Blogbrok

Jeg blev for nyligt spurgt om hvilke tre cd’er jeg ville tage med på en øde ø. Det ville jo mildest talt nogle hårde valg der ville skulle træffes. Heldigvis taler sandsynligheden for, at jeg ville ende med en iPod end en cd-afspiller på den dersens ø. Derfor har jeg lavet en liste over sange man til enhver tid bør have på sig. Personligt vender jeg vender nogle gange om, hvis jeg ikke har dem på mig.

Den hyperopmærksomme læser vil bemærke, at jeg ikke har nævnt specifikke sange med fx Radiohead, Mumijtroll’, Sheryl Crow og mange andre, men det er mest fordi det er hele albums snarere en enkeltsange der har gjort mig afhængig.

For ikke at komme ud i for meget polemik, er sangene listet alfabetisk. Nogle af begrundelserne er lidt nørdede, men på en øde ø er der vel ikke nogen til at brokke sig over det?

Første link går til youtube, link to går til wikipedia.

Bring back superman, Kashmir: En af de bedste danske rocksange med et smuk tema og genial brug af en octaver.

Cornflake Girl, Tori Amos: Bedre fås et rockklaver ikke! Jeg er ret glad for kombinationen af strengeinstrumenter også. Parasol var på listen for slideguitaren i andet vers og brug af perkussion, men slutningen er lidt lad. General Joy er også fantastisk i samspillet mellem bas, tromme og klaver – samt ikke mindst udtalen af ordet “decide”.

Evig pint, Kaizers Orchestra: Trods titlen er glæden ved “håndspillet” musik nærværende. Jeg synes det nummer fanger Kaizers Orchestra utroligt godt. Ellers har 170, Dr. Mowinckel og Salt & pepper også gjort mig glad i perioder.

Heart-shaped box, Nirvana: Egentlig er min yndlingsudgave af det nummer fra et bootleg, men uanset hvilken udgave man hører er det et pragtnummer fra den periode.

Into my arms , Nick Cave: En smukkere kærlighedssang skal man lede længe efter. Det skulle da lige være Babe, You Turn Me On.

Kak na vojne, Agata Kristi: Jeg stod på det tog alt for sent og hader generelt 80′er-musik, men det nummer har den rette attitude. Et omkvæd der siger noget a la “jeg afslutter slaget og tager kirsebærvinen med hjem” er da svært at sige nej til.

Make it rain, Tom Waits: Måske den sang jeg har hørt mest det seneste år. Der er dage på arbejde hvor jeg har hørt den 5-6 timer i træk, hvis jeg har villet signalere “vil ikke forstyrres”. Selve sangen er ekstremt simpel – bord & stol-tromme med passende bas og smuk, men aggresiv guitar der også leverer en genial solo. Stemmen er helt fantastisk til teksten. Jeg har en teori om at den stiger i tempo i løbet af nummeret, men det viser bare at en metronom er vejledende og ikke mere end det. Hoist That Rag eller Top Of The Hill for wah-guitaren ved 1,27.

Midlife crisis, Faith No More: FNM har leveret adskillige sange der burde indgå i folkeskolepensum, men denne ene er nok den, der har betydet mest for mig. Det var først for et halvt år siden jeg fandt ud af hvor lidt bassen laver.

Nothingness, Living Colour: Og nu vi taler bas – Doug Wimbishs bas på dette nummer fortjener en eller anden form for nobelpris.

Retrovertigo, Mr. Bungle: Noget af det mindst avantgarde de har lavet, men derfor stadig et smukt nummer.

Start wearing purple, Gogol Bordello: Skal der være fest (på den øde ø) så lad der være fest.

Terminator, Leningrad: Et lidt atypisk nummer for Leningrad (de skal helst se på en lillebitte bar, hvor der kun må lukkes 35 ind), men et smukt et af slagsen. Har man lyst til mere perfide tekster er de leveringsdygtige!

The word, The Beatles: Jeg er generelt ikke så meget til Lennon-sange, men jeg synes den holder!

There she goes my beautiful word, Nick Cave: En hymne til muserne og en af de få interessant sange om skriveblokeringer. Som det hedder i en anden sang: God was a major player in heaven.

