Først og fremmest var Danko Jones noget så sjældent som et opvarmningsband, der tog titlen alvorligt og forsøgte at gøre folk klar til hovednavnet.

Rent undtagelsesvis gik Guns N’ Roses på uden voldsom forsinkelse, hvilket i sig selv bør indgå i historiebøgerne. Da de rent faktisk gik på scenen var det bogstaveligt talt med røg og damp og titelnummeret fra det seneste album. At DJ Ashba kan lyde som Slash og i øvrigt også er noget af en showmand kunne man både se og høre allerede introen til andet nummer, Welcome To The Jungle.

Rent teknisk var den linje der var lagt på de to soli i sangen var en næsten en-til-en udgave af den indspillede version, hvilket i øvrigt var en tendens der fulgte hele koncerten (med undtagelse af sange med længere soloforløb).

Hvis vi lige dvæler ved guitaristerne lidt – de hedder for tiden Richard Fortus, Ron ‘Bumblefoot’ Thal og sidst men bestemt ikke mindst: DJ Ashba – er der ingen tvivl om, at de rent teknisk er mindst ligeså dygtige som Slash, Izzy og Gilby. Man kan diskutere det geniale i at have tre leadguitarister i ét band og det gik også lidt galt i ny og næ, fx i det stille stykke i Rocket Queen, men egentlig synes jeg, at de var ret disciplinerede.

DJ Ashba i fuldt vigør.

At det mindste af GNR’s albums, G N’ R Lies, var helt udraderet fra sætlisten var måske ikke den store overraskelse, men hvad der overraskede mig lidt var, at Use Your Illusions næsten også var fjernet. Kun to egne numre kunne det blive til, men det var til gengæld i imponerende gode udgaver. Dog kunne man specielt i slutningen af You Could Be Mine høre, at Axl efterhånden har det lidt svært med lange, høje toner.

Derudover spillede de to numre, man nok skal være ret afhængig af firserkitsch for at værdsætte: Live And Let Die og Knockin’ On Heavens Door. Live And Let Die var særskilt pinlig (ordet kummerlig ligger lige for), da nogle medbragte, forvoksede bordbomber gjorde at tempoet gik ret meget ned i visse dele.

Hovedvægten af numre lå derfor på det helt klassiske (hvor de fleste blandt publikum nok stod og savnede Slash) og de helt nye numre. Personligt kan jeg fint leve med de nye medlemmer. Jeg har kun set GNR en gang tidligere, i de “glade” halvfemsere, men spilleglæden anno 2010 var noget højere end den var i 1993.

Axl og Fortis

Valget af sange fra de gode gamle dage, kan der ikke indvendes noget mod, jeg synes måske at det var mere diskutabelt. Sorry, This I Love og i særdeleshed Street of Dreams hører efter min ringe mening til nogle af de svageste numre på det nyeste album. Vi fik dog også Better og det måske mest misforståede nummer, Madagascar (begge ekstranumre), så det tæller op i den samlede bedømmelse.

Jeg har aldrig dyrket Django systematisk, men var alligevel hooked på idéen om at opleve musikken live.

Rollen som Django skulle udfyldes af Adrien Moignard, der må siges at have mere fingersnilde end fleste (med de relevante fingre i behold).

Desværre valgte DR’s big band at smadre alt godt og grundigt ved hjælp af et håbløst musikvalg og urimeligt kedelige arrangementer.

DR mente åbenbart at man skulle gå efter at please Nyhavnssegmentet, så der blev ikke plads til unødvendigheder som fx Djangology, Minor swing eller Nuages, der ellers rask væk indgår i jazz-standards verden over.

I stedet spildte man dyrbar tid på ligegyldigheder som Autumn leaves, et Coltrane-nummer og Gud bedre det Det var en lørdag aften.

Man fandt tid til at spille Belleville i en bigband-udgave, men hvorfor så ikke spille et nummer som It don’t mean a thing (if it ain’t got that swing) eller eks The Ritz, der dog kunne passes ind i bigband-rammen?

Der var enkelte gange hvor det virkede, men ellers var det desværre en tynd kop kaffe

Jeg nåede ikke at høre så mange koncerter, men tre af Orange-koncerterne står øverst og nederst. Det negative først: Jeg har ikke oplevet så elendig Nick Cave-koncert før. Øv!

Til gengæld var Faith No More langt bedre end den ene gang jeg nåede at se dem i halvfemserne. Man kan undre sig over at de gider spilde tid på Easy (det brokkede jeg mig også over sidst jeg så dem), men det er vel noget med at en del gerne vil høre dem. Mike Patton er stadig bindegal og en af verdens bedste sangere. At trommeslageren og guitaristen brugte fem minutter på at skændes med 50.000 tilskuere kan man kun forbløffes over.

