Blogbrok

Jeg skulle i dag udfylde et spørgeskema fra GivBlod og blodbankerne i Region Hovedstaden. Hvis du ikke er bloddonor, så meld dig i øvrigt. Det er gør ikke mere ondt end så meget andet

Et af spørgsmålene havde et svar, jeg for nu at sige det ærligt fandt både overraskende og foruroligende:

Hvem er egentlig målgruppen for deres ydelser?

Jeg blev i ugens løb ramt af det lille skisma mellem “gammeldags” dansk og management ditto.

Det kommer næppe som en overraskelse at mit dagligt talte sprog ligger et udefinerbart sted mellem arkaisk og altmodisch, men jeg mener dog, at jeg behersker managementsk til mere end blot turistbehov.

Alligevel gik jeg, mine damer og herrer, direkte i fælden da jeg blev spurgt hvad “der udfordrede mig”.

Langsom i opfattelsen er man jo, så mit umiddelbare svar var “ufuldstændighed” ud fra den simple betragtning at ordet “udfordring” normalt i managementsprog er en slag eufemisme for “problem”. Jeg hader ufuldstændighed uanset årsagen så svaret var sådan set reelt nok.

Men næh nej. Efter ca. et splitsekund og et ret beset uforståligt svar gik det op for mig at det særligt fornemme ved moderne firmadansk er, at nogle gange kan ord bruges i den gammeldags betydning, når det er belejligt. I dette specifikke tilfælde gik spørgsmålet faktisk på hvad jeg syntes var fagligt udfordrende på den gode måde, hvilket jeg efter bedste evne forsøgte at indarbejde i uddybningen af mit valg.

Men selvsagt først efter at jeg havde ødelagt enhver mulighed for at lave den der drømmesætning, der var påkrævet i situationen.

Verdammt!

Jeg har et par måneder siden fået årets gadget fra mit arbejde, en iPhone.

Den er fantastisk al den stund det rent faktisk er en smart smart-phone, i modsætning til de mobiler man ellers ser fra HTC, Nokia, Sony-Ericsson og hvad de nu ellers hedder.

Integrationen med net/wlan/3G, GPS, mail (outlook og gmail) kører fortrinligt og så videre og så videre.

Der er nogle ting jeg ikke kan forlige mig med såsom at jeg ikke kan vælge min sms/besked-tone, som jeg ellers er vant til. At få sin musik flyttet fra sin iPod til sin iPhone krævede også nogle krumspring.

Men hvor den til gengæld er ufatteligt genial er på add-on/plugin-fronten: Jeg har downloadet nogle små applikationer der giver mig mulighed for at spille klaver, guitar, trommer, online fløjte(!) men måske mest blæret af alt: Et plugin der giver mulighed for at skrive blogindlæg direkte fra telefonen

Kære Island,

Det var sjovt mens det varede, men jeg føler at det er på tide at du vender hjem igen. At klare hele 64 år som selvstændig nation er da heller ikke så dårligt endda.

Vend tilbage og så skal vi nok få slagtet fedekalven og ordnet de økonomiske mellemværender.

Vh Danmark

Jeg var tirsdag aften til forpremiere på ”Kenneth Bager – Bang Bang a Space Cabaret”. Det er ikke fordi jeg partout skal være perfid, men desværre var forestillingen så elendig at den krænkede min integritet som tilskuer. Faktisk var forestillingen så hjælpeløs at det var decideret frastødende. Umiddelbart tror jeg at jeg skal helt tilbage til The Residents på Roskilde Festival 1999 for noget der var i samme liga af elendighed.

At noget der kalder sig kabaret kan indeholde pointeløst pjank er fint, men en kende brod ville dog være på sin plads. Desværre er forestillingen klinisk renset for enhver form for interessant dialog, handling og symbolik. De få gange der var antræk til noget bare tilnærmelsesvis interessant, begik Bager en Tolstoj og udpenslede indtil det tåkrummende hvordan et givent element skulle fortolkes.

Hvad angår det dramaturgiske var der meget ringe sammenhæng mellem de forskellige scener og det banale plot der blev udfoldet kunne snildt have været klaret på tre-fire minutter. Samtidig virkede det som om væsentlige elementer mest spillede en rolle af fonetisk årsager (ærtetærte) og andre elementer levede ganske enkelt ikke op til Tjekhovs pistol-krav. En af skuespillerne skiftede eksempelvis kostume kostant (harlekin, bondage-stripper, kammertjener, etc.) men havde ikke nogle replikker eller indflydelse på handlingen. Det gør hverken figuren syret eller interessant, men bare uvedkommende.

Kan man ikke sige noget interessant, kan man altid forsøge at provokere. Måske har den tanke forårsaget at noget af dialogen blev fremført af to piger på 10-11 år. Jeg er ked af at sige det, men det er i 2008 hverken provokerende eller interessant at få præ-pubertære piger til at tale om utroskab og liderlighed.

Mest succesfuldt var bandet, der til gengæld konsekvent overdøvede sangerne. Har I ikke råd til ordentlig afskærmning, bør I overveje at købe et drivhus til trommesættet! Kapelmesteren var lige ved at få pluspoint for at benytte en banjo i to numre, men desværre ender det med at trække ned: En ukulele havde været det rette valg til de numre og den måde at spille på.

Koblingen til Chaplin forekom mest af alt påtvunget gennem hele kabareten og at det ellers fantastiske Chaplin-nummer Smile blev smadret til ukendelighed, fuldbyrdede bare min trang til at skride før tid.