På trods af jeg ikke har blogget i knapt et halvt år, er bloggen ikke helt død. Lad mig derfor slutte året af med lidt galde vedrørende et par af mine yndlingsaversioner: Folkekirken og Dansk folkeparti.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har aldrig haft den store fidus til den forening der kalder sig Trykkefrihedsselskabet. Trykkefrihedsselskabet blev skabt i kølvandet på en vis karikatur-krise og generelt har jeg haft den opfattelse, at den trykkefrihed, man værnede om var af et særligt tilsnit.

At formanden har bevæget sig fra det kulsorte til det direkte vederstyggelige, har således heller ikke direkte forbløffet. Det, der dog slog mig var, at Søren Espersen fra DF fik lov til at komme med mindst ligeså mærkværdige udtalelser i Information uden voldsomme modsigelser.

I den milde ende finder vi denne, der om ikke andet burde få adskillige lektorer på KU og SDU til at fare i harnisk:

»Lars Hedegaard er den i Danmark – uden for den muslimske kreds – der ved mest om islam og koranen. Og jeg har ikke hørt ham sige noget forkert tidligere. Hans indgang bygger på langt mere viden, end jeg har,« siger Søren Espersen.

Der er flere udtalelser fra Espersen jeg på en god dag ville finde anstødelige, men specielt denne, tør man sige perle?, vender al logik på hovedet i en grad, at man ikke fatter at nogen redaktør har ladet den gå igennem:

– Så de skal først bevise, at de ikke voldtager deres egne børn?

»Jeg ved bare, at der er masser af eksempler på, at muslimske piger står i kø for at få syet deres mødom sammen før ægteskabet. Der er masser af eksempler. Men det er jo klart, at det ikke foregår i alle muslimske familier, det tror jeg heller ikke, Hedegaard mener,« siger Søren Espersen.

Rent retorisk er det næsten et mesterværk per automatik at kæde sex før ægteskabet sammen med pædofili hos muslimer og samtidigt at gå fra det partikulære (og udokumenterede) til det generelle. Men jeg skal da lige love for, at der blotlægges nogle synspunkter der i bedste fald kan kaldes kontroversielle.

Bliver man træt af altid at diskutere reaktionære muslimer, kan man jo altid vænne blikket mod Grundlovens §4 og §66, der nok hører til mine absolutte hade-paragraffer i den efterhånden lidt bedagede grundlov. Ifølge en ny undersøgelse vil kun et fåtal af de danske præster gøre folkekirken uafhængig af staten.

Argumenterne som et par af præsterne finder frem er dog en kende besynderlige. En præst fra Ballerup, Susanne Føns Lomholt, citeres for at sige:

»Jeg er bange for, vi ville lide et kulturtab. Kirken ville hurtigt blive reduceret til at være et ceremonisted, man ville benytte efter lyst, og dermed ville vores trosgrundlag forsvinde sammen med sammenhængskraften i vores samfund.«

Nu har vi jo lige akkurat overstået en mindre højtid – hvor mange var i kirke?. Hånden på hjertet! Anyways, hvis du var, har du misforstået en god del: Du skulle hellere have været der til første advent, i påsken eller i pinsen!

Ser vi bort fra det, hvor mange kommer så bare forbi en gudstjeneste uden at have en bestemt ceremoni som anledning?

Samme præst fortsætter:

Det handler om troens grundlag og det faktum, at vi skiller vores samfund i to dele, hvis folk selv skal sørge for at melde sig ind i folkekirken.

Hvis det er det bedste skyts en cand.theol kan finde frem til forsvar for folkekirken som institution, ser det skisme ikke alt for godt ud. Det er mit indtryk at de fleste mennesker godt kan overskue at melde sig ind i de foreninger, de ønsker at støtte.

Jeg foreslår, at man på teologisk fakultet bruger markant mindre tid på bibelsk eksegese og ekskatologi og i stedet fremover satser lidt mere på praktisk anvendelse, tiden efter Luther og eventuelt markedsføring.

Nå ja, godt nytår…

Borgerligt et eller andet

6. January 2009

borgerligt

Det er nu også svært at holde styr på alle de radikale der ikke er radikale. Men held og lykke med det alligevel.

www.falliterklæring.dk

3. August 2008

K har spillet fallit

K har spillet fallit

Så kan det da heller ikke blive mere pinligt for det lille “regeringsparti”:

Den omvendte verden

24. July 2008

eller: Kan de ikke bare spise kage?

Et at de partier der plejer at være mest konsistente i deres holdninger er Dansk Folkeparti. Her til morgen var jeg dog ved at få min (økologiske) morgenbolle galt i halsen: Sygeplejersker, politibetjente og andre middelindkomst-grupper er ikke længere en del af målgruppen – i hvert fald ikke når det gælder boligspørgsmål.

Baggrunden for det er, at de nu mener at folk, der ikke har råd til at bo i København, må flytte længere ud:

“Hvis man kigger på Ishøj og de andre områder ude omkring, så er der rimelige priser på boliger og kun 20 minutter ind med et S-tog, og så må folk jo flytte derud,” siger Dansk Folkepartis boligordfører, Anita Knakkergaard. (Kilde: Information)

Der er som sådan ikke noget nyt i den holdning, men at DF deler den er vist nyt.

Noget der måske er mere interessant er, at partiet nu pludselig går meget op i EU-regler:

Anita Knakkergaard mener imidlertid, at det vil være i strid med EU’s regler at give flere støttekroner til det almene byggeri.

“Vi kan jo ikke give støtte til politibetjente og sygeplejerskers boliger. Det vil være konkurrenceforvridende i forhold til det private,” siger hun.

Det må da vist betegnes som et nybrud, at de går op i den slags?

Kortidshukommelse

2. July 2008

Jacob Jensen, der er erhvervsordfører for Venstre, mener at

Hvis folk kommer hjem fra Østen med et Rolex-ur til 30.000, som de kun har betalt 100 kr. for, så ved de altså godt, at de har købt en kopi. Det skal for fremtiden udløse en bøde. (Kilde: DR)

Og fred da være med det. Manden har jo ret i at gældende lov ikke overholdes. Problemet med det er nok snarere, at Hr. Jensen ikke står alene med det standpunkt:

Danmark mister skattekroner på kopivarer
Når statsministerfruen køber falske Louis Vuitton-tasker, skader det både Danmarks økonomi og omdømme, mener ekspert.(Kilde: Ingeniøren)

Har chefen for det hele set det forslag før det blev præsenteret for pressen?