurtigere arbejdere. Det er for så vidt en fin ting at få påpeget.

Man skal dog lige skal huske, at det princip har været brugt lige fra de allerførste tegnefilm blev lavet. Begrebet hedder tweening og går ud på, at de nogle billeder i en tegnefilm bliver lavet af de dyre folk, resten bliver udført af lavtlønnede ansatte. Disse ansatte blev kaldt inbetweeners – de lavede det der var mellem de vigtige ting. Der bliver brugt en hel del tegninger i løbet af sådan en produktion, så der var en del at spare. Jeg tror næppe at de ansatte hos Disney der havde status af inbetweeners fik voldsomt meget i løn eller for den sags skyld havde de fede arbejdsvilkår.

Med andre ord er der som sådan intet nyt overhovedet i at lade lavtuddannede folk arbejde med delelementer i kulturelle produkter; det er brugt i Snehvide, Askepot og mange andre film.

Come on Bangladesh

31. March 2006

En kort(!) anmeldelse: Jeg var i går inde at se en forpremiere på teaterstykket Come On, Bangladesh, Just Do It, der går på Det Kongelige Teater 31. marts-13. maj.

Stykket handler kort fortalt om, hvordan det går, hvis man outsourcer Elverhøj til Bangladesh.

Som forhistorie skal jeg skynde mig at sige, at jeg har en slags personlig aktie her: Jeg har rent faktisk været involveret i et forprojekt til en gang outsourcing til lige præcis Bangladesh.

Vi er ude en afart af totalteater, jeg skal ikke gøre mig klog på hvilken. Noget foregår via tv-skærme uden for bygningen, tilsyneladende med tilfældige forbipasserende som medvirkende, publikum bliver budt på mad og bliver spurgt om forskellige ting, der optræder et pizzabud fra Domino’s og meget andet. Der er flere scener i gang samtidig (op til tre), man sidder midt på scenen og så videre og så videre.

Lad mig sige det med det samme: Jeg synes at stykket bestemt bør ses! Skuespillerne gør en stor indsats, videoskærmene fungerer godt, klipningen er tight, musikken velvalgt, temaet klart.

Jeg syntes dog i går, at der måske var lidt rigeligt gengivelse af Elverhøj med. Moralen står også ret klart efter anden akt (2. episode, som det hedder i det konkrete stykke).

Dog er der måske to ting, jeg undrer mig lidt over

  1. Det fremstilles som absurd at skuespillere fra Bangladesh spiller et stykke på et ukendt fremmedsprog
  2. Outsourcing fremstilles som værende udelukkende negativt

Er det nu så mystisk at fremføre skuespil på et fremmedsprog? Jeg er ret overbevist om, at der er en del operasangere på Det Kongelige der har sunget operaer på italiensk som næppe ville kunne købe en cappucino i Italien uden at bruge Politikens Turen går til Rom. Jeg har engang (på video) set Eugen Onegin med britiske skuespillere der tydeligvis ikke talte russisk, så hvorfor egentlig ikke? Elverhøj er vel trods alt vel slags syngespil?

Lidt mere alvorligt er så spørgsmålet om det er all bad med outsourcing? Så vidt jeg ved, viser al erfaring, at langt de fleste danskere bare får andre stillinger. Der er selvfølgelig nogle tabere, men det ville der så være uanset hvad. Ideen om at man bare flytter hjernedød produktion ud er alt for gammeldags. Syersker skal også have mere i løn efterhånden; det diskuterede man allerede mens jeg var en lille dreng og de første syjobs blev flyttet til Portugal. Så blev produktionen flyttet til Østeuropa. Så til Asien. Så til endnu mere-Asien. Snart ender det ude i vandet!

Moderne firmaer som Microsoft og Nokia har efterhånden fattet det, og etablerer i stedet forskningsenheder andre steder end i USA og Europa. Som Lisa Brummel fra Microsoft sagde i sidste uge på en konference “The talent pool in the world is not big enough for all ideas in the world” – med andre ord, bliver vi ikke løbet over ende bare fordi der er 4 gange så mange ingeniører i et eller andet land.

Vi skal sørge for at forbedre os hele tiden. Det er ikke den stærkeste der vinder kapløbet, det er den der forstår at tilpasse sig nye krav bedst!