REM i parken

8. September 2008

Jeg havde på forhånd mine bange anelser om at tage til REM i parken – lyden plejer at være elendig og publikum uegnet. Hvad angår publikum blev mine værste anelser bekræftet da Maria og jeg af en person blev bedt om at rykke os 20-30 centimeter, da hun ikke havde det godt med at folk stod tæt på hende. Lyden var til gengæld ikke helt så grufuld som den plejer.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at REM var i topform. Jeg havde lidt frygtet at det ville blive en af årets mere stilfærdige koncerter, men de lagde ud med Living Well Is The Best Revenge og det med fuld knald på guitaren. Hvis man i øvrigt skulle udnævne et fraværende medlem af bandet, skulle det være Peter Buck, der lidt så ud som han var et andet sted.

Nærværende var til gengæld de to andre. Desværre var Mike Mills lidt for nærværende: Manden der nok har verdens dårligste korstemmer overhovedet fik lov til at synge lead i en hel sang. Maria mener at det må dreje sig om en joke, da nummeret (Rockville) i forvejen ikke hører til bandets mest skarpe.

Ellers var det en fed koncert – måske var det lidt skræmmende hvor uniformeret publikum opførte sig under tick tock-delen af Drive, men det skal ikke lægges bandet til last.

Med Mark i Røvballeland

21. April 2008

Nogle gange tager man til koncerter og forventer ikke specielt, bortset fra måske en positiv overraskelse. Koncerten med Mark Knopfler var en af den slags. Bort set fra at jeg mildest talt ikke blev positivt overrasket.

At publikum var en flok bonderøve hvis pludselig død i tilfælde af en terrorbombe ville koste et bestemt folkeparti et kredsmandat i Løgumkloster, skal bandet ikke klandres for. De skal som sådan heller ikke klandres for at gå på kl. 20.03, omend det må betragtes som en kende usportsligt.

Det, de skal klandres for, er alt andet. Musikken var gudsjammerligt kedelig! Første nummer mindede i betænkelig grad om et nummer med Shubidua om en skotte der laver sin egen whisky. Og første nummer var desværre toneangivende for hele koncerten.

Den eneste større musikalske ændring var (ifølge kendere), at der var kommet en multi-instrumentalist med, der spillede på violin, fløjte og et par strengeinstrumenter. Den ændring der kom ud af det var, at et par numre havde fået påklistret lidt fløjtefanfare som intro, men desværre blev der (så vidt jeg kunne høre) ikke refereret til intro-temaerne ellers.

Om Mark Knopflers indsats i øvrigt må man bemærke, at manden er røvsyg på scene, ikke taler mellem numrene og tilsyneladende også har begyndende slidgigt. I hvert fald haltede de hurtigere dele af Sultans of Swing og andre hurtigere sange gevaldigt.

Når man dertil lægger, at ingen i bandet har brugt de sidste 20-30 års uendelige repetition af det samme repertoire til at øve hverken crescendo eller kadence, står man tilbage med indtrykket af at Mark Knopfler nok bare ikke er noget specielt.

Koncertergænger igen

14. April 2008

I løbet af sidste uge har jeg fået revanche for en længere periode, hvor jeg ikke har været så aktiv koncertgænger. Tilmed har koncerterne været ret forskellige i stilarter: balkan ska/klezmer, pompøs pop og hillbilly country.

Den første koncert var arrangeret af Balkanfestudvalget der huserer på Stengade 30 og var en opfølger på en fantastisk koncert i begyndelsen af januar. Konceptet er ret simpelt: Find en stak bands der spiller balkan-ska og klezmer, del slivo ud til folket og giv den max gas. Og jeg skal lige love for at de forskellige bands gør hvad de kan. At Stengade 30 samtidig er det sted der minder mig mest om min russiske studietid med koncerter på skumle barer, gør bare oplevelsen mere autentisk.

I den helt modsatte ende af spektret var koncerten med Rufus Wainwright. Den fandt sted i cirkusbygningen, der nu omstunder er udliciteret til det svenske totalkoncept Wallmann. Sidste gang jeg så Rufus var det i Det Kongelige, hvor han havde slæbt et 11-mandsorkester med. Denne gang optrådte han solo, hvilket gjorde at det var et markant anderledes sæt, der blev præsenteret. Jeg tror ikke det er voldsomt sandsynligt, at jeg opsøger Wallmanns saloner af fri vilje en anden god gang, men det var en smuk koncert ikke desto mindre.

For at blive i det nordamerikanske hjørne var jeg så til Hayseed Dixie-koncert på Loppen. De fik maltrakteret alt fra Black Sabbath, Motörhead, Scissor sisters, Bangles og meget meget mere. Normalt er jeg ikke typen der går til country-koncerter, men i deres fortolkning er der dømt fest!

Og når jeg nu har sagt, at jeg sjældent går til country-koncerter, kan jeg ligeså godt afsløre, at jeg lørdag skal til Mark Knopfler-koncert. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor eller hvordan Nicolai fik mig overtalt, da jeg hverken er specielt vild med Dire Straits eller solo-tiden.

Trine-Lise Væring er en af de få solister i Danmark der systematisk har satset på sit talent og sin stemme snarere end fire sekunders letfordøjelig konkurrencebaseret tv-berømmelse.

Det nyeste udspil er så småt ved at være færdigt og byder dels på en ny stil (eller en udvidelse af repertoiret), men ikke nok med det – sproget er denne gang dansk.

Trine-Lise

Da det ikke ligefrem vrimler med originale kunstnere her i landet, vil jeg på det kraftigste opfordre alle til at give de nye numre en chance. Man kan lægge ud med at høre det veloplagte nummer Thorkild og Ulla og fortsæt derfra endelig rejsen videre til Trine-Lise Værings myspaceprofil.

Se den… (for Helvede)

17. March 2008

Spektr – things that go bump in the night:

Yessir!