Derudover var den bedste koncert nok med Nine Inch Nails. Jeg har aldrig været så vild med dem, men det var en af de bedste koncert-oplevelser jeg nogensinde har haft. Trent-drengen er helt klart en af de mest visionære mennesker i musik-bizniz. At han også er en fænomenal musiker der tilmed blev hjulpet af et sygeligt velspillende band (alt andet lige skal Robin Finck fremhæves, da han nok ligger på top ti over verdens bedste guitarister) gør det jo kun bedre.

Ellers stod den på blandet Cosmopol og digt-oplæsninger. Fodnote til det: Jeg er ked af at sige det, Hr. Nikolaj Zeuthen, men enten synger du ikke specielt godt, eller også er sangen om Preben Elkjær noget af det værste lort rent metrisk/teknisk i dette tiår!

Der skal heller ikke herske tvivl om at nogle af sangerne faktisk synger godt hvis man ser på deres evne til at pitche og den slags.

Det gør det bare stadig ikke til andet end underholdning. Det end ikke lugter af kunst!

Jeg er heldigvis i den situation at jeg har en stak venner der løbende holder mig opdateret med nye trends.

Jeg var for nyligt til fest hos The pixel artist formerly known as Y! og havde i den anledning fornøjelsen at træffe den visionære leder af Harp core. Hun laver en fortrinlig kombination af moderne musik og harpe. Da jeg første gang hørte det for små to år siden var jeg lidt forbløffet – dén kombi havde jeg ikke set komme. Det er med stor glæde jeg ser frem til at høre det nye materiale der skulle udkomme snart.

Lidt i samme tråd er Monkey Cup Dress der laver fantastiske sange på en sprød bund af ukulele. Specielt nummeret Honolulu burde sendes i rotation på enhver radiostation har så meget som overvejet at spille musik fra X Factor.

Jeg har i efterhånden mange år haft den store ære at ligge i slipstrømmen af Rytmehans/Mikka og de ufatteligt mange typer musik, han dyrker. Det var således ham der i 2002 introducerede mig for Gogol Bordello.

Mikka har det seneste stykke tid opdyrket en interesse i et område jeg ellers ikke kendte det store til: Laos. Han har gjort mig opmærksom på en myspaceside med prøver på musik fra Laos som man skylder sig selv at give et forsøg.

Så hvis man føler sig en smule træt af generisk pop sunget af skrigeballoner er der andre steder at gå hen. God lytter!

For mig at se, går der en direkte linje fra det seneste album (og det sidste med det klassiske setup) til det nye. I særdeleshed vil jeg gerne pege på de noget mere komplekse sange, November Rain (som egentligt stammer fra tiden før Appetite for Destruction) og Estranged, der for mig at se ligger til grund for en del af de nye sange. Samtidig er det hver at bemærke at slutnummeret på Illusions II er et rent Axl-nummer: My World, der som det første benytter sig som sampling og elektroniske instrumenter som de væsentligste elementer.

Dermed gøder jeg også jorden for, at de øvrige medlemmer af GNR skal ses som statister i den større vision. Allerede i tidligt i 90′erne gik der rygter om et diktaturlignende arbejdsmiljø, hvilket fik McKagan og senere Slash til at smutte omkring 1997. Jeg mener at McKagans talent er til at overskue og strengt taget at Slash er intellektuelt doven. Han har en gudsbenovet tone og udfylder sin plads perfekt, men som sangskriver er han ikke særskilt interessant, hvilket desværre fremgår med al uønskelig tydelig af Slash’s Snakepit og Velvet Revolver (bare det at lave et album ved navn Contraband, siger vel en del).

Fraværet af de oprindelige musikere giver plads til nye og samtidig nye måder at inkorporere andre instrumenteringer. Først og fremmest vil jeg fremhæve Buckethead, som jeg (og min gode ven Jonas d. II) personligt mener har drevet avantgarde-soloen ind i mainstream-rocknummeret og dermed har givet rock som sådan minimum ti års ekstra holdbarhed.

Dog er det lidt svært at finde ud af hvilke numre der har solo af hvem, men generelt vil jeg mene at Robin Finck, Ron “Bumblefoot” Thal og Buckethead benytter nogle af de samme kneb, der blandt andet tæller ivrig brug af kill switch, octaver rog ikke mindst en gudbenovet beherskelse af enhver form for guitar.

At Axl således har givet os noget andet end Appetite II kan jeg kun bifalde. Der er et par svage number, fx Street of Dreams og Scraped, samt et par numre jeg synes er lidt for højstemte, This I Love og Prostitute, men til gengæld er der et par numre der langt overstiger tidligere værker. Her tænker jeg på de tre første numre, sangen I.R.S. (der dog synes at mangle en indre kerne og er et langt b-stykke), men i den grad også numrene If The World, There Was A Time og Madagascar, der ellers i de fleste anmeldelser er blevet kritiseret gevaldigt.

Hvis jeg endelig skulle pege på noget, vil jeg mene, at bassen i det store hele er lidt svag, men det bliver opvejet af heftig brug af sub-bass og det arbejde, Axl har lagt i de forskellige modi han synger i. Derfor vil jeg igen fremhæve Madagascar, hvor den måde han synger på er foregrebet i live-fortolkninger af November Rain knapt 14 år tidligere.

