På trods af jeg ikke har blogget i knapt et halvt år, er bloggen ikke helt død. Lad mig derfor slutte året af med lidt galde vedrørende et par af mine yndlingsaversioner: Folkekirken og Dansk folkeparti.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har aldrig haft den store fidus til den forening der kalder sig Trykkefrihedsselskabet. Trykkefrihedsselskabet blev skabt i kølvandet på en vis karikatur-krise og generelt har jeg haft den opfattelse, at den trykkefrihed, man værnede om var af et særligt tilsnit.

At formanden har bevæget sig fra det kulsorte til det direkte vederstyggelige, har således heller ikke direkte forbløffet. Det, der dog slog mig var, at Søren Espersen fra DF fik lov til at komme med mindst ligeså mærkværdige udtalelser i Information uden voldsomme modsigelser.

I den milde ende finder vi denne, der om ikke andet burde få adskillige lektorer på KU og SDU til at fare i harnisk:

»Lars Hedegaard er den i Danmark – uden for den muslimske kreds – der ved mest om islam og koranen. Og jeg har ikke hørt ham sige noget forkert tidligere. Hans indgang bygger på langt mere viden, end jeg har,« siger Søren Espersen.

Der er flere udtalelser fra Espersen jeg på en god dag ville finde anstødelige, men specielt denne, tør man sige perle?, vender al logik på hovedet i en grad, at man ikke fatter at nogen redaktør har ladet den gå igennem:

– Så de skal først bevise, at de ikke voldtager deres egne børn?

»Jeg ved bare, at der er masser af eksempler på, at muslimske piger står i kø for at få syet deres mødom sammen før ægteskabet. Der er masser af eksempler. Men det er jo klart, at det ikke foregår i alle muslimske familier, det tror jeg heller ikke, Hedegaard mener,« siger Søren Espersen.

Rent retorisk er det næsten et mesterværk per automatik at kæde sex før ægteskabet sammen med pædofili hos muslimer og samtidigt at gå fra det partikulære (og udokumenterede) til det generelle. Men jeg skal da lige love for, at der blotlægges nogle synspunkter der i bedste fald kan kaldes kontroversielle.

Bliver man træt af altid at diskutere reaktionære muslimer, kan man jo altid vænne blikket mod Grundlovens §4 og §66, der nok hører til mine absolutte hade-paragraffer i den efterhånden lidt bedagede grundlov. Ifølge en ny undersøgelse vil kun et fåtal af de danske præster gøre folkekirken uafhængig af staten.

Argumenterne som et par af præsterne finder frem er dog en kende besynderlige. En præst fra Ballerup, Susanne Føns Lomholt, citeres for at sige:

»Jeg er bange for, vi ville lide et kulturtab. Kirken ville hurtigt blive reduceret til at være et ceremonisted, man ville benytte efter lyst, og dermed ville vores trosgrundlag forsvinde sammen med sammenhængskraften i vores samfund.«

Nu har vi jo lige akkurat overstået en mindre højtid – hvor mange var i kirke?. Hånden på hjertet! Anyways, hvis du var, har du misforstået en god del: Du skulle hellere have været der til første advent, i påsken eller i pinsen!

Ser vi bort fra det, hvor mange kommer så bare forbi en gudstjeneste uden at have en bestemt ceremoni som anledning?

Samme præst fortsætter:

Det handler om troens grundlag og det faktum, at vi skiller vores samfund i to dele, hvis folk selv skal sørge for at melde sig ind i folkekirken.

Hvis det er det bedste skyts en cand.theol kan finde frem til forsvar for folkekirken som institution, ser det skisme ikke alt for godt ud. Det er mit indtryk at de fleste mennesker godt kan overskue at melde sig ind i de foreninger, de ønsker at støtte.

Jeg foreslår, at man på teologisk fakultet bruger markant mindre tid på bibelsk eksegese og ekskatologi og i stedet fremover satser lidt mere på praktisk anvendelse, tiden efter Luther og eventuelt markedsføring.

Nå ja, godt nytår…

Haiku om kunder

20. May 2009

Da jeg for kort tid siden skiftede arbejde, nævnte min chef i afskedstalen, at jeg nok ikke skulle søge ind i diplomatiet. Nogle af mine nye kolleger mener omvendt at jeg er for diplomatisk.

Uanset hvem der har ret har jeg i ny og næ muntret mig med at opsummere kunders henvendelser i haiku-form. “-form” er vigtigt her, da “digtene” formeldt set ikke opfylder alle krav til haiku, fx mangler de alle en årstid.

Ikke desto mindre: Tre haiku fra min tid hos TraceWorks:

Vi regnede med
At have løst dit problem
Men desværre nej

Ærede kunde
Du skulle have svaret
Det har du ej gjort

Dear customer
I tried to explain
Listen, don’t speak

2008 i tilbageblik

31. December 2008

Lige her et par timer før gæsterne ankommer og der trods alt hersker en vis form for ro er det næsten på sin plads at opsummere året der gik.

I grove træk har 2008 været et relativt stille og roligt år. Størst indtryk gjorde nok turen til USA, men der har været en del mindre oplevelser også. I løbet af året har jeg også fået genoptaget kontakten med nogle venner jeg ellers ikke havde set i flere år. Samtidig har jeg i løbet af året også fundet nye venner, så det er alt i alt ikke det værste.

Den ubetinget største skuffelse i løbet af året har været professionel. Efter et umanerligt “træls” år har jeg derfor fundet en ny arbejdsplads hos ad pepper, hvor jeg ser frem til at begynde snarest. Det er noget med computere.

2009 ser ud til at tegne fremragende. En af de største events bliver nok brylluppet i februar 🙂

Jeg skulle i dag udfylde et spørgeskema fra GivBlod og blodbankerne i Region Hovedstaden. Hvis du ikke er bloddonor, så meld dig i øvrigt. Det er gør ikke mere ondt end så meget andet 🙂

Et af spørgsmålene havde et svar, jeg for nu at sige det ærligt fandt både overraskende og foruroligende:

Bloddonor

Hvem er egentlig målgruppen for deres ydelser?

Se dét var en udfordring

21. November 2008

Jeg blev i ugens løb ramt af det lille skisma mellem “gammeldags” dansk og management ditto.

Det kommer næppe som en overraskelse at mit dagligt talte sprog ligger et udefinerbart sted mellem arkaisk og altmodisch, men jeg mener dog, at jeg behersker managementsk til mere end blot turistbehov.

Alligevel gik jeg, mine damer og herrer, direkte i fælden da jeg blev spurgt hvad “der udfordrede mig”.

Langsom i opfattelsen er man jo, så mit umiddelbare svar var “ufuldstændighed” ud fra den simple betragtning at ordet “udfordring” normalt i managementsprog er en slag eufemisme for “problem”. Jeg hader ufuldstændighed uanset årsagen så svaret var sådan set reelt nok.

Men næh nej. Efter ca. et splitsekund og et ret beset uforståligt svar gik det op for mig at det særligt fornemme ved moderne firmadansk er, at nogle gange kan ord bruges i den gammeldags betydning, når det er belejligt. I dette specifikke tilfælde gik spørgsmålet faktisk på hvad jeg syntes var fagligt udfordrende på den gode måde, hvilket jeg efter bedste evne forsøgte at indarbejde i uddybningen af mit valg.

Men selvsagt først efter at jeg havde ødelagt enhver mulighed for at lave den der drømmesætning, der var påkrævet i situationen.

Verdammt!