Trafik, Zemfira: Jeg kunne ganske simpelt ikke lide det første album. To’eren var lidt for stylet, men derefter er det gået fremad. Go, Zemfira!

Until it sleeps, Metallica: Denne sang er lidt fra et vadested i deres karriere, men beviser hvorfor James Hetfield er verdens bedste rytmeguitarist og på dette album har en perfekt lyd. Et værdigt alternativ ville være Sad but true, men den har jeg kun på vinyl.

Vykhoda net, Splean: Splean har lavet mange fede numre: Bog ustal nas ljubit’ (Gud er træt af at elske os), Moloko i med (Mælk og/med honning), Orbit b/s (Sukkerfri Orbit), men dette er måske bare lige en tand federe på grund af den måe guitaren kommer ind i 2. vers.

You oughta know (acustic), Alanis Morissette. Jeg foretrækker versionen fra 2005 (dvs. uden Flea) men den oprindelige version har en af de bedste detaljer ever, i videoen ved 1,46. Are You Still Mad ville være andetvalget, hvis You Oughta var … udsolgt eller slidt op.

Jeg har endnu ikke skrevet noget om valget. Lad os sådan rent bogstaveligt lægge ud med en teaser.

Både DR og TV2 har valgt nogle lidt interessante teasere til deres valgspots: Speed Of Sound (Coldplay) og Surfing The Warm Industry (Kashmir). Man kan (selvsagt) ikke høre sang i teaserne, men da det er ret kendte sange, må man formode at i det mindste dele af målgruppen kan huske dele af teksterne.

Speed Of Sound i udklip:

How long before I get in?
Before it starts, before I begin?
How long before you decide?
Before I know what it feels like?
Where To, where do I go?
If you never try, then you’ll never know.
…

…
Climb up, up in the trees,
every chance that you get,
is a chance you seize.
How long am I gonna stand,
with my head stuck under the sand?
…

…
Ideas that you’ll never find,
All the inventors could never design.

Surfing The Warm Industry i udklip:

I wanna run from the apathy
from the questioning tongues
And eyes that just won’t come off
And get a job in a industry
Where a smile’s not required
And complaints are always the same

Cause baby you must be so fed up
With a boy that keeps telling you
How much good he’s gonna do
When all that is happening ’round here
Is happening in here
And nothing gets out there
Except for the truth

It’s up to you
Cause I’m absolutely numb
It’s up to you
Cause I’m absolutely numb

…

Cause no one does and nobody ever will
There is only space for one
And surely he gets killed
When the engine seizes up
You might call it existential crisis
I simply call it the bravery
Of emptiness

Forsøger medierne at fortælle os noget med dette?

Jeg var søndag d. 14/10 en tur i Imperial for at høre/se Græsted greatest live. Lad mig sige det med det samme: Jeg gik derfra både glad og skuffet.

På papiret så det godt ud da deltagerlisten talte Souvenirs, Peter Belli, Daimi(!), Allan Mortensen og mange andre der har været en tur forbi Wikke & Rasmussens univers. Sætlisten var også ganske imponerende: Hannibal & Jerry, Brug dit hjerte som telefon, Ridder Lykke, Voldsom Volvo, Jeg vil ha’ en baby, Holbæk og andre storslåede hits.

Det var blandt andet lykkedes arrangørerne at lokalisere den tidslomme Allan Mortensen bor i, så han gav den fuld gas til Voldsom Volvo iført stram krølle og leopard-jakke.

På plussiden talte også den pandekagetrio, der stammer fra Der var engang en dreng samt en hyperenergisk Al Agami.

Enkelte overraskelser blev det også til – Dieters Lieder var samlet til lejligheden og spillede Dig og mig. Jeg skal være helt ærlig; jeg troede qua det kastrattoneleje sangen ligger i, at det var en sang med Shit & Chanel. Døm selv. Jeg skal ikke udelukke at der i den sang ligger et par gode toner og kæmper for deres gode rygte, men desværre kunne de hverken dengang eller nu overvinde den bastante lydmur af firser-kitsch.