For at opsummere kan man spørge sig selv om det alt i alt var ventetiden værd? Jeg mener ja!

Der skal ikke herske nogen tvivl om at REM var i topform. Jeg havde lidt frygtet at det ville blive en af årets mere stilfærdige koncerter, men de lagde ud med Living Well Is The Best Revenge og det med fuld knald på guitaren. Hvis man i øvrigt skulle udnævne et fraværende medlem af bandet, skulle det være Peter Buck, der lidt så ud som han var et andet sted.

Nærværende var til gengæld de to andre. Desværre var Mike Mills lidt for nærværende: Manden der nok har verdens dårligste korstemmer overhovedet fik lov til at synge lead i en hel sang. Maria mener at det må dreje sig om en joke, da nummeret (Rockville) i forvejen ikke hører til bandets mest skarpe.

Ellers var det en fed koncert – måske var det lidt skræmmende hvor uniformeret publikum opførte sig under tick tock-delen af Drive, men det skal ikke lægges bandet til last.

At publikum var en flok bonderøve hvis pludselig død i tilfælde af en terrorbombe ville koste et bestemt folkeparti et kredsmandat i Løgumkloster, skal bandet ikke klandres for. De skal som sådan heller ikke klandres for at gå på kl. 20.03, omend det må betragtes som en kende usportsligt.

Det, de skal klandres for, er alt andet. Musikken var gudsjammerligt kedelig! Første nummer mindede i betænkelig grad om et nummer med Shubidua om en skotte der laver sin egen whisky. Og første nummer var desværre toneangivende for hele koncerten.

Den eneste større musikalske ændring var (ifølge kendere), at der var kommet en multi-instrumentalist med, der spillede på violin, fløjte og et par strengeinstrumenter. Den ændring der kom ud af det var, at et par numre havde fået påklistret lidt fløjtefanfare som intro, men desværre blev der (så vidt jeg kunne høre) ikke refereret til intro-temaerne ellers.

Om Mark Knopflers indsats i øvrigt må man bemærke, at manden er røvsyg på scene, ikke taler mellem numrene og tilsyneladende også har begyndende slidgigt. I hvert fald haltede de hurtigere dele af Sultans of Swing og andre hurtigere sange gevaldigt.

Når man dertil lægger, at ingen i bandet har brugt de sidste 20-30 års uendelige repetition af det samme repertoire til at øve hverken crescendo eller kadence, står man tilbage med indtrykket af at Mark Knopfler nok bare ikke er noget specielt.

Den første koncert var arrangeret af Balkanfestudvalget der huserer på Stengade 30 og var en opfølger på en fantastisk koncert i begyndelsen af januar. Konceptet er ret simpelt: Find en stak bands der spiller balkan-ska og klezmer, del slivo ud til folket og giv den max gas. Og jeg skal lige love for at de forskellige bands gør hvad de kan. At Stengade 30 samtidig er det sted der minder mig mest om min russiske studietid med koncerter på skumle barer, gør bare oplevelsen mere autentisk.

I den helt modsatte ende af spektret var koncerten med Rufus Wainwright. Den fandt sted i cirkusbygningen, der nu omstunder er udliciteret til det svenske totalkoncept Wallmann. Sidste gang jeg så Rufus var det i Det Kongelige, hvor han havde slæbt et 11-mandsorkester med. Denne gang optrådte han solo, hvilket gjorde at det var et markant anderledes sæt, der blev præsenteret. Jeg tror ikke det er voldsomt sandsynligt, at jeg opsøger Wallmanns saloner af fri vilje en anden god gang, men det var en smuk koncert ikke desto mindre.

For at blive i det nordamerikanske hjørne var jeg så til Hayseed Dixie-koncert på Loppen. De fik maltrakteret alt fra Black Sabbath, Motörhead, Scissor sisters, Bangles og meget meget mere. Normalt er jeg ikke typen der går til country-koncerter, men i deres fortolkning er der dømt fest!

Og når jeg nu har sagt, at jeg sjældent går til country-koncerter, kan jeg ligeså godt afsløre, at jeg lørdag skal til Mark Knopfler-koncert. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor eller hvordan Nicolai fik mig overtalt, da jeg hverken er specielt vild med Dire Straits eller solo-tiden.

Det nyeste udspil er så småt ved at være færdigt og byder dels på en ny stil (eller en udvidelse af repertoiret), men ikke nok med det – sproget er denne gang dansk.

Da det ikke ligefrem vrimler med originale kunstnere her i landet, vil jeg på det kraftigste opfordre alle til at give de nye numre en chance. Man kan lægge ud med at høre det veloplagte nummer Thorkild og Ulla og fortsæt derfra endelig rejsen videre til Trine-Lise Værings myspaceprofil.

Yessir!