Blogbrok

Først en tilståelse: Jeg indrømmer at jeg har set enkelte afsnit af X Factor! Som sådan indrømmer jeg også, at jeg synes det er god underholdning.

Der skal heller ikke herske tvivl om at nogle af sangerne faktisk synger godt hvis man ser på deres evne til at pitche og den slags.

Det gør det bare stadig ikke til andet end underholdning. Det end ikke lugter af kunst!

Jeg er heldigvis i den situation at jeg har en stak venner der løbende holder mig opdateret med nye trends.

Jeg var for nyligt til fest hos The pixel artist formerly known as Y! og havde i den anledning fornøjelsen at træffe den visionære leder af Harp core. Hun laver en fortrinlig kombination af moderne musik og harpe. Da jeg første gang hørte det for små to år siden var jeg lidt forbløffet – dén kombi havde jeg ikke set komme. Det er med stor glæde jeg ser frem til at høre det nye materiale der skulle udkomme snart.

Lidt i samme tråd er Monkey Cup Dress der laver fantastiske sange på en sprød bund af ukulele. Specielt nummeret Honolulu burde sendes i rotation på enhver radiostation har så meget som overvejet at spille musik fra X Factor.

Jeg har i efterhånden mange år haft den store ære at ligge i slipstrømmen af Rytmehans/Mikka og de ufatteligt mange typer musik, han dyrker. Det var således ham der i 2002 introducerede mig for Gogol Bordello.

Mikka har det seneste stykke tid opdyrket en interesse i et område jeg ellers ikke kendte det store til: Laos. Han har gjort mig opmærksom på en myspaceside med prøver på musik fra Laos som man skylder sig selv at give et forsøg.

Så hvis man føler sig en smule træt af generisk pop sunget af skrigeballoner er der andre steder at gå hen. God lytter!

Jeg kunne i weekendens løb forstå at folk gerne vil have at jeg skriver lidt oftere. Jamen så gør jeg da det!

Og hvilken bedre anledning er der næsten end den verserende sag i Sverige mod folkene bag The Pirate Bay?

The Pirate Bay er, for de der ikke på forhånd måtte vide det, det seneste skud på stammen inden for kategorien “fildeling”. De nærmere omstændigheder betyder ikke så meget men i korte træk fungerer websitet som en slags Google, der blot udelukkende henviser til torrents, med andre ord har deres søgemaskine information om hvilke brugere der har hvilke programmer til deling.

Folkene bag The Pirate Bay mener selv at de blot videreformidler information og at information, som bekendt, vil være fri. Problemet er blot at information i deres optik også er fx bøger, musik og software. Med andre ord: Lærebøger, film, kontorpakker og så videre.

Hippie som jeg er, mener jeg at fri information er decideret fjong – fri software (firefox, linux, open office), fri musik (Nine Inch Nails er år forud og både Prince og Radiohead har fattet pointen) åbenhed i forvaltning er ubetinget af det gode. Omvendt tror jeg ikke at de fleste forfattere, skuespillere og musikere er ligefrem begejstrede for at folk “kommer til” at benytte gratisudgaven.

Desværre er de fleste firmaer et årti eller mere bagud: De benytter sig hellere af distributionskameler end -kanaler. Hvorfor kan man ikke se film når man selv vil, hvorfor skal man købe programmer på en dvd og ikke online, hvorfor skal jeg købe en hel programpakke for få adgang til et bestemt program, hvorfor virker mine betalte mp3′ere kun på én pc?

Før den samlede industri tager sig sammen, kan jeg ikke tage dem seriøst når de hellere end at følge forbrugerne vil bruge millioner på lave rapporter med flotter grafer over deres årlige, fiktive tab og dernæst hive folk i retten.

Omvendt synes jeg at det er lige lovligt fornemt at tale om begrænsning af ytringsfriheden og demokratiet i samme åndedrag som en omtale af TPB – hvis jeg som programmør eller musiker har lyst til at dele mine værker ud kvit og frit, bør det være et valg jeg selv træffer, ikke et valg en skrupelløs teenager i Nørre Nissum træffer på mine vegne. Hvis jeg arbejder for et firma der har som forretningsstrategi at brugere betaler et engangsbeløb ved erhvervelse, kan det vel nærmest kun gå udover de ansatte, hvis det program kan hentes gratis via TPB.

Og til noget lidt andet, men alligevel beslægtet: Det er næppe nogen hemmelighed at jeg ikke er så vild med idéen om Norge som sådan. Dog findes der en stak enkeltindividder der bør roses. I denne uge er et par af de store, norske websites således gået sammen om at sende Internet Explorer 6 på pension.

