Og hvilken bedre anledning er der næsten end den verserende sag i Sverige mod folkene bag The Pirate Bay?

The Pirate Bay er, for de der ikke på forhånd måtte vide det, det seneste skud på stammen inden for kategorien “fildeling”. De nærmere omstændigheder betyder ikke så meget men i korte træk fungerer websitet som en slags Google, der blot udelukkende henviser til torrents, med andre ord har deres søgemaskine information om hvilke brugere der har hvilke programmer til deling.

Folkene bag The Pirate Bay mener selv at de blot videreformidler information og at information, som bekendt, vil være fri. Problemet er blot at information i deres optik også er fx bøger, musik og software. Med andre ord: Lærebøger, film, kontorpakker og så videre.

Hippie som jeg er, mener jeg at fri information er decideret fjong – fri software (firefox, linux, open office), fri musik (Nine Inch Nails er år forud og både Prince og Radiohead har fattet pointen) åbenhed i forvaltning er ubetinget af det gode. Omvendt tror jeg ikke at de fleste forfattere, skuespillere og musikere er ligefrem begejstrede for at folk “kommer til” at benytte gratisudgaven.

Desværre er de fleste firmaer et årti eller mere bagud: De benytter sig hellere af distributionskameler end -kanaler. Hvorfor kan man ikke se film når man selv vil, hvorfor skal man købe programmer på en dvd og ikke online, hvorfor skal jeg købe en hel programpakke for få adgang til et bestemt program, hvorfor virker mine betalte mp3′ere kun på én pc?

Før den samlede industri tager sig sammen, kan jeg ikke tage dem seriøst når de hellere end at følge forbrugerne vil bruge millioner på lave rapporter med flotter grafer over deres årlige, fiktive tab og dernæst hive folk i retten.

Omvendt synes jeg at det er lige lovligt fornemt at tale om begrænsning af ytringsfriheden og demokratiet i samme åndedrag som en omtale af TPB – hvis jeg som programmør eller musiker har lyst til at dele mine værker ud kvit og frit, bør det være et valg jeg selv træffer, ikke et valg en skrupelløs teenager i Nørre Nissum træffer på mine vegne. Hvis jeg arbejder for et firma der har som forretningsstrategi at brugere betaler et engangsbeløb ved erhvervelse, kan det vel nærmest kun gå udover de ansatte, hvis det program kan hentes gratis via TPB.

Og til noget lidt andet, men alligevel beslægtet: Det er næppe nogen hemmelighed at jeg ikke er så vild med idéen om Norge som sådan. Dog findes der en stak enkeltindividder der bør roses. I denne uge er et par af de store, norske websites således gået sammen om at sende Internet Explorer 6 på pension.

Når jeg synes det er en god idé er det fordi det ene program er skyld i så mange problemer og spildte mandetimer at det burde være sendt i graven langt tidligere. Jo hurtigere man kan komme videre til Internet Explorer 7, Firefox, Opera, Safari, Chrome eller lignende desto bedre. Skift i dag og få en hurtigere, mere sikker og mere stabil oplevelse med det samme!

Den er fantastisk al den stund det rent faktisk er en smart smart-phone, i modsætning til de mobiler man ellers ser fra HTC, Nokia, Sony-Ericsson og hvad de nu ellers hedder.

Integrationen med net/wlan/3G, GPS, mail (outlook og gmail) kører fortrinligt og så videre og så videre.

Der er nogle ting jeg ikke kan forlige mig med såsom at jeg ikke kan vælge min sms/besked-tone, som jeg ellers er vant til. At få sin musik flyttet fra sin iPod til sin iPhone krævede også nogle krumspring.

Men hvor den til gengæld er ufatteligt genial er på add-on/plugin-fronten: Jeg har downloadet nogle små applikationer der giver mig mulighed for at spille klaver, guitar, trommer, online fløjte(!) men måske mest blæret af alt: Et plugin der giver mulighed for at skrive blogindlæg direkte fra telefonen

Jeg sad og stenede madanmeldelser på iByen, da jeg så noget så en bannerannonce, der så interessant ud: En reklame for umamis take away-koncept.

Det eneste problem er som sådan det man  i min branche kalder modtagesiden:

Gratis tip til Umami (eller jeres mediebureau): I bør nok lige overveje om det nu også er helt pengene værd at køre kampagner mens køkkenfolkene holder ferie.

Godt så.
1) Der er ikke noget på siden om et eventuelt kriseberedskab på siden
2) Den vigtigste nyhed er, at Carlsberg har problemer med deres markedsføring?

