Først og fremmest var Danko Jones noget så sjældent som et opvarmningsband, der tog titlen alvorligt og forsøgte at gøre folk klar til hovednavnet.

Rent undtagelsesvis gik Guns N’ Roses på uden voldsom forsinkelse, hvilket i sig selv bør indgå i historiebøgerne. Da de rent faktisk gik på scenen var det bogstaveligt talt med røg og damp og titelnummeret fra det seneste album. At DJ Ashba kan lyde som Slash og i øvrigt også er noget af en showmand kunne man både se og høre allerede introen til andet nummer, Welcome To The Jungle.

Rent teknisk var den linje der var lagt på de to soli i sangen var en næsten en-til-en udgave af den indspillede version, hvilket i øvrigt var en tendens der fulgte hele koncerten (med undtagelse af sange med længere soloforløb).

Hvis vi lige dvæler ved guitaristerne lidt – de hedder for tiden Richard Fortus, Ron ‘Bumblefoot’ Thal og sidst men bestemt ikke mindst: DJ Ashba – er der ingen tvivl om, at de rent teknisk er mindst ligeså dygtige som Slash, Izzy og Gilby. Man kan diskutere det geniale i at have tre leadguitarister i ét band og det gik også lidt galt i ny og næ, fx i det stille stykke i Rocket Queen, men egentlig synes jeg, at de var ret disciplinerede.

DJ Ashba i fuldt vigør.

At det mindste af GNR’s albums, G N’ R Lies, var helt udraderet fra sætlisten var måske ikke den store overraskelse, men hvad der overraskede mig lidt var, at Use Your Illusions næsten også var fjernet. Kun to egne numre kunne det blive til, men det var til gengæld i imponerende gode udgaver. Dog kunne man specielt i slutningen af You Could Be Mine høre, at Axl efterhånden har det lidt svært med lange, høje toner.

Derudover spillede de to numre, man nok skal være ret afhængig af firserkitsch for at værdsætte: Live And Let Die og Knockin’ On Heavens Door. Live And Let Die var særskilt pinlig (ordet kummerlig ligger lige for), da nogle medbragte, forvoksede bordbomber gjorde at tempoet gik ret meget ned i visse dele.

Hovedvægten af numre lå derfor på det helt klassiske (hvor de fleste blandt publikum nok stod og savnede Slash) og de helt nye numre. Personligt kan jeg fint leve med de nye medlemmer. Jeg har kun set GNR en gang tidligere, i de “glade” halvfemsere, men spilleglæden anno 2010 var noget højere end den var i 1993.

Axl og Fortis

Valget af sange fra de gode gamle dage, kan der ikke indvendes noget mod, jeg synes måske at det var mere diskutabelt. Sorry, This I Love og i særdeleshed Street of Dreams hører efter min ringe mening til nogle af de svageste numre på det nyeste album. Vi fik dog også Better og det måske mest misforståede nummer, Madagascar (begge ekstranumre), så det tæller op i den samlede bedømmelse.

Jeg har aldrig dyrket Django systematisk, men var alligevel hooked på idéen om at opleve musikken live.

Rollen som Django skulle udfyldes af Adrien Moignard, der må siges at have mere fingersnilde end fleste (med de relevante fingre i behold).

Desværre valgte DR’s big band at smadre alt godt og grundigt ved hjælp af et håbløst musikvalg og urimeligt kedelige arrangementer.

DR mente åbenbart at man skulle gå efter at please Nyhavnssegmentet, så der blev ikke plads til unødvendigheder som fx Djangology, Minor swing eller Nuages, der ellers rask væk indgår i jazz-standards verden over.

I stedet spildte man dyrbar tid på ligegyldigheder som Autumn leaves, et Coltrane-nummer og Gud bedre det Det var en lørdag aften.

Man fandt tid til at spille Belleville i en bigband-udgave, men hvorfor så ikke spille et nummer som It don’t mean a thing (if it ain’t got that swing) eller eks The Ritz, der dog kunne passes ind i bigband-rammen?

Der var enkelte gange hvor det virkede, men ellers var det desværre en tynd kop kaffe

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har aldrig haft den store fidus til den forening der kalder sig Trykkefrihedsselskabet. Trykkefrihedsselskabet blev skabt i kølvandet på en vis karikatur-krise og generelt har jeg haft den opfattelse, at den trykkefrihed, man værnede om var af et særligt tilsnit.

At formanden har bevæget sig fra det kulsorte til det direkte vederstyggelige, har således heller ikke direkte forbløffet. Det, der dog slog mig var, at Søren Espersen fra DF fik lov til at komme med mindst ligeså mærkværdige udtalelser i Information uden voldsomme modsigelser.

