Blogbrok

Normalt laver jeg ikke nytårsforsætter, da jeg synes den slags er lidt patetisk.

Men jeg vil da gøre et forsøg i år og endda flere af slagsen:

1. Sæt realistiske mål
2. Drop arrogancen
3. Drop bedrevidenheden
4. Stop en øl før

Vi begynder med 1…

Med perfekt timing – de konservative har denne weekend afholdt landsråd i Herning – har Anders Pedersen fra Holbæk-kredsen meldt sig ud i protest over topstyring (kilde).

Nu går jeg heldigvis ikke rundt i Bendt Bendtsens alt for små (træ)sko, men lige her kan jeg nu godt følge ham; lige præcis de konservative er kendt for knivdrab, paladsrevolutioner. interne skærmydsler og det der er værre.

Bare lige for at nævne et par eksempler: Før Bendt fik intern ro, var partiet ved at slå sig ihjel på grund af magtkampe. Det er stort set også det eneste, han har fået gennemført i sin tid som leder udover en skattelettelse på fire kroner om året for de hårdt plagede skibsredere i det nordsjællandske:

Pia Christmas-Møller kunne kun klare 5 måneders intensiv dolken i ryggen, før hun blev endegyldigt gået. Hendes afgang var dog mere ærværdig end sure Per Stig Møller, der måtte gå på grund af en pinlig løgn om en ligegyldig spritdom fra hans ungdom. At gå på grund af en løgn (det kunne han for resten passende også gøre som minister, nu vi er ved det) er dog for småting at regne i forhold til det rædselsregime Hans Engell stod for – indtil den dag han bragede ind i cementblok på en legendarisk køretur i 1997. At kære Hans ikke udviste pli nok til at blive i baggrunden og bevidst valgte at modarbejdede sine efterfølgere er vel nærmest en fodnote – godt nok en fodnote der i den grad decimerede partiets stemmetal og gjorde det til lillebror i den nuværende regering.

Når det så er sagt, var det heller ikke ligefrem fryd og gammen efter Schlüters pinlige exit fra statministeriet – Engell lå i magtkamp med Henning Dyremose og Anne Birgitte Lundholt, der begge gik over til yderst velbetalte stillinger i det private – henholdsvis det senere TDC og Danske Slagerier.

Nu kan man jo så spørge sig selv: Hvor havde Hans – den pæne mand – lært så dårlige manerer? Svaret er, at han skam var uddannet af de allerbedste! Schlüter fik ikke alene jordet Erik Ninn-Hansen som formand for de konservative i 1974, han fik skam også distanceret sig fra ham under tamil-sagen. I øvrigt et flot arbejde for en statsmand, der ledte partiet for borgerlig anstændighed i knap 20 år.

Hvis vi spoler frem til nutiden, kan jeg derfor ganske udmærket forstå, at formanden for et parti, der profilerer sig på at holde Danmark på rette spor (det er vist et slags sidespor med ventesignal), har endog overordentlig stor lyst til at holde ro i geleddet. Specielt fordi partiet tilsyneladende har glemt nogle gamle mærkesager og foræret andre væk, samtidig med at der står to kronprinsesser og konkurrerer om posten som kalif i stedet for kaliffen.

Jeg foreslår at Bendt tager en ekstra gang brunsviger med til næste HB-møde og får vist en gang for alle hvem der sætter kursen for skibet.

Ved et sikkert rent tilfælde faldt jeg i løbet af to dage i samme avis – den mindst ringe – over en kvalitetsforskel, der næsten er ubeskrivelig. Vi tager det gode eksempel først. Intervieweren er Christian Monggaard, måske det lyseste hoved i filmanmelder-korpset for tiden. Den adspurgte er Joachim Trier, en norsk instruktør.

- Men der er tematiske sammenfald. Flere af filmene handler om fortabte, yngre mænd, og man mere end får fornemmelsen af, at ikke alt er, hvad det bør være i det velstående Norge.

“Må jeg spørge, hvilke andre film, du synes, der handler om det?”

- Erik Richter Strands ‘Sønner’, Jens Liens ‘Den brysomme mannen’, Bård Breiens ‘Kunsten at tænke negativt’, Aksel Hennies ‘Uno’ – alle handler de på sin vis om rodløse unge mænd og fraværet af faderfigurer.

“Det kan godt være, at du har en pointe… (kilde)

I den modsatte og direkte pinlige ende finder vi dette interview med Sebastian

- Dit pladeselskab citerer noget af det, der blev sagt, da du fik overrakt IFPI’s særlige ærespris, nemlig at du kan synge om både kærlighed, kildevand og ost. Har du virkelig skrevet om ost?

“Ja, det er “Ostesangen” fra Skatteøen, men jeg kan høre, du ikke helt har fulgt med. Det er ellers en ret kendt sang.”

Det er så elendig research, at jeg vil undlade at skrive, hvem der udførte interviewet.

Bendt Betjent tabte slaget om en skattelettelse i toppen. Surprise… Mogens Lønborg mener at vi ikke skal have noget ungdomshus. La la la.

Indse det, konservative: I kan ikke engang gennemføre jeres politik, når I sidder i regeringen.

Drop i stedet den skattelettelse og få bygget et ungdomshus i København. Jeres vælgere kan alligevel ikke få plads til hverken flere 42″ fladskærme i fritidshuset eller heste i stalden.

Hvis I ikke kan finde et sted (udover den tomme grund på Jagtvej 69, selvsagt), kan I tage et smut forbi Holmbladsgade 24-Geislersgade 2 – der er rigeligt plads. Jeg vil ikke have noget mod at have dem som naboer. Kom i gang!

Som tiden dog går… I disse dage er det lige akkurat 10 år siden jeg flyttede til København. Inkarnerede københavnere vil nok mene at jeg kun er flyttet til Amager, men for de fleste af mine jydevenner er forskellen på Amager og København vist til at overse.

Det er ikke for meget sagt, at tingene har forandret sig en hel del på de ti år – jeg lagde ud med at læse russisk, skiftede til noget med it & lyd og arbejder nu med online marketing. Ikke helt overraskende er der også blevet skiftet en del ud i bekendtskaber og bopæle undervejs. Så jeg vist ikke sat hverken for meget eller for lidt…

Da min storebror i disse dage er ved at flytte til Kolding (det ligger i Jylland) er det store spørgsmål selvsagt: Sku’ du aldrig se at tage hjem hvor du kommer fra? Til det kan jeg med ret stor sikkerhed sige: Niks!