Kom nu hjem
19. October 2008
Kære Island,
Det var sjovt mens det varede, men jeg føler at det er på tide at du vender hjem igen. At klare hele 64 år som selvstændig nation er da heller ikke så dårligt endda.
Vend tilbage og så skal vi nok få slagtet fedekalven og ordnet de økonomiske mellemværender.
Vh Danmark
Smiley mig her og der
23. July 2008
Lad mig slå fast med det samme, at jeg er ovenud begejstret for den generelle smiley-ordning der gælder mad.
Men det begynder så småt gå over gevind: For et par uger siden blev det foreslået at forlystelser i dertil indrettede parker (aka forlystelsesparker) skulle have smileys for hver ting. At man ikke lukker skidtet er egentlig lidt uforståligt, men hvad, showet må vel fortsætte.
Jeg diskuterede med en ven hvad det næste ville blive og gættede på bordeller. Og ganske rigtigt: Et forslag om licens til prostituerede så dagens lys.
Det er dog ikke kun i Danmark man laver den slags: I Italien har man som ekstra-service for hooligans lavet en slags garanti-ordning, der gør at man direkte i kampprogrammet kan se om man skal forvente smæk for skillingen.
Er det bare mig eller er vi havnet på overdrevet?
Mit navn er Peter Dyreborg
23. June 2008
Altså, det er det jo ikke, men ham her hedder det. Og han er god til det!
Devaluering af Deadline
14. May 2008
Et af de få programmer jeg næsten når at se dagligt er Deadline på DR2. Generelt er jeg ret glad for programmet, selvom en del gæster forekommer lige lovligt typecastede.
På det seneste synes jeg dog at det er blevet lidt for fladpandet.
Eksempelvis har jeg store problemer med at acceptere Clement Kjersgaard som vært. Mens fx Adam Holm i reglen tilbageholder sin sarkasme indtil slutningen af indlæg (typisk er det mest regeringen og Bush der må stå for skud), er det for mig meget svært at se hvornår Clement fremfører en (objektiv) mening, hvornår han er sarkastisk og hvonår det bare er ren selvpromovering.
Jeg faldt dog nærmest ned fra stolen, da jeg så at FN’s særlige torturapportør, Manfred Nowak, blev omtalt på denne måde:

Jeg er med på at oversættelsen af titlen kan laves på flere måder, men hvilken historieløs galning har skrevet en programtekst hvor ordet torturzar indgår?!?
Elendighed er der ellers nok af
31. January 2008
Ja, det er jo ikke fordi der ikke er noget at skrive hjem om – brudte valgløfter, skattelettelser der fordamper i brugerbetaling, Ny/Nyere/Nyest Alliance, trafikministre der vil/vil ikke/vil måske/vil vente på road pricing, flyvninger med CIA-fanger i dansk luftrum og så videre og så videre…
Og så har jeg ikke engang nævnt min økonomi.
Jeg har bare haft lidt for travlt til skrive på min blog. Nogle gange er emner ligesom uddebaterede før jeg får fyret op under min lille blogmaskine.
Men bare rolig – jeg skal nok vedblive at udsende min vanlige, milde karma gennem hele 2008!