Update: Der er en overskrift, der lugter af krise: Parykalgen invaderer Sjælland. Desværre virker linket ikke. Måske har Parykalgen spredt sig og har infiltreret DR Byen?

Kort fortalt er det en bizar fejlbesked, man i ny og næ kan opleve i … et program jeg bruger en del. I den positive ende af skalaen er det, at man får at vide hvad der kan være galt “Server response could not be decoded using encoding type returned by server. This is typically caused by a Web Site presenting a content encoding header of one type, and then encoding the data differently”.

Problemet er nok, at langt de fleste mennesker ikke forstår hvad det går ud på (jeg vil helt konkret tro at det er noget med utf-8 og iso 8859-1).

Derfor er der en rar sjæl der har udtænkt en løsning jeg generelt kunne bruge ret ofte i det virkelige liv:

If you need help, try the big HELP button below.

Opbygningen af en hjemmeside kan ske i diverse programmeringssprog – man skelner typisk mellem dynamiske og statiske. Dynamiske hjemmesider ses på hjemmesider for aviser, online butikker og den slags, hvor indholdet hentes frem fra en database. Det er vældigt praktisk, men for mindre hjemmesider lidt at skyde sommerhuse med krydsermissiler.

Forsiden på fx eb.dk ændrer sig flere gange dagligt, deres slogan er deadline hvert femte minut. En del af siderne på thisisnt (altså ikke bloggen, men de gamle sider) ændrer sig en gang om året eller mindre. Der er derfor ikke den store grund til at kaste kilovis af kode over disken for at lade som om indholdet er mere smart end det reelt er. Tilmed er der også den fordel ved statiske sider, at de ofte er lidt lettere for Google at indeksere (det er selvsagt en sandhed med modifikationer, men hvis man er ved at lave sin første hjemmeside er der ingen grund til at gå agurk over småting).

Uanset hvilket sprog (asp, php, cfs, jsp og hvad de forskellige dynamiske varianter nu hedder) bliver det man ser i browseren altid i sidste ende html (HyperText Markup Language). Ligesom alle andre sprog findes der regler for god og dårlig sprogbrug for html. Én af dem er, at en html-fil skal have adskilt head og body:

Derudover hjælper det også hvis man er så flink at fortælle hvilken “dialekt” man taler, da html findes i flere varianter – de seneste hedder html 4 og xhtml 1 og fås begge i strict eller transitional. De fleste er nok uendeligt ligeglade med det her, men det er de forskellige browsere ikke – jo mere de skal gætte, dersto mere vil de lave fejl. Lidt ligesom jeg også automatisk har sværere ved at oversætte en tekst, hvis jeg ikke ved om den er forfattet på sønderjysk eller norsk.

Når man begynder at lægge teksten ind, kan dette naturligvis også gøres mere eller mindre elegant. En særdeles elegant (og tidsbesparende) måde at lægge tekst ind på, er at skelne mellem overskrift og brødtekst. En overskrift skal udformes således:
<h1>Jeg er er en overskrift</h1>

En underoverskrift ser sådan ud:
<h2>Jeg er er en mindre overskrift</h2>

Den opmærksomme læser kan nok regne ud hvordan man laver en underskrift der skal være endnu mindre.

Der er selvsagt fyrretyve andre ting man kan sige om tekst på nettet (såsom: skriv tekster så korte som muligt…) men intet af det vil hjælpe, hvis der er basale fejl i det leverede.

Først og fremmest skal man tænke på, at alle brugere ikke er ligesom dig selv. Årh hvad?!? Årh jo!

Jeg bruger fx min mobiltelefon til at browse hver eneste gang jeg står i en metro, en kø eller bare keder mig. Der findes programmer (browsere) der er udviklet alene til det formål. Min favorit hedder Opera mini og fås i enhver velassorteret linksamling.

Jeg bruger den tit til at finde ud af diverse mystiske oplysninger via wikipedia, tjekke adresser og tilfældige her og nu-ting. Og det er bestemt ikke altid kønt, hvad man ser.

Jeg blev for nyligt spurgt om prisniveauet på en bestemt restaurant i København. Intet er vel lettere at tjekke deres eget site?, tænkte jeg. Men det var det: De kære væsner har lavet et site, der sikkert er både velment og kønt.

Desværre virker det bare ikke lige, hvis man ikke har flash installeret:

Nu er det jo ikke kønt at mobbe folk, så jeg skal nok undlade at nævne hvilken restaurant med to michelin-stjerner, der har fået lavet deres site i en frokostpause i nærmeste pølsevogn.