I den milde ende finder vi denne, der om ikke andet burde få adskillige lektorer på KU og SDU til at fare i harnisk:

»Lars Hedegaard er den i Danmark – uden for den muslimske kreds – der ved mest om islam og koranen. Og jeg har ikke hørt ham sige noget forkert tidligere. Hans indgang bygger på langt mere viden, end jeg har,« siger Søren Espersen.

Der er flere udtalelser fra Espersen jeg på en god dag ville finde anstødelige, men specielt denne, tør man sige perle?, vender al logik på hovedet i en grad, at man ikke fatter at nogen redaktør har ladet den gå igennem:

- Så de skal først bevise, at de ikke voldtager deres egne børn?

»Jeg ved bare, at der er masser af eksempler på, at muslimske piger står i kø for at få syet deres mødom sammen før ægteskabet. Der er masser af eksempler. Men det er jo klart, at det ikke foregår i alle muslimske familier, det tror jeg heller ikke, Hedegaard mener,« siger Søren Espersen.

Rent retorisk er det næsten et mesterværk per automatik at kæde sex før ægteskabet sammen med pædofili hos muslimer og samtidigt at gå fra det partikulære (og udokumenterede) til det generelle. Men jeg skal da lige love for, at der blotlægges nogle synspunkter der i bedste fald kan kaldes kontroversielle.

Bliver man træt af altid at diskutere reaktionære muslimer, kan man jo altid vænne blikket mod Grundlovens §4 og §66, der nok hører til mine absolutte hade-paragraffer i den efterhånden lidt bedagede grundlov. Ifølge en ny undersøgelse vil kun et fåtal af de danske præster gøre folkekirken uafhængig af staten.

Argumenterne som et par af præsterne finder frem er dog en kende besynderlige. En præst fra Ballerup, Susanne Føns Lomholt, citeres for at sige:

»Jeg er bange for, vi ville lide et kulturtab. Kirken ville hurtigt blive reduceret til at være et ceremonisted, man ville benytte efter lyst, og dermed ville vores trosgrundlag forsvinde sammen med sammenhængskraften i vores samfund.«

Nu har vi jo lige akkurat overstået en mindre højtid – hvor mange var i kirke?. Hånden på hjertet! Anyways, hvis du var, har du misforstået en god del: Du skulle hellere have været der til første advent, i påsken eller i pinsen!

Ser vi bort fra det, hvor mange kommer så bare forbi en gudstjeneste uden at have en bestemt ceremoni som anledning?

Samme præst fortsætter:

Det handler om troens grundlag og det faktum, at vi skiller vores samfund i to dele, hvis folk selv skal sørge for at melde sig ind i folkekirken.

Hvis det er det bedste skyts en cand.theol kan finde frem til forsvar for folkekirken som institution, ser det skisme ikke alt for godt ud. Det er mit indtryk at de fleste mennesker godt kan overskue at melde sig ind i de foreninger, de ønsker at støtte.

Jeg foreslår, at man på teologisk fakultet bruger markant mindre tid på bibelsk eksegese og ekskatologi og i stedet fremover satser lidt mere på praktisk anvendelse, tiden efter Luther og eventuelt markedsføring.

Nå ja, godt nytår…

Jeg nåede ikke at høre så mange koncerter, men tre af Orange-koncerterne står øverst og nederst. Det negative først: Jeg har ikke oplevet så elendig Nick Cave-koncert før. Øv!

Til gengæld var Faith No More langt bedre end den ene gang jeg nåede at se dem i halvfemserne. Man kan undre sig over at de gider spilde tid på Easy (det brokkede jeg mig også over sidst jeg så dem), men det er vel noget med at en del gerne vil høre dem. Mike Patton er stadig bindegal og en af verdens bedste sangere. At trommeslageren og guitaristen brugte fem minutter på at skændes med 50.000 tilskuere kan man kun forbløffes over.

Derudover var den bedste koncert nok med Nine Inch Nails. Jeg har aldrig været så vild med dem, men det var en af de bedste koncert-oplevelser jeg nogensinde har haft. Trent-drengen er helt klart en af de mest visionære mennesker i musik-bizniz. At han også er en fænomenal musiker der tilmed blev hjulpet af et sygeligt velspillende band (alt andet lige skal Robin Finck fremhæves, da han nok ligger på top ti over verdens bedste guitarister) gør det jo kun bedre.

