Pelle2.005

4. May 2005

Hvis jeg var et computerprogram omgang tre

Pelle2.004 endte med at blive en relativt succesrig udgave. Det vil sige, der var par ting hist og pist, der kunne rettes op på, så det er blevet besluttet fra allerhøjeste sted at fortsætte den videre udvikling. Udover at Pelle2.004 kører særdeles stabilt under styresystemet Maria3.0 — hvilket den nye udgave selvsagt også gør — har Pelle2.005 ikke de store ændringer på den front. Pelle2.005 har fået indarbejdet større kompabilitet med SoundK og GrønMandGå, hvorfor flere projekter fra disse sammenhænge vil blive præsenteret løbende.

Kravspecifikationer

Pelle2.005 er nu tilpasset mobile miljøer, men kører fortsat på minimale systemkrav, hvilket vil sige, at Pelle2.005 fortsat kan installeres med plads til ca. 62½kg fordelt på 180cm, hvilket rundt regnet svarer til et BMI på 19 (med andre ord kan man godt fodre Pelle2.005 uden at få pladsproblemer). Det meste af det, Pelle2.005 foretager sig er af garanteret økologisk kvalitet og udsættes løbende for test af jurister, bankfolk, økonomer og lignende slags mennesker. Derfor burde det kunne køres på de fleste arbejdsstationer.

Tekniske specifikationer

Pelle2.005 er fortsat et versatilt program, der kan bruges i mange sammenhænge. Typisk dog som en del af en større helhed. Som noget relativt nyt taler Pelle2.005 bedre sammen med eksterne enheder.

Problemer der er løst siden Pelle2.004

Pelle2.004 var den første udgave der kørte som en del af Selvstændig Erhvervsdrivende1.0. Til glæde for mange, er dette program blevet udvidet til at komme i en udgave, der nu hedder Selvstændig Erhvervsdrivende2.0. Dette kan man læse mere om i afsnittet Pelle Svane Jakobsen professional edition.

Det ligger forholdsvis fast, at Pelle2.005 vil komme med ekstra udvidelser i løbet af året, men endnu er det for tidligt at gætte på hvilke. I anledning af at der er blevet installeret et plug-in kaldet Farbror1.0, agerer Pelle.2005 nu også hyggeonkel.

Kendte problemer med programmet

Selvsluksproblematikken fra Pelle2.00X er endnu ikke løst tilfredsstillende. Pelle2.005 er relativt virus-fri, men GamleGymnasievenner9.0 dukker op i ny og næ. Russiske Studiekammerater7.0 samt ITU’ere3.0 — to programmer der også tidligere har været bøvl med — kan også gøre Pelle2.005 lettere utilregneligt.

Beta-tests

Der bliver traditionen tro stadig lavet testruns på Pelle2.005, der bliver endeligt launchet d. 4/5 under navnet Pelle2.00528. Det sidste ord er næppe sagt i den sag.

Hvad mener du om det?

XHTML: Du kan bruge flg. html: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>