I dette tilfælde er det måske ikke så vigtigt, men nu er det jo ikke alle, der er så kendte, at de kan tillade sig den luksus aktivt at fravælge besøgende. Jeg har intet mod flash eller grafik, men det er godt nok ikke en særskilt effektiv måde at tiltrække nye kunder ud fra et søgemaskine-synspunkt da Google ikke kan “læse” hvad der står i de grafiske elementer.

Helt konkret ser det, Google ser således ud:

Hvis du synes det ser sort ud, synes Google det nok også.

Sagt helt firkantet er Google en ganske ok søgemaskine der kan bruges til mange ting.

For at blive i det firkantede fungerer Google ved hjælp af links og tekst. Helt så simpelt er det selvsagt ikke og derfor findes der nu en branche, der beskæftiger sig med søgemaskineoptimering (eller Search Engine Optimisation som hedder på et hyppigt brugt fremmedsprog).

Kort fortalt ser et link mere eller mindre således ud på teknistisk: <link>DR</link>

Det fortolker Google helt fornuftigt som “der står noget om “DR” på den side, der linkes til”. Eftersom jeg linker fra min exceptionelt fede blog til den anden side, må den side jo være endnu mere relevant for folk der vil vide noget om DR.

Hvis jeg nu skriver <link>DR’s forside med mange nyheder</link> vil Google nu vide, at hvis man skal skal finde noget om DR’s forside og nyheder, skal man følge linket.

Så langt så godt…

Når Googles lille søgerobot går ind på DR’s forside vil den så gøre to ting:

1. Begynde at læse siden igennem for tekst
2. Gennemgå alle links på DR’s website – internt på sitet og til andre sites.

Hvis man nu planlægger at lave et website skal man derfor sørge for to ting: links og relevant tekst.

Mange folk der laver et site er tilfredse hvis bare Google finder det, når man søger på firmanavnet. Hvilket også er fint, hvis man går ud fra at folk kender det. Den triste nyhed er, at det gør folk ikke. “Normale mennesker” søger ikke på “casanova furniture”, men ordet sofabord.

For at opsummere: Det er alfa og omega at der er links til dit site og at der er tekst.

Jeg bruger et par gange om dagen der program der hedder “Google AdWords Editor” som er en slags forvokset regneark til Google. Problemet med det er, at det forsøger at gætte hvad jeg taler alt efter hvordan jeg logger ind. Det vil sige, at det i løbet af en normal dag taler flere sprog til mig, da jeg har kunder fra forskellige lande. Jeg har indtil videre været udsat for engelsk, dansk, norsk, tysk og hollandsk.

Google stoler heller ikke helt på, at jeg mener det, når jeg skriver google.com i stedet for google.dk, hvilket gør at jeg skal lave flere klik for at udføre en given opgave.

Google er dog ikke de eneste, der mener de kender mig. Microsofts nye portal, live.com, udviser nogle lignende tendenser:

Blogs skrevet på live.com bliver “oversat” når man bruger deres egen browser, Internet Explorer. Firefox viser mig siden sådan:

Mens Explorer forsøger at oversætte noget af menuen:

Til ære for hvem? Det er hverken det ene eller andet sprog man får som resultat, så jeg ville helst have været foruden.

Helt galt får det, hvis man skal hente gadgets til Vista: Af en eller anden grund synes siden/Microsoft/nogen, at jeg i Explorer kun må se danske gadgets, mens Firefox viser mig alt der er relevant i forhold til det, jeg har bedt om.

Live.com i Explorer:

Samme søgning i Firefox:

Med andre ord forhindrer “hjælpen” mig i at gøre noget hvis jeg bruger Microsofts eget site i en browser de har lavet på et operativ system lavet af dem. Flot!

Det tog Microsoft fire-fem år at lave det, så forventningerne var store. Modsat de fleste synes jeg faktisk at de nye sikkerhedstiltag er ganske fornuftige; størstedelen af mine bekendte burde ikke være logget på som administrator, når de er på nettet.

Det, jeg er blevet mest glad for er egentlig startmenuen, der i mit tilfælde ser sådan ud:

Vista holder en eller anden form for statistik over hvilke programmer man åbner mest (ved at bruge menuen, programmer der åbnes automatisk bliver ikke vist). Jeg har tilføjet et par quick launchs som åbner de værktøjer jeg bruger mest. Det betyder effektivt at jeg stort aldrig skal rode rundt for at finde programmer.

En anden god ting er søgefunktionen, der virker upåklageligt og hurtigt.

At jeg så stadig ikke kan få min telefon til at connecte via bluetooth er så en anden sag