Ellers stod den på blandet Cosmopol og digt-oplæsninger. Fodnote til det: Jeg er ked af at sige det, Hr. Nikolaj Zeuthen, men enten synger du ikke specielt godt, eller også er sangen om Preben Elkjær noget af det værste lort rent metrisk/teknisk i dette tiår!

Uanset hvem der har ret har jeg i ny og næ muntret mig med at opsummere kunders henvendelser i haiku-form. “-form” er vigtigt her, da “digtene” formeldt set ikke opfylder alle krav til haiku, fx mangler de alle en årstid.

Ikke desto mindre: Tre haiku fra min tid hos TraceWorks:

Vi regnede med
At have løst dit problem
Men desværre nej

Ærede kunde
Du skulle have svaret
Det har du ej gjort

Dear customer
I tried to explain
Listen, don’t speak

Der skal heller ikke herske tvivl om at nogle af sangerne faktisk synger godt hvis man ser på deres evne til at pitche og den slags.

Det gør det bare stadig ikke til andet end underholdning. Det end ikke lugter af kunst!

Jeg er heldigvis i den situation at jeg har en stak venner der løbende holder mig opdateret med nye trends.

Jeg var for nyligt til fest hos The pixel artist formerly known as Y! og havde i den anledning fornøjelsen at træffe den visionære leder af Harp core. Hun laver en fortrinlig kombination af moderne musik og harpe. Da jeg første gang hørte det for små to år siden var jeg lidt forbløffet – dén kombi havde jeg ikke set komme. Det er med stor glæde jeg ser frem til at høre det nye materiale der skulle udkomme snart.

Lidt i samme tråd er Monkey Cup Dress der laver fantastiske sange på en sprød bund af ukulele. Specielt nummeret Honolulu burde sendes i rotation på enhver radiostation har så meget som overvejet at spille musik fra X Factor.

Jeg har i efterhånden mange år haft den store ære at ligge i slipstrømmen af Rytmehans/Mikka og de ufatteligt mange typer musik, han dyrker. Det var således ham der i 2002 introducerede mig for Gogol Bordello.

Mikka har det seneste stykke tid opdyrket en interesse i et område jeg ellers ikke kendte det store til: Laos. Han har gjort mig opmærksom på en myspaceside med prøver på musik fra Laos som man skylder sig selv at give et forsøg.

Så hvis man føler sig en smule træt af generisk pop sunget af skrigeballoner er der andre steder at gå hen. God lytter!

Og hvilken bedre anledning er der næsten end den verserende sag i Sverige mod folkene bag The Pirate Bay?

The Pirate Bay er, for de der ikke på forhånd måtte vide det, det seneste skud på stammen inden for kategorien “fildeling”. De nærmere omstændigheder betyder ikke så meget men i korte træk fungerer websitet som en slags Google, der blot udelukkende henviser til torrents, med andre ord har deres søgemaskine information om hvilke brugere der har hvilke programmer til deling.

Folkene bag The Pirate Bay mener selv at de blot videreformidler information og at information, som bekendt, vil være fri. Problemet er blot at information i deres optik også er fx bøger, musik og software. Med andre ord: Lærebøger, film, kontorpakker og så videre.

Hippie som jeg er, mener jeg at fri information er decideret fjong – fri software (firefox, linux, open office), fri musik (Nine Inch Nails er år forud og både Prince og Radiohead har fattet pointen) åbenhed i forvaltning er ubetinget af det gode. Omvendt tror jeg ikke at de fleste forfattere, skuespillere og musikere er ligefrem begejstrede for at folk “kommer til” at benytte gratisudgaven.

Desværre er de fleste firmaer et årti eller mere bagud: De benytter sig hellere af distributionskameler end -kanaler. Hvorfor kan man ikke se film når man selv vil, hvorfor skal man købe programmer på en dvd og ikke online, hvorfor skal jeg købe en hel programpakke for få adgang til et bestemt program, hvorfor virker mine betalte mp3′ere kun på én pc?

Før den samlede industri tager sig sammen, kan jeg ikke tage dem seriøst når de hellere end at følge forbrugerne vil bruge millioner på lave rapporter med flotter grafer over deres årlige, fiktive tab og dernæst hive folk i retten.

Omvendt synes jeg at det er lige lovligt fornemt at tale om begrænsning af ytringsfriheden og demokratiet i samme åndedrag som en omtale af TPB – hvis jeg som programmør eller musiker har lyst til at dele mine værker ud kvit og frit, bør det være et valg jeg selv træffer, ikke et valg en skrupelløs teenager i Nørre Nissum træffer på mine vegne. Hvis jeg arbejder for et firma der har som forretningsstrategi at brugere betaler et engangsbeløb ved erhvervelse, kan det vel nærmest kun gå udover de ansatte, hvis det program kan hentes gratis via TPB.