Det var dog flere ting der ikke var helt i vinkel. Udover nogle ret bizarre kiks med teknikken var koncerten ikke specielt vellykket gennemført. Adskillige sangere havde ganske tydeligt ikke øvet sig voldsomt på materialet (der var betragtelige brølere fra blandt andet Kaya B, Peter B og Dario C) og lyden var mikset til optagelse, ikke livebrug. Det er dog hvad det nu er og hvad man må leve med i den slags store opførelser.

Det mest irriterende var dog at selve koncertens format ikke var gennemtænkt. Når man vælger at holde en koncert i en biograf i stedet for en koncertsal har man truffet et markant valg. Når man samtidig vælger at lade værterne tale via lærredet og filmer undervejs, sender man også et kraftigt signal. Det kunne man snildt have fået mere ud af. Helt åbenlyst kunne man have valgt at lade de oprindelige musikvideoer køre i baggrunden, men man kunne også have mikset langt mere aktivt.

Af en eller anden grund jeg ikke kan forklare, har jeg de sidste par uger haft en stor trang til at læse blade om bas- og guitarblade om nyt gear. Grunden til at denne trang forekommer ligeså irrationel som det danske nej til euro’en er, at jeg købte en ny bas for 2½ år siden og sidste år købte både en top, nye højtalere og en Morley-wah.

Indtil videre har jeg modstået for fristelsen for bruge en større stak penge (i uspecificeret, ikke-inflatorisk valuta) ved simpelthen bare at læse om nye ting og sager. Blandt andet har jeg stor fornøjelse af at tjekke udstyr der er så absurd dyrt i USA, at det i dansk forhold snildt ville snige sig ind i det magiske grænseland mellem dumt men det går nok og selv ikke GE Capital vil kunne li det her.

Det kunne fx være udstyr som Beebasses, Warwick Vampyre, Godlyke Deity (dobbeltstrengede og det der er værre) og andre ting der er principelt ubrugelige til min spillespil.

En af de mere bizarre stykker legetøj, jeg er kommet forbi er en ni-strenget bas. Jeg har ikke set noget så … fremmedartet …, siden jeg spillede lut:

En anden god ting er, at jeg har fundet nogle nye steder at tjekke udstyr:
BassGuitarMagazine med samples fra test
Bass Player TV med samples, lektioner og andet

Jeg har et lidt anstrengt forhold til det nye Robbie-album. Der er dog en sang, jeg synes er lidt sjov: She’s Madonna, der i øvrigt er den næste single fra albummet.

Jeg kom (via min iPod) i tanke om, at sangen Midlife Crisis af Faith No More vist egentlig på et eller andet plan handler om Madonna.

Jeg kan som sådan både lide Robbie og FNM, men jeg synes nu nok at kvalitetsforskellen kommer klart til udtryk, hvis man sammenligner de to sange. Det er ikke helt lovligt at lægge musikken ud, så vi må nøjes med teksten (og et link til youtube med Midlife crisis)…

Omkvæd Robbie:

I love you baby
But face it she’s Madonna
No man on earth
Would say that he don’t want her
It’s me not you
I’ve got to move on
You’re younger too
But she’s got her groove on
I’m sorry love
Madonna’s calling me

Omkvæd Faith No More:

You’re perfect, yes, it’s true
But without me you’re only you (only you)
Your menstruating heart
It ain’t bleeding enough for two

Andet vers hos FNM:

What an inheritance
The salt and the kleenex
Morbid self attention
Bending my pinky back
A little discipline
A donor by habit
A little discipline
Rent an opinion

Sense of security
Holding blunt instrument
Midlife Crisis
I’m a perfectionist
And perfect is a skinned knee

Andet vers hos Robbie:

She’s got to be
obscene to be believed
That’s her routine
Not what she means to me
I found myself
by circumstance
across a room
where people dance
And quite by chance
she’ danced right next me

Alt i alt vinder FNM. Jeg har fundet ud af, at de både Robbie og FNM har indspillet sangen I Started a Joke af Bee Gees. Jeg har ikke hørt Robbies version, men FNM’s er bidende ond. We like!