Når jeg synes det er en god idé er det fordi det ene program er skyld i så mange problemer og spildte mandetimer at det burde være sendt i graven langt tidligere. Jo hurtigere man kan komme videre til Internet Explorer 7, Firefox, Opera, Safari, Chrome eller lignende desto bedre. Skift i dag og få en hurtigere, mere sikker og mere stabil oplevelse med det samme!

Det er nu også svært at holde styr på alle de radikale der ikke er radikale. Men held og lykke med det alligevel.

Lige her et par timer før gæsterne ankommer og der trods alt hersker en vis form for ro er det næsten på sin plads at opsummere året der gik.

I grove træk har 2008 været et relativt stille og roligt år. Størst indtryk gjorde nok turen til USA, men der har været en del mindre oplevelser også. I løbet af året har jeg også fået genoptaget kontakten med nogle venner jeg ellers ikke havde set i flere år. Samtidig har jeg i løbet af året også fundet nye venner, så det er alt i alt ikke det værste.

Den ubetinget største skuffelse i løbet af året har været professionel. Efter et umanerligt “træls” år har jeg derfor fundet en ny arbejdsplads hos ad pepper, hvor jeg ser frem til at begynde snarest. Det er noget med computere.

2009 ser ud til at tegne fremragende. En af de største events bliver nok brylluppet i februar

Lettere forsinket, en kort anmeldelse af Chinese Democracy, det nyeste album fra Guns N’ Roses. Og her er den kontroversielle udmelding fra undertegnede: Jeg anser dette album for at være den sande arvtager til Use Your Illusions og det er udgivet af et band, der fortjener at kalde sig Guns N’ Roses!

For mig at se, går der en direkte linje fra det seneste album (og det sidste med det klassiske setup) til det nye. I særdeleshed vil jeg gerne pege på de noget mere komplekse sange, November Rain (som egentligt stammer fra tiden før Appetite for Destruction) og Estranged, der for mig at se ligger til grund for en del af de nye sange. Samtidig er det hver at bemærke at slutnummeret på Illusions II er et rent Axl-nummer: My World, der som det første benytter sig som sampling og elektroniske instrumenter som de væsentligste elementer.

Dermed gøder jeg også jorden for, at de øvrige medlemmer af GNR skal ses som statister i den større vision. Allerede i tidligt i 90′erne gik der rygter om et diktaturlignende arbejdsmiljø, hvilket fik McKagan og senere Slash til at smutte omkring 1997. Jeg mener at McKagans talent er til at overskue og strengt taget at Slash er intellektuelt doven. Han har en gudsbenovet tone og udfylder sin plads perfekt, men som sangskriver er han ikke særskilt interessant, hvilket desværre fremgår med al uønskelig tydelig af Slash’s Snakepit og Velvet Revolver (bare det at lave et album ved navn Contraband, siger vel en del).

Fraværet af de oprindelige musikere giver plads til nye og samtidig nye måder at inkorporere andre instrumenteringer. Først og fremmest vil jeg fremhæve Buckethead, som jeg (og min gode ven Jonas d. II) personligt mener har drevet avantgarde-soloen ind i mainstream-rocknummeret og dermed har givet rock som sådan minimum ti års ekstra holdbarhed.

Dog er det lidt svært at finde ud af hvilke numre der har solo af hvem, men generelt vil jeg mene at Robin Finck, Ron “Bumblefoot” Thal og Buckethead benytter nogle af de samme kneb, der blandt andet tæller ivrig brug af kill switch, octaver rog ikke mindst en gudbenovet beherskelse af enhver form for guitar.

At Axl således har givet os noget andet end Appetite II kan jeg kun bifalde. Der er et par svage number, fx Street of Dreams og Scraped, samt et par numre jeg synes er lidt for højstemte, This I Love og Prostitute, men til gengæld er der et par numre der langt overstiger tidligere værker. Her tænker jeg på de tre første numre, sangen I.R.S. (der dog synes at mangle en indre kerne og er et langt b-stykke), men i den grad også numrene If The World, There Was A Time og Madagascar, der ellers i de fleste anmeldelser er blevet kritiseret gevaldigt.

Hvis jeg endelig skulle pege på noget, vil jeg mene, at bassen i det store hele er lidt svag, men det bliver opvejet af heftig brug af sub-bass og det arbejde, Axl har lagt i de forskellige modi han synger i. Derfor vil jeg igen fremhæve Madagascar, hvor den måde han synger på er foregrebet i live-fortolkninger af November Rain knapt 14 år tidligere.

For at opsummere kan man spørge sig selv om det alt i alt var ventetiden værd? Jeg mener ja!