Og til noget lidt andet, men alligevel beslægtet: Det er næppe nogen hemmelighed at jeg ikke er så vild med idéen om Norge som sådan. Dog findes der en stak enkeltindividder der bør roses. I denne uge er et par af de store, norske websites således gået sammen om at sende Internet Explorer 6 på pension.

Når jeg synes det er en god idé er det fordi det ene program er skyld i så mange problemer og spildte mandetimer at det burde være sendt i graven langt tidligere. Jo hurtigere man kan komme videre til Internet Explorer 7, Firefox, Opera, Safari, Chrome eller lignende desto bedre. Skift i dag og få en hurtigere, mere sikker og mere stabil oplevelse med det samme!

Det er nu også svært at holde styr på alle de radikale der ikke er radikale. Men held og lykke med det alligevel.

I grove træk har 2008 været et relativt stille og roligt år. Størst indtryk gjorde nok turen til USA, men der har været en del mindre oplevelser også. I løbet af året har jeg også fået genoptaget kontakten med nogle venner jeg ellers ikke havde set i flere år. Samtidig har jeg i løbet af året også fundet nye venner, så det er alt i alt ikke det værste.

Den ubetinget største skuffelse i løbet af året har været professionel. Efter et umanerligt “træls” år har jeg derfor fundet en ny arbejdsplads hos ad pepper, hvor jeg ser frem til at begynde snarest. Det er noget med computere.

2009 ser ud til at tegne fremragende. En af de største events bliver nok brylluppet i februar

For mig at se, går der en direkte linje fra det seneste album (og det sidste med det klassiske setup) til det nye. I særdeleshed vil jeg gerne pege på de noget mere komplekse sange, November Rain (som egentligt stammer fra tiden før Appetite for Destruction) og Estranged, der for mig at se ligger til grund for en del af de nye sange. Samtidig er det hver at bemærke at slutnummeret på Illusions II er et rent Axl-nummer: My World, der som det første benytter sig som sampling og elektroniske instrumenter som de væsentligste elementer.

Dermed gøder jeg også jorden for, at de øvrige medlemmer af GNR skal ses som statister i den større vision. Allerede i tidligt i 90′erne gik der rygter om et diktaturlignende arbejdsmiljø, hvilket fik McKagan og senere Slash til at smutte omkring 1997. Jeg mener at McKagans talent er til at overskue og strengt taget at Slash er intellektuelt doven. Han har en gudsbenovet tone og udfylder sin plads perfekt, men som sangskriver er han ikke særskilt interessant, hvilket desværre fremgår med al uønskelig tydelig af Slash’s Snakepit og Velvet Revolver (bare det at lave et album ved navn Contraband, siger vel en del).

Fraværet af de oprindelige musikere giver plads til nye og samtidig nye måder at inkorporere andre instrumenteringer. Først og fremmest vil jeg fremhæve Buckethead, som jeg (og min gode ven Jonas d. II) personligt mener har drevet avantgarde-soloen ind i mainstream-rocknummeret og dermed har givet rock som sådan minimum ti års ekstra holdbarhed.

Dog er det lidt svært at finde ud af hvilke numre der har solo af hvem, men generelt vil jeg mene at Robin Finck, Ron “Bumblefoot” Thal og Buckethead benytter nogle af de samme kneb, der blandt andet tæller ivrig brug af kill switch, octaver rog ikke mindst en gudbenovet beherskelse af enhver form for guitar.

At Axl således har givet os noget andet end Appetite II kan jeg kun bifalde. Der er et par svage number, fx Street of Dreams og Scraped, samt et par numre jeg synes er lidt for højstemte, This I Love og Prostitute, men til gengæld er der et par numre der langt overstiger tidligere værker. Her tænker jeg på de tre første numre, sangen I.R.S. (der dog synes at mangle en indre kerne og er et langt b-stykke), men i den grad også numrene If The World, There Was A Time og Madagascar, der ellers i de fleste anmeldelser er blevet kritiseret gevaldigt.

Hvis jeg endelig skulle pege på noget, vil jeg mene, at bassen i det store hele er lidt svag, men det bliver opvejet af heftig brug af sub-bass og det arbejde, Axl har lagt i de forskellige modi han synger i. Derfor vil jeg igen fremhæve Madagascar, hvor den måde han synger på er foregrebet i live-fortolkninger af November Rain knapt 14 år tidligere.

For at opsummere kan man spørge sig selv om det alt i alt var ventetiden værd? Jeg mener ja!